”Danske vognmænd er vigtige kunder hos svenske VBG – så da vi i den danske afdeling af VBG for flere år siden henvendte os for at få ønsker om tilkoblings-løsninger fra danske vognmænd opfyldt, gik svenskerne straks i gang.”

Det fortæller Per Mikkelsen – Regional Sales Director Nordic & UK hos VBG GROUP SALES A/S, som  VOTY.dk’s udsendte mødte på Transport 2021 forleden.

Tredje generation kobling

Resultatet viser VBG frem på Transport 2021 – med den mundrette betegnelse på koblingen er 795 PA G3, hvor G3 står for generation 3 – som er en del af VBG’s intelligente generation af koblinger.

Det er ikke noget, der klares på få måneder – for efter udviklingen i testcentrene hjemme i Vänersborg kommer prototyperne i feltprøver hos udvalgte vognmænd.

Herefter skiller man koblingerne ad – så man kan se, om de opfylder opbyggernes ønsker om enkelt montering, om de opfylder chaufførernes ønsker – samt se, hvordan koblingerne slides.

Et system

Den ”danske” kobling var blandt mange nyheder på Transport 2021.

Man kan sige, at koblingen er blevet et system. Med den nye el-arkitektur bygges et system af funktioner og kommunikation omkring koblingen.

Via CAN-Bus overføres sensoroplysninger til systemets ”Kommunikationscentral” Base Cab Module – hvorfra informationerne sendes til chaufføren.

Nye indbygningsmål

Indbygningsmålene er også ændret, så man kan udnytte pladsen omkring koblingen, hvor der ikke er meget plads.

I øvrigt kommer der en ny 40 mm kobling, en ny 50 mm kobling og nye 57 mm koblinger – alle digitaliserede. De nye koblinger fås i mindre og lettere udformninger.

VBG tilbyder i øvrigt også et opgraderingssæt, så den gamle kobling får samme mekaniske funktionalitet som den nye generation af koblinger. Det forlænger levetiden.

Driver Assist

Helt nyt er også ”Driver Assist”, som hjælper chauffører med ved tilkobling af påhængsvognen – det sker via en raderløsning, som afløser den tidligere kameraløsning.

Nyheden betyder, at chaufføren lettere kan tilkoble præcist til påhængsvognen og traileren.

Radaren kalibreres, så den passer til lastbilens bagende via LED indikatorer, som chaufføren kan se fra instrumenterne i førerhuset. Samtidig kan systemet advare chaufføren om overdrejning – på engelsk jackknifing.

Kofanger og underkøringsværn

I Herning var der også premiere på en ny opklappelig kofanger – så man arbejder med en rund kofanger, en lygtebom og en alu-kofanger – samt udskydelig kofanger i flere længder.

Endelig viste VBG et nyt program af underkøringsværn – som er udviklet i moduler, så man kan tilbyde forskellige dimensioner på trækbjælker og underkøringsværn.

Udskiftningskit til Onspot

VBG Group Sales havde også nyt på Onspot-siden – de automatiske snekæder – hvor man nu kan tilbyde et udskiftnings-kit til kædehjulene i form af en ny gummikant i forbindelse med slitage.

Onspot fungerer ved hastigheder mellem 2- og 50 km/t og fås både til lastbiler, busser og varebiler.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk