Ford har med Transit Custom netop vundet prisen Van of the Year for 2013 som bevis for at være årets bedste nyhed indenfor varebiler – nu har samme bil – som den første varebil i sin klasse – opnået fem stjerner i den uvildige Euro NCAP crashtest.

Det viser, at juryens valg af Transit som VOTY-vinder, var mere end rigtigt.

Den scorede 77 pct. point for total sikkerhed, 90 procent for børne-sikkerhed og 84 point for voksen-beskyttelse.

Top-sikkerhed
Fører- og passager airbag, sideairbags og advarsel for vejbaneskift (lane departure warning) har været udslagsgivende for de fem stjerner. Også stemmestyring af bilens info-system og indbygget vejhjælp har været med  til at give det flotte resultat, som efterlader konkurrenterne håbløst bagud, når det gælder sikkerhed.

Det udstyr, som Ford tilbyder i en Transit Custom, er ikke set tidligere i en varebil i Transit’s klasse – men måske konkurrenterne nu går i tænkeboks for at få kommende varebiler op på niveau med Transit.

Resultatet er iøvrigt både opnået for personbilsudgaven af Transit og varebilsudgaven Tourneo.

Revurdering af sikkerhed
”Transit reviderer sikkerhed i sin klasse. Hos Ford har vi kombineret et høj styrke i stålstrukturen, et forgængervenligt front-design samt et ellers uhørt højt sikkerhedsniveau for en varebil med den bedste beskyttelse, som både flådekunder  og det private erhvervsliv vil sætte pris på, siger Barb Samardzich, vice president, Product Development, Ford of Europe.

Hun modtog også VOTY-prisen på IAA-transportmessen i Hannover tidligere på året af VOTY-formand Pieter Wieman fra Holland.

Crashtestet 30 gange
Inden Euro NCAP gennemførte deres crashtest, har Ford selv sendt den nye Transit-model 30 gange mod off-set muren, hvor bilen frontalt rammer en forskudt betonkonstruktion i forholdet 60:40 – desuden har man gennemført 4.500 virtuelle tests på computeren. Man har desuden valgt højstyrkestål i produktionen.

Euro NCAP er begejstrede
Hos Euro NCAP er man også begejstrede over resultatet, som man vurderer sætter en helt ny standard for sikkerhed i varebiler.

”At teste køretøjer i dette segment er et nyt kapitel for Euro NCAP, og det er positivt, at forbrugerne, som ønsker at investere i et sikkert køretøj med fem stjerner, nu også kan gøre det i en varebil, siger Michiel van Ratingen, generalsekretær hos Euro NCAP.

Det er første gang, at kunder nu kan få sikkerhed i en varebil, som  tidligere kun fandtes i en personbil.

Konkurrenter var for ringe
Samtidig med Transit testede Euro NCAP tre andre varebiler  og minibusser, som alle kun opnåede tre stjerner – Fiat Scudo, som også sælges som Citroën Jumpy og Peugeot Expert og fra næste år også Toyota Proace   (PSA – Peugeot/Citroën – producerer alle bilerne i Frankrig), samt Hyundai H1 – som var en af de første kassevogne med esc som standardudstyr – og Renault Trafic, som også sælges som Opel/Vauxhall Vivaro og Nissan Primastar.

”Reglerne for crashtest i Euro NCAP ændres dog næste år, hvor der sættes øget fokus på fodgænger-sikkerhed, og det kan ændre billedet. Men alligevel viser crashtesten, at man kan vælge en sikker varebil, hvis man ønsker det, siger Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør hos FDM, som også er dansk repræsentant i Euro NCAP samarbejdet.

Fokus på skader
Hvis man gennemgår resultatet af crash-testene, viser det sig, at Hyundai H1 havde problemer med  voksenbeskyttelse – med høj belastning af chaufførens fødder og bryst samt dårlige nakkestøtter – at Scudo gav forsædepassageren problemer med belastning ag knæ og lår samt manglende sikkerhedsudstyr (esc stabilitetssystemer er dog standard i Danmark) – samt at Trafic gav chaufføren og forsædepassageren problemer med knæ, lår og ben og at nakkestøtterne var ringe.

Desuden er esc og passager-airbag ekstraudstyr i den fransk-byggede varebil – også i Danmark.

Afløsere er på vej
Men Euro NCAP testen vil nok sætte ekstra fokus på sikkerhed i varebiler. I slutningen af 2013 præsenteres afløseren for Trafic/Vivaro/Primastar – den vil formentlig indeholde mange nye sikkerheds-systemer. Det er også meldt ud, at Toyota kommer til at spille en hovedrolle, når den næste Proace, Jumpy og Expert skal udvikles.

Fiat forlader samarbejdet med PSA indenfor de nærmeste tre-fire år og vil derefter udvikle sin egen varebil i dette segment.

Generelt er varebiler som de testede sikrere ved sidekollisioner, fordi de er så høje. Kører en personbil ind i siden på en kassevogn, er det i reglen vangerne i siden, der optager kræfterne. Men det er et problem, at passager-airbags og side-airbags oftest ikke er standard. 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk