(PARIS)
–
Renaults billigmærke Dacia lancerer efter nytår anden generation af mini-elbilen Spring, som generelt i Europa sælges for mellem 18.000- og 20.000 Euro.
Det vil sige mellem 135.000- og 150.000 kr.
Men ifølge Dacia vil den være 10 pct. billigere end den tilsvarende Twingo – og den billigste elbil i Europa. En titel som p.t. herhjemme indehaves af Citroën ë-C3.
130 km/t
Spring er udstyret med en 80 hk motor, der giver et moment på 175 Nm og har en tophastighed på 130 km/t. Den lader også med 11 kW AC-ladning og 50 kW DC.
Det giver en 15 – 80 pct. opladning med 11 kW på 1. t 55 minutter, mens 15-80 pct på DC klares på 28 min.
Bilen fås som Expression og Journey, men herhjemme er det kun topmodellen Journey, der sælges – som har batteri på 27,5 kWh (LFP).
250 km rækkevidde
Det giver en begrænset rækkevidde på 250 km. Forbruget er 12,7 kWh/100 i snit (WLTP).
Men ifølge fabrikken kører kunderne kun ca. 34 km om dagen fordelt over fire ture – ifølge undersøgelser, men bilen er primært tænkt som by- og regionalbil.
Som Van vil den kunne blive en god ”Last Mile” distributionsbil med sin længde på 3,85 m.
Mere robust
Den første udgave fra 2021 har ikke været en succes herhjemme med 30 solgte biler – hvor den i udlandet blev solgt i 210.000 enheder.
Målsætningen er den samme – at være så billig som muligt. Men hvor første udgave var temmelig blikket, så virker den nye udgave mere robust.
Den var tydeligt, da vi mødte den i et udviklings-studio i Paris forleden. Tungere døre, kraftigere dørhåndtag og mere raffineret.
20 assistentsystemer
Bilen er blevet længere og bredere – og sikrere med 20 assistentsystemer. Der er fem års garanti eller 150.000 km.
Den byder på god plads til fire voksne. Forgængeren blev produceret både som personbil og som Van – og den nye er større med et varerum på ca. 1.300 liter plus en pænt stort rum under gulvet. Vi kan nævne læssekant på 747 mm og indvendig læssekant på 200 mm.
Men den må ikke køre med trailer og taglast. Standard er V2L, så man kan oplade el-apparater.
18 liter frunk
Bilen er for 75 pct. vedkommende bygget på baggrund af Renaults nye Twingo minibil – hvor den deler RGEV-platform, teknik samt a-stolper, tag og bagdøre/ruder.
Fronten er højere for at give plads til en 18 liter frunk (hvor der er plads til ladekabler.)
Den er også bygget samme sted – i Novo Mesto fabrikken i Slovenien, der har eksisteret siden 1955, og har lagt samlebånd til et utal af Renault modeller – herunder både Clio og Twingo.
Pariser-model
Spring vejer 1.212 kilo, er 18 centimeter bredere 15 centimeter længere end forgængeren.
Der er LED kørelys og reflekser i for og baglygter. Desuden elektrisk automatisk parkeringsbremse og parkeringssensorer og med bakkamera i den version, der kommer til Danmark.
Den er udstyret med markante beskyttelsespaneler, der beskytter bilen mod ridser og skrammer. En rigtig Pariser-model. Derfor er det også fint med bilens 1-trins rekuperationssystem.
10,1 tommer touchscreen
Indenfor består instrumentpanelet af en 7-tommers førerskærm og 10,1 – tommers touchscreen som er monteret, så den kan betjenes af både føreren og passageren på forsædet.
Dacia Spring kommer i øvrigt med Apple Car Play og Android Auto med 8 års betalt abonnement.
Og ligesom det er på Renaults biler, er Spring udstyret med My Safety Switch, der tillader at slå nogle af de 20 ADAS sikkerhedsfunktioner til og fra efter, hvilke man ønsker at benytte.
Bygget på 16 måneder
Den nye Spring, der kun har taget 16 måneder at udvikle – fordi den er udviklet sammen med Twingo.
”Spring er eneste el-personbil fra Dacia – indtil nu. I 2030 er der fire,” fortalte designchef for Dacia, David Durand.

