(KROATIEN)
Efter tre dages udmarvende test i hårdt terræn af de tre kandidater til prisen International Pick-Up Award 2022 har den 14 mand store jury fundet vinderen – og offentliggørelsen sker på onsdag aften på transportmessen Solutrans i franske Lyon.
Testen foregik i nationalparken Paklenica nær Zadar i Kroation – og ud over de tre kandidater til titlen, Jeep Gladiator, Isuzu D-Max og Toyota Hilux – deltog en række reference-modeller, nemlig nyeste udgaver af seneste vinder fra kåringen i 2020 – Ford Ranger og Ranger Raptor – samt den heftige RAM 1,5 TRX.
Der var fire kandidater, men den sidste, Ssangyong Musso, nåede ikke frem – men den sælges heller ikke i Danmark.
Jeep Gladiator
Det var første gang, vi prøvede Jeep’s pick up model, som har en 1,5 meter langt lad bag kabinen.
Og så er den også den absolut dyreste pick-up i testen – 80.000 Euro uden nogen afgifter – men vi har tidligere prøvet andre udgaver, bl.a. Renegade. Gladiator fås formentlig som parallelimporteret bil, men vi kender ikke den danske pris.
Bilen er meget veludstyret, og typisk Jeep kan man skrue tag, døre og vinduer af bilen. Den var i en klasse for sig selv – og nærmere den deltagende RAM 1500 end de to 1-tons pick-up biler fra Isuzu og Toyota.
Pick Up lig med arbejdshest
Jeep selv kalder det en bil til både job og fritid – men i Danmark er bilen for dyr både med og uden bagsæde, så pick-up biler er nærmest 100 procent arbejdsheste.
Der var ingen problemer med at komme frem i det øde bjergområde i Kroatien, hvor man ud over testholdet stort set kun mødte bjergbestigere.
Drejningsmoment 600 Nm
Med 600 Nm drejningsmoment var den 3-liters benzin V6 maskine særdeles smidig. Den kan dog kun trækker en trailer på 2,7 tons mod mere end 3,5 tons i RAM 1500. Men tillige 500 kg nyttelast. Jeep Gladiator har en meget kraftig ramme og aksler – plus Full Time 4×4, differentialespær og reduktionsgear.
Bilen har beholdt sit klassiske design med den lodrette forrude, der kan lægges ned som tilbage til ur-modellen, der blev udviklet på baggrund af den klassiske Jeep fra 2. verdenskrig – til militære formål. Første model var Willis Overland – og første model med navnet Gladiator kom i 1962.
Men anno 2021 har den fået de fleste assistentsystemer, som kunder er vant til – så som nødbremse, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistent og Brake Assist – samt frontkamera (så man kan følge med i, hvad der foregår under fronten i terrænet).
Isuzu D-Max
Isuzu har opdateret deres ellers meget basale pick-up – især på sikkerhedssiden – så den faktisk har opnået fem stjerner i EuroNCAP testen. Der er otte airbags – bl.a. mellem forsæderne – Bi-LED forlygter, 9 tommer skærm og blindvinkelassistent.
Hvad der gør bilen interessant også herhjemme er en gunstig pris.
Det store minus er den svage på 164 hk og 360 Nm, som viser sig med test med fuldt lastet trailer, som vi har prøvet i bakket terræn ved Roskilde. Kører man uden trailer klarer den sig fint – dog med et ret højt støjniveau ved acceleration.
En ørn i terrænet
I terræn er den en ørn – det har vi erfaret efter at have prøvet den i smattet og uvejsomt terræn.
Den er samtidig ret let og samtidig meget stiv i sin struktur. Isuzu har nydesignet hele front- og hækaffjedring, som fortsat består af bladfjedre – så den vil have godt af et par sandsække til kørsel på asfalt, så den ikke er så urolig på ujævn vej.
Den nye udgave har vi prøvet i Danmark tidligere, og den er fin især i terræn. Den har fået øget akselafstand og øget frihøjde. Vi skal nævne elektrisk servostyring og 800 mm vadedybde.
Toyota Hilux 2,8
Toyota har med sin senest opdaterede Hilux model opnået den styrke, som mange professionelle entreprenører og håndværkere har efterspurgt i årevis – siden Toyota af miljømæssige årsager fjernede deres tidligere 3-liter maskine fra markedet i Europa.
Japanerne har brugt tiden til at udvikle en heftig og samtidig grøn 2,8-liters maskine med 500 Nm, som vi har testet med fuldt lastet trailer i et bakket område nær Lejre ved Roskilde. Og der var ikke antydning svagheder, når vi sendte den op over bakkerne. Man mærker faktisk ikke mervægten.
Hilux fås dog fortsat med 2,4-liter motor på 150 hk for dem, som ikke behøver topudgaven, som også kan fås i topudstyrs-udgaven Invincible.
1-ton’er med power
Hilux er nok den mest suveræne arbejdshest på 1-tons markedet – efter at Mercedes-Benz og Volkswagen har trukket deres V6-motoriserede diesel-pick-up biler X-Class og Amarok tilbage – begge med 256 hk og over 500 Nm drejningsmoment.
Ford har også skiftet deres 3,2-liters momentstærke 5-cylindrede motor i Ranger ud med en 2-liter dobbeltturbo – alt sammen for at opfylde kommende miljøkrav. Men kubik og moment betyder noget for trækkraften.
Toyota Hilux i ny aftapning har ud over bedre trækkraft fået bedre on- og off road egenskaber – men forbruget er nær det samme. Affjedringen er også forbedret med nye bladfjedre, men i det hårde kroatiske terræn kan man dog mærke ujævnheder i rattet. Om end styretøjet er forbedret, så bilen er lettere at styre
IPUA-Pris siden 2009
Hvert andet år siden 2009 uddeles International Pick-up Award (IPUA) til den mest effektive 1-tons pick-up truck.
Som et multifunktionelt køretøj, der produceres og sælges globalt, fortsætter både produktet og markedet med at udvikle sig med mange mærker, der sætter høje standarder inden for ydeevne, sikkerhed, chauffør og passagerkomfort. Inden den samlede vinder vælges, vurderes og analyseres de nominerede køretøjer af ekspertpanelet fra juryen.
Tidligere vindere af den prestigefyldte IPUA titel omfattede Volkswagen Amarok og Ford Ranger (begge to gange) og Nissan Navara.