NGF Nature Energy og Autohuset Vestergaard Lastvogne A/S underskrev i går en rammeaftale om levering af lastvognstrækkere til NGF Nature Energys nye biogasanlæg i Jylland og på Fyn. I alt er der aftalt levering af op til 12 Volvo lastvognstrækkere inden for de kommende to år.

NGF Nature Energy, der er landets tredjestørste naturgasselskab, anlægger netop nu tre nye, moderne biogasanlæg, som er klar til at levere grøn energi til selskabets kunder allerede fra slutningen af i år.

Produktionen af den grønne gas vil være baseret primært på husdyrgødning, som transporteres med lastbiler til biogasanlæggene fra lokale landbrug. Samtidig leveres afgasset biomasse retur til landbrugene.

Klare transporten selv
NGF Nature Energy har valgt at stå for en del af transporten selv. Autohuset Vestergaard skal derfor i løbet af de kommende to år levere op mod i alt 12 lastvognstrækkere til selskabet, alle af typen Volvo FH 540.

Lastvognstrækkerne skal kobles til gylletrailere fra danske VM Tarm og fragte biomassen frem og tilbage mellem landbrug og biogasanlæg.

”Vi har valgt at stå for en del af transporten til og fra anlæggene selv. Vi vil gerne kunne fragte en så stor mængde gylle ad gangen som muligt, så vi mindsker antallet af ture og dermed belastningen på vejene. Det sikrer vi med aftalen med Autohuset Vestergaard Lastvogne,” siger adm. direktør i NGF Nature Energy, Ole Hvelplund.

Venter på gas-lastbiler
Autohuset Vestergaard blev valgt blandt en række tilbudsgivere. NGF Nature Energys øvrige vognpark består af gasdrevne biler, som til dagligt bruges af selskabets gasteknikere og som puljebiler.

Lastbiler, der kører på naturgas, er endnu ikke så udbredte. Lastbilproducenterne ikke levere gasdrevne køretøjer med den trækkraft, som NGF har behov for. Bilerne er dog på vej, og dermed kan biomasserne på sigt fragtes rundt på CO2-neutral biogas.

Fjerde biogasanlæg
NGF Nature Energy – tidligere Naturgas Fyn – leverer naturgas til hele landet. Selskabet vil ved årets udgang kunne sætte sit fjerde biogasanlæg i drift, og man vil allerede fra efteråret kunne levere grøn gas til kunderne.

Autohuset Vestergaard Lastvogne A/S er autoriseret Volvo-forhandler siden 1981. Autohuset Vestergaard Lastvogne A/S har afdelinger i Horsens, Grinsted, Kolding, Odense og Svendborg.

FAKTA: Volvo FH 540
6-cylindret, 13-liters dieselmotor, 540 hk
Volvo Engine Brake Plus (VEB+)
Fuldautomatisk splitgearkasse
Krængningsstabilisator, for og bag.
Forskydelig skammel
Akseltryksbegrænser på drivaksel og løbeaksel
Elektronisk lastindikator
Dynefleet/fuel advice til optimering af kørsels- og brændstofeffektivitet

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk