Volkswagens nye elbil, ID.3, er her til eftermiddag blevet kåret til Årets Bil i Danmark 2021. Med 150 point vandt bilen foran Seat Leon og Toyota Yaris med 122- og 114 point.

I finalen var der yderligere fire biler – og her blev resultatet: Peugeot 2008 91 point, BMW 4-serie 64 point, Honda e 63 point og Renault Captur 56 point.

22 jurymedlemmer

22 jurymedlemmer – alle fagjournalister i foreningen Danske Motorjournalister (MKD) – har givet deres point efter at have prøvet i alt syv kandidater til titlen på Jyllands-Ringen for cirka en måned siden.

Offentliggørelsen foregik on-line med formand for MKD, FDM-journalist Karsten Lemche, som vært – og med MKD-medlem Anders Berner, Bilbasen som medvært.

Samme retningslinjer

Det foregik efter samme metode som de senere år, hvor de deltagende jurymedlemmer toner frem på skærmen en for en med deres pointgivning. Efter to runder var der meget spænding – og Leon førte undervejs. Men til sidst var der ingen tvivl.

Hos den danske Volkswagen importør fortalte pressechef Thomas Hjortshøj, der blev ringet op efter vinderen var meldt ud, at man var glade i selskabet. Man havde håbet på en sejr – men ikke forventet det.

900 ID.3 solgt allerede

”Der var jo spænding til det sidste, men vi kan i disse tider ikke fejre det – og desværre ikke sidde sammen og lade champagnen springe. Anerkendelsen er meget vigtigt for os – tillen hjælper. Det er der ikke tvivl om. Vi har allerede solgt 900 ID.3 i Danmark,” siger Thomas Hjortshøj.

Til februar bliver den større elbil fra Volkswagen, ID.4, lanceret herhjemme – og spionfotos viser også, at en endnu større ID.5 skulle være på vej.

Overrækkes i Go’ Morgen Danmark

”Kunderne til ID.3 kommer fra mange mærker og mange biltyper, men også mange fra en Volkswagen,” siger Thomas Hjortshøj.

Prisen bliver overrakt i TV programmet Go’ Morgen Danmark i morgen tidlig, men der bliver også en festivitas med titlen i forbindelse med MKD’s årsmøde næste år.

Tre ærespriser

Inden ID.3 vandt Året Bil i Danmark 2021 blev der fundet frem til tre andre priser:

Innovationsprisen, Bilglædeprisen og Designprisen fra MKD – og her gik de to førstnævnte priser til Honda e og sidstnævnte til Ferrari Roma.

Det må siges at være i hver sin ende af bil-skalaen.

265.000 kroner som Van

Til en pris på 264.695 kroner plus moms for varebilsudgaven af Volkswagen ID.3 har interessen fra erhvervslivet allerede været stor.

Den 204 hestes elbil med en rækkevidde på 420 km er skabt til at være distributionsbil, servicebil eller inspektørbil bl.a. hos entreprenører samt forsynings- og el-virksomheder.

”De første reaktioner på ID.3 Van er positive. Flere virksomheder har rakt hånden op og er klar til at bestille den. Priserne er allerede klar,” siger chef for Volkswagen Erhvervsbiler, Ib Jakobsen.

325.000 kroner som personbil

Forskellen fra hvidpladebilen er, at der ikke følger ladestander med.

”Prisen for personbilsudgaven af ID.3 med 58 kWh batteri og 204 hk er opgivet til 325.000 kroner (uden afgift.)

Momsprisen, som kan trækkes fra, er p.t. udregnet til at blive 64.000 kr., så prisen bliver de knap 265.000 kr. plus moms,” siger Ib Jakobsen.

Tre batterityper

ID.3 findes i tre udgaver med tre størrelser batterier – den første, der lander herhjemme, er mellem-modellen med 58 kWh batteri med en WLTP-rækkevidde på 426 kilometer.

En kraftigere udgave, der kommer senere, har en rækkevidde på 549 WLTP-kilometer.

Bilen kan man lade hjemme med 11 kW – mens lynladning sker med op til 100 kW. Fabrikken lover, at bilen kan oplades til 300 kilometer kørsel på 30 minutter.

Højt sikkerhedsniveau

Sikkerheden er ikke længere til diskussion, når det gælder elbiler. Som de senere års Euro NCAP-test har vist, er sikkerheden i top blandt langt de fleste elbiler, hvoraf flere ligefrem har udmærket sig som de allersikreste biler i deres klasse.

Det gælder også VW’s længe ventede og første ”ægte” elbil, ID.3. Forventningerne til VW ID.3 har været store, og når det kommer til sikkerheden, skuffer den ikke.

Som den blot anden bil testet efter Euro NCAP’s nye skrappe testkrav kører VW’s nye elbil fem sikre Euro NCAP-stjerner i hus.

ID står for Intelligent Design

”VW ID.3 er på mange måder en meget vellykket bil, hvor ID står for ”Intelligent Design.” Det gælder også sikkerheden, som der ikke rigtig er nogen fingre at sætte på. Det viser endnu en gang, at den omstilling til elbiler, som bilproducenterne er i fuld gang med, ikke sker på bekostning af sikkerheden. Tværtimod ser det ud til, at de formår at integrere den seneste sikkerhedsteknologi i deres biler,” siger Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør i FDM.

Prisen Årets Bil i Danmark blev indstiftet i 1969. Første vinder var Ford Capri.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk