(WÖRTH)

Zetros er navnet på en fuldblods off’road lastbil, som er i familien med terrænbilen Unimog. Zetros produceres af Mercedes-Benz specialafdeling “Special Trucks” – og den nærmest håndbygges efter kundens ønsker, men langt hen ad vejen med standard-komponenter så som motorer.

VOTY.dk har været på besøg på Mercedes-fabrikken i Wörth ved Karlsruhe – og har prøvet bilen på en lille, men effektiv terrænbane på fabrikken.

Den er rå inde og ude – men der alt hvad der skal være i en hårdfør, terrængående lastbil – og den har ikke problemer med at forcere 45 grader stejle, lerklinede bakker.

Det er svært at se, hvad der er på den anden side af bakken, når man kravler op over en bakke, og man skal holde rattet lige, så man holder sig på sporet på vej ned på den anden side.

Trækker helt jævnt
Vejret denne dag i Wörth er regnfuldt – hvilket gør udfordringerne endnu større.
Men den barske off-road lastbil Zetros 6×6 trækker helt jævnt op og mister aldrig fodfæstet. På den anden side går det lige så stejlt ned, men her hjælpes vi også af bilens avancerede ofroad-teknik.

Denne inkluderer to-trins transfer reduktions-gearkasser, tre spærredifferentialer forstærket kobling og en 330 hestes motor med et drejningsmoment på 2.100 Nm – og motorbremse.

Bilen har en GM/Allison automatgearkasse, som også bruges i Econic. Spærring af aksler sker elektronisk via drejeknapper på instrumentbrættet.

Bundløst terræn
Som i al form for off road kørsel er det meget vigtigt at inspicere terrænet så vidt det er muligt – og det gør vi denne regnfulde dag i Wörth, selv som terrænet er om endnu mere bundløst. Vi forcerer små søer, kører sidelæns på skråninger og gennem uvejsomme skovområder – men bilen klarer det hele. Kun en luftslange springer af efter nogle timers kørsel, men en udbedring er hurtigt klaret.

Bilen bygges på en særlig fabrik for specialkøretøjer i Wörth – ved siden af verden største fabrik for lastbiler i bygningen ved siden af.

20 biler om dagen
Men hvor man hos ”Special Trucks” kun bygger 20 biler om dagen, der samles på en enkelt bånd  uanset model, bygger man i nabofabrikken på samme store område hver dag over 400 af de Actros-, Antos-, Arocs-, Axor- og Atego lastbiler, som kendes fra landevejene – på tre parallelle bånd.

Fælles for alle lastbiler er, at motorer kommer fra Daimlers fabrik i Mannheim, mens gearkasser kommer fra Daimlers fabrik i Rastatt.

Zetros er ikke en prototype – tværimod har den været i brug i såvel civile formål så f.eks. brøndboring – og militære formål – gennem flere år. Motorerne og rammerne er til en vis grad standardprodukter – rammen kendes bl.a. fra Econic lastbilen, som meget bruges som renovationskøretøj i Danmark.

Tre trin af armering
På seks timer kan man eksempelvis skifte førerhus, hvis det er skadet – eller man ønsker en anden indretning. Zetros kan også leveres efter NATO specificationer. Bilen kan også leveres armeret – i tre beskyttelsestrin.

Med Zetros har Mercedes-Benz udviklet en storebror til GD-Geländewagen og Unimog.
En 4×4 og 6×6 Zetros model er konstrueret fra bunden med det formål at køre sikkert i uvejsomt offroad terræn. Det giver en række fordele for både chauffør og kunde.

Bilen er konstrueret med forakslen placeret foran førerhuset. Det betyder en bil med meget lav indstigning og en totalhøjde som gør, at den i militærudgave kan køre direkte ind i et C-130 Hercules transportfly.

God vægtfordeling
Endelig betyder den særlige konstruktion, at der er en bedre vægtfordeling, når bilen kører uden last, da bagakslen bærer en stor del af førerhuset med tilhørende udstyr.

Da motoren sidder foran førerhuset under en let motorhjelm er der en enkel tilgang til inspektion og fejlretning af motor og teknik.

Ved brug i kampområder betyder udformningen, at en sprængning udløst under forhjulene ikke sker direkte under mandskabet, og derved påfører mindre skade end ved et traditionel frembygget førerhus.
 
 Fakta: ILS (integrated logistic support)
Med leverancer af militær lastbiler og tilhørende reparations og reservedelsløsninger siden 1904, har Mercedes-Benz opbygget en stor erfaring, logistik og servicenet, der dækker over 160 lande med over 5.000 autoriserede værksteder.

“Uptime” er et nøgleord ikke bare for private vognmænd, men i særdeleshed også for soldater på mission i fremmede egne,” siger Mathias Klemens, europæisk salgschef for militærkøretøjer.
Via FleetBoard telematiksystemet kan servicedata  og fejlkoder sendes direkte fra bilen til forsvarets egne teknikere – og hvis det ønskes også til det tilknyttede Mercedes-Benz værksted som derved kan medvirke til at vurdere omfang af skade og reparation.

Fakta: DALO
Zetros 6×6 er sammen med en militærudgave af Actros de to biler, som Mercedes deltager i til et tilbud til det danske forsvar.

DALO hedder den enhed hos forsvaret, som indstillede til forsvarsudvalget i Folketinget, hvem der blev kvalificeret til at levere nye specialkøretøjer næste år. DALO står for Danish Acquisition and Logistic Organisation.

Det er også dem, der i samarbejde med hærens kampskole i Oksbøl tester bilerne, og som har dialogen med de fire tilbageværende udbydere, som ud over Mercedes-Benz er MAN, Iveco og Scania.

Lige nu er testen flyttet til militærrådet Finderup ved Viborg.

Alle mærker har efter prækvalifikation i 2014 og kvalifikation i efteråret 2015 afleveret deres første bud lige før jul.

Efter sommerferien skal det endelige bud afleveres, og en vinder forventes herefter udpeget sidste på året. Vinderen skal levere køretøjer i en periode på over otte år.
Udbuddet vil blive helt transparent – det vil sige med fuld åbenhed. Der lægges vægt på en vis dansk lokal-produktion.
 
Testen:
Fysisk test og inspektion af testbiler har fundet sted i Oksbøl siden påske startende med en grundig uddannelse af 18 af forsvarets testkørere, som bl.a. har erfaring fra deres udstationering i bl.a. Afghanistan.

Uddannelsen er sket via Mercedes-Benz forhandler Bent Pedersen i Esbjerg, hvor værkfører Jan Jensen og eftermarkedschef Peter Ladegaard Jensen har stået for uddannelsen. Selv er de uddannet af eksperter i Special Trucks afdelingen fra fabrikken i Wörth.

For Mercedes’ vores vedkommende udført på dansk, ligesom man byder ind i tilbuddet som Mercedes-Benz Danmark, og dermed som en dansk virksomhed med den samlede danske Mercedes-Benz salgs og service organisation bag.

Det er den samme danske organisation, som gennem mange år blandt andet har medvirket til at holde forsvarets op mod 1.000 Geländewagen i gang.

Mercedes-Benz har til testen leveret en pansret Zetros 4×4 til statisk præsentation, samt en Zetros 6×6 og en Actros 8×8 til test. Testkørslerne foretages i øvelsesterræn i Oksbøl og på offentlige veje i Jylland, og afsluttes netop nu med terrænkørsel i Finderup.

Leave A Reply