4. juli er måske nok amerikanernes frihedsdag, men det er også dagen, da svenskerne for 60 år siden indtrådte i en ny bilmæssig tidsalder. Da de fik herregårdsvognen – stadig den rigtige betegnelse på en Volvo stationcar.
Siden er antallet af sedan-modeller skrumpet – og senest er de helt forsvundet i forbindelse med skift fra S40 til V40 og V60.
Selvfølgelig har Volvos lastbildivision bygget deres erhvervs-biler siden 1928 med LV Serie 1, der i dag ikke er større end en 1-tons pick-up – men personbils-divisionen byggede i årevis deres lidt tunge og rundryggede PV modeller.
PV 444 i 1944
I 1944 blev den kompakte PV444 vist første gang. Det var bilen, der ændrede Volvo fra at være en relativt lille, svensk bilproducent til at bliver kendt internationalt.
444 blev sat i produktion i 1947 samtidig med – her efter anden verdenskrig – at der ikke blot var efterspørgsel efter personbiler, men også efter små varevogne til forskellige behov.
Men PV444’s konstruktion egnede sig ikke til opbygning. Det var nødvendigt med en varevognsudgave af PV med en let og stærk chassisramme. Det skete i 1949 – og man kunne holde samme pris som for PV444.
500 kg. nyttelast
Forskærme og motorhjelm kom direkte fra 444. 445 adskilte sig fra 444 i kraft af en kølergrill med fem vandrette kromlister i stedet for fire.
Nyttelasten var lige over 500 kg afhængig af karrosseri-version. En pickup var lettere og havde større nyttelast end en tungere varevogn. Men de bilister, som brugte 445 dagligt, opdagede at bilen kunne transportere meget mere, end den officielt var godkendt til. Så overlæs var allerede dengang kendt.
Den lille, firecylindrede, 1,4 liter OHV motor med 40 hk var stærk nok til bykørsel. Lav gearing gav god acceleration, men betød, at bilen larmede og var tørstig ved højere hastigheder på længere ture. Mekanik og andet udstyr kom fra PV444, bortset fra bagakslen, som bestod af to meget stive, enkelte bladfjedre i stedet for 444’s mere komfortable spiralfjedre.
Hos karosseri-opbyggere
445 blev leveret som chassis uden karrosseri bag førersædet, som det var kendt fra bl.a. amerikanske biler tilbage i både 20’erne, 30’erne og 40’erne – som i dag kendes fra moderne campere.
Opbygningen foregik hos 30 forskellige karrosseri-opbyggere rundt om i Sverige – dels som varevogne og dels som pick up-modeller. Enkelte chassis’er blev til cabriolet’er samt stationcars – eller som det snart blev kendt i folkemunde: som ”herregårdsvogne”.
Bilerne var enkle. Varevogne og ambulancer havde træramme med paneler i pladestål ligesom pickup’ernes førerhuse.
Få biler opbygget helt i stål
Der blev kun monteret meget få karrosserier og førerhuse helt i stål på 445, mest fordi det var dyrere og tog længere tid. Indvendig var disse biler mere praktiske og alsidige, end de var komfortable. Netop typisk som en varebil.
Men efter at have sendt 445 chassiser på markedet nogle år, indså Volvo, at bilerne ikke blev erstattet af nye eller skrottet i det tempo, Volvo havde forventet. De var for robuste.
I starten af 1952 holdt der 1.500 usolgte 445 chassiser uden for fabrikken, biler, der burde have været solgt, og det irriterede Volvo-direktør Assar Gabrielsson.
Konkurrenterne meldte sig
Tillige begyndte flere og flere bilproducenter at tilbyde deres egne, fabriksproducerede varevogne og stationcars. Det betød mindre arbejde karrosseri-opbyggerne. Men de ensomme karosserier skulle væk fra marken – så Volvo-ledelsen valgte at bygge deres egne herregårdsvogne.
”Byg vores egen Volvo-varevogn!”, var Gabrielssons besked.
Dermed kom Volvo Duett til verden. Volvo’s første vare- og herregårdsvogn.. En ung svensk ingeniør Erik Skoog og hans team designede et alsidigt karrosseri til 445 chassiset, som transporterede personer og bagage lige godt. Knap 15 måneder senere – den 4. Juli 1953 – blev den første 445 ”Duett” leveret sin første kunde – Assar Gabrielsson.
Samler færdigt i Göteborg
Det meste af udviklingsarbejdet med Duett blev udført på Volvo’s fabrik i Olofstrøm, hvor også karrosserierne blev fremstillet. Det afsluttende samlearbejde foregik på Volvo’s Lundby fabrik i Göteborg.
Med Duett kunne Volvo tilbyde både varevogne og lidt mere luksusprægede herregårdsvogne til familiebrug. Det var meningen, at Duett skulle tjene som to biler: én til arbejdsbrug i ugens løb og én til fritidsturene i weekenden. Deraf navnet Duett – to biler i én.
Duett er en legende
Duett nåede at blive en legende i sin egen levetid, og er i dag en af de mest populære og efterspurgte Volvo’er blandt samlere. Den var en arbejdshest i sine velmagtsdage, som klarede næsten alt. Der er stadig Duett’er i daglig drift både hos private ejere og hos mindre virksomheder.
De første Duett’er fik navnet 445 (som deres forgænger) tilføjet en bogstavkombination der indikerede karrosseritype og udstyrsniveau.
Først i 1960, da bilen havde fået udelt forrude og firetrins gearkasse, blev navnet ændret til 210.
Sidste med seperat chassisramme
To år senere kom også B18 motoren til. Duett var den sidste Volvo-bil, der blev bygget på en separat chassisramme, og på trods af løbende tekniske forbedringer bevarede den sit 1940’er udseende i alle årene.
I det sidste produktionsår (1969) introducerede de svenske myndigheder en ny crash test lovgivning, og Volvo indså, at med et design fra 1940’erne ville Duett ikke kunne klare de nye crash test.
Det fik Volvo til at stoppe produktionen – og alle 1969 Duett’er undtagen én blev eksporteret.
Se den på Volvo Museet i Göteborg
Denne ene – den allersidste Duett – har chassisnummer 97299 og kan ses på Volvo Museum i Göteborg.
Den har mørkeblå lakering med lysebrunt vinylindtræk. I alt blev der produceret lige over 97.000 Duett’er, og lægger man de separate chassiser til, bliver det til 101.492.
Da Duett stoppede i 1969, indeholdt Volvo’s modelprogram dog to andre praktiske og elegante herregårdsvogne – nemlig 220 Amazon og 145.
Disse biler er også blevet klassikere og har været med til at holde Volvo’s 60 år gamle tradition for herregårdsvogne i hævd.
