Forsikring & Pension har undersøgt, hvor meget sikkerhedsudstyret betyder for ulykkesrisikoen for lastbiler – faktisk er reparationerne blevet meget dyrere.

De seneste fire år er skadesomkostningerne for lastbiler således steget med 20 procent og antallet af skader steget med 11 procent.Det ville eller være naturligt at antage at forbedret sikkerhedsudstyr i lastbiler og mere aktiv sikkerhedsteknologi fører til færre skader i trafikken. Men sådan forholder det sig altså ikke.

For år tilbage bestod en komplet kofanger af 15 dele. I dag kan den bestå af op til 23 dele. Dermed skal op mod en tredjedel flere enheder skiftes, når der sker en skade

Presset priserne

Sammen med dyrere teknologi, mere avancerede lastbiler og øget behov for kalibrering efter reparationer, har kompliceret udstyr de senere år presset reparationsudgifterne i vejret. Alene fra 2015-2018 er skadesomkostninger på lastbiler steget med godt 20 pct., mens antallet af forsikringsdækkede skader i samme periode er steget med knap 11 pct., viser tal fra Forsikring & Pension.

”De fleste nyere lastbiler er udstyret med nødbremsesystem, adaptiv cruisekontrol, elektronisk stabilitetsprogram og lignende.

Men indtil videre har vi hos If ikke set et fald i antallet af anmeldte skader på køretøjer med denne type udstyr,” fortæller taksatorchef Jørgen Koch fra If Skadeforsikring.

Stoler for meget på teknologien

Nogle stoler måske for meget på teknologien, der også kan gøre os mindre opmærksomme i trafikken.

”Man skal huske på, at udstyret ikke altid fungerer optimalt. Specielt om vinteren tager en del sensorer og systemer ikke højde for, at det samtidig er glat på vejene,” siger taksatorchefen.

Nye typer af skader

Den avancerede teknologi i lastbilerne betyder, at skadestyperne har ændret sig markant. Udstyret påvirker typen af skader, men ikke omfanget.

Nødbremsesystem hjælper

”Dét, der tidligere blev til en middelstor skade, fører med de moderne sikkerhedssystemer, som f.eks. nødbremsesystem, i dag til mindre skader på bilerne. Udfordringen ligger i, at de systemer, som er med til at reducere omfanget af skaderne, koster væsentligt mere at reparere. Det medvirker også til, at flere småskader i dag betales af forsikringen”, siger Jørgen Koch.

Når skaderne først rammer, koster det nye tekniske udstyr væsentligt mere at reparere end ældre lastbiler uden denne teknologi.

Reparationer som tidligere blev betegnet som småskader, havner derfor i en helt anden priskategori på værkstederne på grund af ekstraarbejde ved eksempelvis udskiftning og kalibrering af sensorer.


Dette påvirker stigende skadeomkostninger:
Mere avancerede lastbiler og udstyr betyder ofte længere reparationstid
Dyr teknologi, som sensorer, kameraer og radarer
Flere komponenter i de enkelte dele
Øget behov for kalibrering af udstyr efter reparation
Småskaderne er blevet dyrere

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk