Op til 330 kilometer (477 km i ren bykørsel) kan den nye elektriske Peugeot e-Expert præstere efter WLTP målemetoden.

Men forsinkelser på grund af Corona og interessen fra andre lande i Europa betyder, at kun cirka 10-12 enheder leveres til kunder i år.

Til gengæld forventer salgschef Sten Schwaner fra Peugeot i Danmark, at der skal leveres minimum 250 af de nye 1-tons el-varebiler i 2021. 20 procent af dem er allerede kundesolgte.

Det fortalte han ved den danske præsentation tidligere i dag i Dragør.

Mangler politisk klarhed

Det vil være hver femte elektriske varebil næste år herhjemme. Her skal man tage i betragtning, at flere nye el-varebiler ventes at blive lanceret næste år. 1-tons varebiler repræsenterer ca. 40 pct. af varebils-segmentet i Danmark.

Men endnu er der dog ikke politisk klarhed om beskatning af elbiler efter årsskiftet. Priser skal derfor tages med forbehold.

Priserne fra Peugeot vil p.t. begynde med en kort L1 udgave med ZAP basisudstyr, som kan fås februar 2021 til 235.000 kroner eksklusive moms. Her er tale om udgave med 50 kWh batteri med godt 220 km rækkevidde (WLTP).

Fire udstyrsniveauer

e-Expert fås i udstyrsudgaverne Zap, Plus, Premium og Ultimate.

Topmodellen Ultimate har bl.a. xenonlygter, 3D navigation på 7 tommer skærm, nødbremse, skiltegenkendelse, linjevogter, bakkamera, p-sensorer, Blind Spot advarsel (blind-vinkel alarm), air condition, læderrat, head-up display og alufælge.

Alle modeller har fartpilot – dog ikke egentlig adaptiv fartpilot (men frontkollisionsadvarsel).

Ikke dyrere totaløkonomisk

Instrumenterne er specifikke for el-udgaverne – bl.a. med oplysninger om rækkevidde, energi-flow, opladningsinformation, forbrugsviser og batteriniveau – samt aktuelt forbrug eller re-generering.

De elektriske udgaver er dyrere at købe end dieseludgaver, men man sparer f.eks. 67.000 kroner i brændstofudgifter – og over fem år, som er normal leasingperiode, vil totaludgiften ikke være dyrere.

Bl.a. er den billigere i drift end en dieselmodel. Men der er nogle usikkerhedspunkter – så som brugtvognsværdi.

Alle PSA varebiler i el-udgaver

Senere kommer der også teknisk tilsvarende udgaver i form af Opel Vivaro e, Citroën e-Jumpy og en elektrisk Toyota Proace.

Busudgaven Peugeot e-Traveller kommer i andet kvartal i 2021, en elektrisk Boxer udgave med 370 km rækkevidde midt i 2021, mens en elektrisk e-Partner med 300 km rækkevidde er klar sidst i 2021.

Samtidig oplyste Sten Schwaner, at interessen for varebilsudgaver af personbilerne e-208 og e-2008 er stor – bl.a. til mindre distributionsopgaver – selv om det kun er momsen, at man sparer i forhold til en hvidpladebil.

Derfor købes el-varebiler

Den øgede interesse for el-varebiler skyldes bl.a. indførsel af miljøzoner i flere byer, at køberen er leverandør til stat og kommune – som kræver, at deres leverandører kører grønt – samt kunder, hvis firmaer har en grøn profil.

Indtil nu har rækkevidden ikke været så stor på el-varebiler, men nu bryder bl.a. PSA-koncernen isen som nævnt med op mod 330 km rækkevidde.

Man anvender stort set samme teknik i elektriske personbiler. Alle bilerne har 136 hk elmotor og så er der valg mellem 50- og 75 kWh batteripakker.

1.000 kg. trailervægt

Epokegørende er, at de nye PSA-varebiler har en trailervægt på 1.000 kg, hvor de fleste el-varebiler ikke kan trække en trailer. Det er dog ikke så meget, som diesel-udgaver, der trækker op til 2,5 tons.

Lasteevnen er 1.000 kg. – men i den lille 50 kW udgave kan man nå op på 1.275 kg.

”Derfor er det vigtigt, at sælgerne får spurgt, hvor mange kilometer kunden kører pr. dag, hvordan kunden anvender varebilen i løbet af en arbejdsdag, hvor stor en anhængervægt, kunden har brug for – og om kunden har adgang til en opladnings-løsning,” sagde Sten Schwaner.

Ladetid fra 30 min. til 59 timer

Ifølge undersøgelser af kundegrupper i Europa vil rækkevidden være fuldt brugbar for ca. 52 pct. af kunder i en Expert diesel i dag.

Uden en lademulighed i form af en Wall Box fra en strømudbyder eller industristik på arbejdspladsen er det ikke anbefalelsesværdigt at vælge el – for så bliver det for besværligt. Nemlig 59 timer med mormorlader hjemme til stikkontakten (6A) for at lade 75 kWh udgaven fra 0-100 pct.

Hurtigladere ved bl.a. motorvejene klarer det bedst – f.eks. med 100 kW lader med 80 pct. opladning på 30-45 minutter alt efter batteristørrelse.

MyPeugeot app

Dertil kommer fordelen ved MyPeugeot app’en (e-Expert Connected), hvor man bl.a. kan styre opladningen, indstille varme og kulde samt se ladetilstanden.

VOTY.dk har tidligere kørt i den nye bilmodel i form af søsterudgaven Opel Vivaro e ved den internationale præsentation i Tyskland for et par måneder siden.

Kører man meget økonomisk og benytter b-kontakten (for Brake) i stedet for D (for Drive) for optimal opsamling af strøm (rekuperation) kan man komme op på 50 pct. længere rækkevidde end WLTP tallet.

Garanti på otte år

Mange kan så nøjes med en billigere 50 Kwh udgave. Kører man i sport-mode og meget aggressivt, kan rækkevidden derimod bliver halveret.

B-mode kan man vælge i både ECO, Normal og Power mode. Man kan nærmest undlade at benytte bremsepedalen.

Batterierne ligger under gulvet, så man mister ikke varerum-størrelse. Garantien på dem er otte år eller 160.000 km. Batterierne kommer fra Kina – men senere skal de produceres i Europa.

Enkel form for varmepumpe

e-modellerne kommer (ifølge Opel) ikke med en ægte varmepumpe, som sørger for bl.a. opvarmning af kabinen uden at tære på batterierne. Det er tilfældet i f.eks. Peugeot e-208. Det handler om totaløkonomi i en varebil.

I stedet for anvender PSA elektriske klimaanlæg and varmesystemer en såkaldt ”Positive Temperatur Capacitet” (PTC), der som Opel talsmænd siger “skaber den bedste balance mellem økonomi og effektiviteten til at køle eller opvarme luften i bilerne.”

I den elektriske Vivaro er der én PCT fordi kabinen er lille. I busudgaver er der to, fordi systemet også skal fungere på bageste række i bilen.

82-, 102 og 136 hk

Ved testen i Tyskland kørte vi cirka 100 kilometer på motorvej, landevej og i bykørsel – ved lanceringen i Danmark i dag kørte vi ca. 80 km. ved samme typer veje.

I eco-mode skal man udenfor byen have god tid. For så er den ikke hurtig. Eco-model er til byen – ikke til landevejen, men til byen.

Og i Eco-mode kobles f.eks. varmeapparatet. Vælg i stedet for normal-mode. Kun i Powermode opnås 136 hk og 260 Nm. I Normal har man 102 hk og i Eco 82 hk.

Forslugen i power-mode

Vælger man power-løsningen, så bliver bilen ganske kvik – og kommer hurtigt ud af startblokken. Faktisk på 13,1 sekunder til 100 km/t. Men så kører den ikke langt på en opladning.

Normen er forbrug på 21,2 kWh pr. 100 km. Med fuld powermode og lidt sporty kørsel brugte en kollega ved testen i Tyskland 30 kWt pr. 100 km.

Bilen føltes lidt tung styring og noget fast i affjedring. Man mærker ujævnheder i vejbanen – og bilen er også lidt urolig.  Nu var den ikke lastet, og det kan være årsagen.

Nyttelast og volumen uændret

Nyttelasten er identisk med dieseludgaven. Det gælder også varerumsvolumen, da batterierne er placeret under varerums-gulvet.

Vi sad lidt tæt på rattet selv med sædet længst tilbage, men PSA introducerede i forbindelse med dieseludgaverne af Jumpy og Expert en alternativ adskillelse med otte graders hældning, som hjælper enormt på komforten.

Arbejder på brint-varebiler

For neden vil adskillelsen være fire cm længere bagude – for oven 11 cm. Merpris ca. 3.500 kroner. Men ifølge Schwaner er det kun 10 pct. af kunderne, der enten bestiller dette udstyr eller eftermonterer det. Det vil gå ud over pladsen for de kunder, der kører med fuld reolindretning.

Mens vi taler om el-varebiler, så arbejder man i PSA-koncernen også med en brintudgave, som ventes lanceret i 2022. Testforsøg er i fuld gang.

Fakta Peugeot e-Expert:
Ydelse: 136 hk (100 kW).
Moment: 260 Nm.
Gear: 1-trin aut.
Topfart: 130 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 13,1 sek.
Batterier: Litium-ion på 75- og 50 kWh.
Placering: Under varevognsgulv.
Rækkevidde: 230/330 km (WLTP).
Opbygning af batterier: 27/18 moduler.
Opladning hurtiglader: 100 kW DC.
Ladetid: Fra 80 pct. på 30 min (50 kWh) 45 min (75 kWh).
Ladetid Wallbox AC 11 kW: 5-7,5 timer.
Standard ladekabel: 6A type 2.
System i bil: 3-fase lader på 11 kW eller 1-fase på 7,4 kW.
Trailervægt: 1.000 kg.
Nyttelast: Op til 1.275 kg.
Varerum: 4,6-6,6 kubikmeter.
Bremsesystem: regenerativ. Vent. skiver for/skiver bag.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Garanti: 8 år/160.000 km.
Priser: 235.000-330.000 kroner plus moms.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk