Det tyske postvæsen har valgt svenske el-lastbiler. I hvert fald meddeler Volvo Trucks, at man har underskrevet en samarbejdsaftale med Deutsche Post DHL Group om at levere 44 electriske køretøjer.

De skal indsættes på ruter for at fremskynde DHL’s skift til Zero Emissions-køretøjer.

Små og store ellastbiler

Ordren omfatter bl.a. udgaver af modellerne Volvo FE og Volvo FL, der skal bruges til pakkeleverancer i byerne.

Men også el-lastbiler til regional kørsel indgår også i ordren. DHL har således besluttet at indsætte fire Volvo FM Electric på længere ruter i Storbritannien.

Blandt de første lastbiler kan nævnes seks køretøjer til DHL Parcel UK og to til DHL Freight. Dette vil resultere i årlige CO2-reduktioner for DHL på cirka 600 tons og 225.000 liter diesel.

Efterspørgsel fra kunderne

DHL’s ledelse udtaler, at man er forpligtet til at imødekomme kundernes stigende efterspørgsel efter grønne og bæredygtige løsninger – og samtidig nå koncernens langsigtede mål om helt CO2-frie logistikløsninger i 2050.

”Som logistikserviceudbyder er omstillingen af vores køretøjsflåde en vigtig løftestang til at hjælpe os med at undgå CO2-emissioner også på farten. Flere af vores divisioner vil således drage nytte af denne aftale med Volvo Trucks,” siger Pablo Ciano, der er Executive Vice President for DHL-koncernens udviklingspolitik.

Test siden november 2020

En vigtig faktor for koncernens beslutning om at fremskynde overgangen til køretøjer, der ikke udleder CO2 lokalt, bygger på de positive erfaringer, som man har fået ved at bruge en elektrisk Volvo-lastbil i London siden november 2020 til leveringer til det kendte handelsområde West End.

Den var den første fuldelektriske kommercielle tunge lastbil, der blev indsat til citylogistik i Storbritannien.

Godt samarbejde

Hos Volvo Trucks udtaler præsident Roger Alm, at DHL er en vigtig global logistikvirksomhed, der har forpligtet sig til at reducere sin påvirkning af klimaforandringerne.

”Sammen kan vi gøre en forskel til det bedre, og jeg er glad for, at vi sammen samarbejder med henblik på at nå vores mål for at reducere klimaforandringerne,” siger Roger Alm.

Nye Volvo teknologier

Samarbejdet involverer dels overtagelse af nye Volvo-teknologier og dels fælles udviklingsaktiviteter inden for elektrificering af køretøjer.

Aftalen omfatter også en analyse foretaget af Volvo Trucks af DHL’s transportaktiviteter med det mål at sikre en gennemførelse af skræddersyede elektriske transportløsninger.

Serieproduktion siden 2019

Volvo Trucks er førende på markedet for fuldelektriske tunge lastbiler i Europa med en markedsandel på 42 procent alene i 2021.

Allerede i 2019 indledte Volvo Trucks som én af verdens første producenter af tunge lastbiler serieproduktion af fuldelektriske lastbiler – og har siden leveret elektriske lastbiler til kunder i Europa, Nordamerika og Australien.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk