MAN er i samarbejde med den østrigske karosserivirksomhed Oberaigner nu klar til at tilbyde sin nye 4×4 udgave af TGE varebilen – såvel som chassis eller kassevogn – med betegnelsena MAN TGE 6.180 4×4 Oberaigner.

Det betyder, at man som supplement til de nuværende program med firehjulstræk kan tilbyde en mere hard-core udgave af 4×4-biler.

Standard vil det betyde en bil med op til 5,5 tons totalvægt og dermed stort kørekort og fartskriver i bilen.

Større kundeunderlag

Men bilen kan også nedvejes til 3,5 tons totalvægt og tillige tilbydes med 3,5 tons trailerkapacitet, som vil kunde kundeunderlaget langt større.

Typiske anvendelsesområder er bl.a. brandbiler og udrykningskøretøjer, kommunale transportopgaver, anlægskøretøjer eller terrængående mandskabsvogne.

Fælles for de nye modeller på 5,0 til 5,5 tons er permanent firehjulstræk med enkelreduktions-foraksel og en fordeler gearkasse, der sikrer belastningsafhængig fordeling af trækkraften mellem akslerne (Torsen-differentiale).

Tilføjer mere moment

Hvis grebet i underlaget skulle svigte på den ene aksel, tilføres der automatisk og uden forsinkelse mere moment til den anden aksel.

Grundlaget for de konverterede versioner er standard TGE-kassevogne og TGE-chassiser med baghjulstræk, bagtøjsudveksling på 4,7:1, tvillinghjul samt den kraftigste 2,0-liters dieselmotor på 177 hk og et moment på 410 Nm.

Der kan vælges mellem en seks-trins manuel gearkasse og en otte-trins automatgearkasse samt akselafstande på 3.640 eller 4.490 millimeter. TGE-kassevognene kan også leveres med super-single-dækmontering.

Indstigningshøjde uændret

Konverteringen til firehjulstræk har ikke nødvendiggjort nogen forøgelse af højden, så indstigningshøjden forbliver uændret – et klart plus ved brug som ambulance eller minibus. Det er dog muligt som ekstraudstyr at få forøget højden med 30 millimeter for at få større frihøjde.

Nyttelasten bibeholdes også næsten fuldt ud, idet den ekstra vægt af firehjulstrækket kun er cirka 130 kg.

Dermed har en 177 hk 5,5 tons TGE med kort førerhus og kort akselafstand til trods firehjulstrækket en nyttelast på omkring 3.370 kg.

Ekstra fremkommelighed

”Vi vil gerne vise de danske varebilskunder at MAN er en stærk leverandør til det professionelle marked. Vi skal kunne give vores erhvervskunder præcis det, som de har brug for til at udføre deres erhverv. Til de af vores kunder, som har brug for ekstra fremkommelighed på byggepladsen, i skoven eller andre steder, hvor terrænet stiller krav om ekstra trækkraft, vil vi naturligvis gerne tilbyde vores assistance og knowhow,” siger MANs danske varebilschef, Nicolai Sperling.

Fakta MAN TGE 6.180 4×4 Oberaigner:

• Permanent firehjulstræk med belastningsafhængig trækkraftfordeling
• Optimal mobilitet i terrænet med høj nyttelast
• Brede anvendelsesområder, herunder brandvæsen, kommuner og entreprenørkøretøjer