Rheinmetall, tysk ekspertfirma i militærkøretøjer, vil forsøge at sætte verdensrekord i kørsel på de højeste bjergveje i Sydamerika.

Det højeste punkt på jordkloden, hvor man kan nå op med et køretøj, er den 6.890 meter høje og fortsat aktive vulkan Ojos del Salado mellem Chile og Argentina.

Endnu har ingen dog nået så højt op i bil, men det vil en ekspedition nu ændre på. Udstyret med tre professionelle HX-militærkøretøjer fra tysk-østrigske Rheinmetall MAN starter de i dag den farefulde færd for at sætte ny verdensrekord i kørsel i højden.

Ekspedition med 15 mand

Indtil i dag er verdensrekorden i højdekørsel 6.690 meter – men det vil ekspeditionen med off road eksperten Matthias Jeschke og de to militær-veteraner Paul Warren og Chris Bailey i spidsen ændre på. I alt er de 15 mand, der tager af sted.

Baggrunden for turen er dog også for at sætte fokus på, hvad krigsveteraner og kvæstede soldater i hele verden har behov for, og de psykisk udfordrede soldater vil her bevise, hvad de er i stand til. Warren og Bailey fra Australien og Storbritannien har begge været kvæstet under kamp.

De vil presse på for at samle væsentlig økonomisk støtte til organisationer, som tager sig af krigsveteraners behov – og give dem en stemme i samfundet.

Et års planlægning

Ekspeditionen har været planlagt i over et år, og de største strabadser bliver nok vejrliget, der er meget ustabilt i området. Der kan forventes storme, store snemængder, isformationer og det vanskelige terræn – og dertil kommer den ekstremt tynde luft og temperatur-udsvingninger.

Holdet forventer at bruge seks uger på at nå deres mål. Køretøjerne er standard HX 4×4 modeller med henholdsvis 340 og 440 hk fra MAN. Bilerne bruges i forsvaret i mange lande – blandt andet Australien og Storbritannien.

Ved 6.000 meters højde yder de store motorer dog kun to tredjedel af deres normale trækkraft, så her har fabrikken bl.a. modificeret motorstyringen.

Erfaren ekspeditionseder

Ekspeditionsleder Matthias Jeschke, 46, har deltaget i mange ekspeditioner i hele verden – og har nået op på 6.675 meter på samme bjerg i 2014.

Hans firma Extrem Events har arrangeret mange ekspeditioner og events – og forsøg på at sætte verdensrekorder – bl.a. for bilfabrikker og underleverandører.

Sponsor af “Rheinmetall MAN High Altitude Truck Expedition” er foruden Rheinmetall bl.a. Panasonic, Alliance- og Bohnenkamp dæk samt Grizzly Snow Chains snekæder.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk