(BERLIN)

MAN præsenterer nu sin elektriske udgave af varebilen TGE, og salget begynder allerede i år – efter transportmessen IAA i Hannover i næste måned, hvor den fejrer verdenspremiere.

Bilen lanceres parallelt med el-udgaven af søstermodellen VW eCrafter, hvor prototypen allerede blev vist for to år siden.

Vi har prøvet eTGE på en kort tur i omegnen af Berlins kommende lufthavn for nylig.

Teknik fra eGolf

eTGE og eCrafter har helt samme teknik – også hentet fra VW koncernens eGolf model med 136 hk og et drejningsmoment på 290 Nm. Bilen tilbydes med et 35,8 kWh batteri.

På et display i bilens instrumentbræt kan man let følge forbruget – og hvor langt man kan køre.

Rækkevidden opgives til 120-170 km. 80 pct. opladning med hurtigleder tager cirka 45 minutter ifølge MAN. Modellen tilbydes i to udgaver på 3,5- og 4,25 tons – med nyttelast på henholdsvis én eller 1,75 tons nyttelast.

Kører på speederen

eTGE, der har standard automatgear, har en kraftigt virkende regenerering af bremseeffekten, så man faktisk kørte bilen på speederpedalen frem for bremsepedalen.

Vi bemærkede under prøvekørslen hverken dæk eller vindstøj. Bilen er meget letkørt og ganske komfortabel – og selvfølgelig lynhurtig med sit maksimale moment fra 0 km/t.

På bilens navigationssystem kan man se, hvad det koster i strøm, hvis man f.eks. kobler klimaanlæg eller varmeapparat til.

Nødbremsesystem

Udstyret på testbilen omfatter bl.a. LED lys, bakkamera, bird-view kamera, city nødbremsesystem og EBA brake assist.

eTGE har dog større læssehøjde end den dieseldrevne udgave grundet batteripakken under gulvet.
eTGE vil efter IAA blive præsenteret i en del lande – bl.a. Danmark. Men en egentlig lancering i Danmark kan ikke forventes før i løbet af 2020. Lande som Tyskland og Norge står forrest.

Kunderne vil typisk omfatte kommuner og virksomheder med grøn profil. I første omgang til anvendelse til by-distribution, hvor rækkevidde og nyttelast ikke nødvendigvis har så stor betydning.

eTGM i minitest

MAN ledelsen understreger, at e-mobilitet stadig er i sin vorden, og at der først vil være omfattende e-mobilitet på erhvervstransport om flere år. Udviklingen vil gå stærkest indenfor bustransport.

Vi prøvede også den nye elektriske eTGM el-lastbil fra MAN. Den kører glimrende, viste en kort test på offentlige veje.

Det første indtryk af den 26 tons 6×2 distributionslastbil – lastet til 20 tons totalvægt – er et køretøj, der er klar til serieproduktion. Der er masser af overskudskraft og særdeles let at køre med sin automatgearkasse.

200 km rækkevidde

MAN opgiver en rækkevidde på 200 km for eTGM.

Den sydtyske fabrik arbejder også på et batteri-management med en opladnings-plan med kunderne – hvor man ser på hver enkelt kundes skiftende forbrug over en uges kørsel – og mulighed for del-opladning undervejs i pauser.

Men MAN Truck vil ikke forcere lanceringen af deres første ægte elektriske lastbil – så hellere komme efter de nærmeste konkurrenter. For den færdige e-lastbil skal både være pålidelig og totaløkonomisk rentabel for kunden.

Feltprøve i Østrig

Så – lidt forsinket – indleder MAN snart en omfattende feltprøve af eTGM modellen i Østrig hos ni medlemsvirksomheder tilknyttet CNL (Council für nachhaltige Logistik).

Vores køretur af eTGM foregik nær den kommende, noget forsinkede, nye lufthavn i Berlin – og vi kunne især bemærke en velfungerende 3-trins retarder, der var så kraftig, at vi nærmest ikke brugte bremsepedalen. Samtidig regenererede bilen strøm.

Den 360 hestes el-teknik med et moment på 3.100 Nm virker lige så agil som en dieselmaskine. Og alt sammen foregår helt lydløst. MAN vil iøvrigt også udvikle et eTGM køretøj i trækker/trailer kombination.

Platooning-test

MAN Trucks er også langt med forskning indenfor Platooning – i dag i tæt samarbejde med søsterselskabet Scania. Men på sigt skal platooning være et fælles projekt for alle producenter.

Allerede til januar indleder man et forsøg ”i virkeligheden” på motorvejen A9 mellem München og Nürnberg i samarbejde med logistik-selskabet DB Schenker med løbende interview med testchaufførerne. Kodenavnet er ”Eddy.”

Vi kørte også med i platooning-lastbilerne på lufthavnsområdet ved Berlin – hvor to lastbiler skiftedes til at være ledende enhed, hvor lastbil nummer to automatisk lagde sig i slipstrømmen af bil nummer ét med 15 meters afstand – og hvor chaufføren kun betjente rattet.  Alt styret via GPS og adaptiv fartpilot (ACC) i fællesskab. Besparelse 15 pct. brændstof.

ACC med stop/start

ACC er også basis for en ny udstyrsvariant med stop/start funktion, som vi prøvede i lufthavnen.
Her kørte en bil foran lastbilen og skiftevis satte farten op og ned og til sidst stoppede helt op.

Lastbilen fulgte automatisk med – og det var vigtigt ikke at betjene pedalerne imens. Meget komfortabelt for chaufføren – og vognmanden sparer både på bremserne og brændstoffet.

MAN tilbyder til alle modeller nu også et kamerabaseret video-anlæg, så man fanger andre trafikanter i den døde vinkel. I lastbilens højre a-søjle placeres en monitor, så chaufføren kan følge bl.a. cyklister under svingning til højre.

RIO nu standard

Endelig bliver det SKY-baserede flådestyrings-system RIO nu standard i alle Euro 6 MAN lastbiler – men det kan også udnyttes til andre mærker, hvor en vognmand har en blandet flåde.

Det gælder også nye MAN Digital Services med digitale tjenester, som ellers er eksklusivt til MAN lastbiler – men hvor RIO platformen altså kan fungere som forbindelsesled.

Det hele præsenteres på IAA messen i september.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk