De seneste dage er vi vågnet op til frostgrader om morgenen og is på forruden – men det er ikke nødvendigvis et stort problem at få isen væk.

Det er hundekoldt om morgenen, hvor der oftest er is på ruderne. Men det er dumt at forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest – og kun skrabe et par små felter af ruden ren. For det giver i reglen bøder – ligesom man risikerer at miste kørekortet.

Forrige år fik en 35-årig bilist således en bøde på 2.500 kr. og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år, fordi vedkommende kørte med tilisede ruder.

Det behagelige: bilvarmeren

Den mest behagelige måde at undgå is på ruderne er at investere i en bilvarmer, hvor man aftenen forinden kan programmere bilvarmeren til at varme kabinen op – det er også sundt for motoren, fordi man så også slipper for koldstarter.

Men det koster selvfølgelig lidt – men det er en god investering, bl.a. hvis man har en vognpark af flere last- og varebiler, der skal af sted. Mange erhvervskøretøjer er i øvrigt ofte fra fabrikken monteret med et oliefyr.

I vores nordlige nabolande er bilerne ofte monteret med en motorvarmer (en slags dypkoger, der monteres på motoren), der er forbundet med en stikkontakt på huset eller på en stander.

Håndarbejde

Men herhjemme er det ofte de gammeldags kendte metoder, der anvendes – med knofedt og dermed rent håndarbejde.

OK Olie A/S har sendt en lille vejledning ud, hvor der er tre klassiske metoder til at få bugt med isen.

De fleste har en isskraber liggende i bilen. Isskraberen kan fås i et utal af udgaver, men en skraber med en lang arm er nok det smarteste – især til en stor varebil, hvor en lille skraber ikke kan nå midten af ruden.

Pas på ridserne

OK anbefaler en skraber af hård plastik eller plexiglas. Desværre kan den ridse, hvis ruderne er meget beskidte. For at undgå ridser i forruden skal man skrabe i samme retning.

Især før i tiden var det udtalt, at bilister satte sig ud i bilen 5-10 minutter, før de kørte hjemmefra. De skruede godt op for varmen og lod bilens varmeanlæg klare dug og is på ruderne.

Men i dag er de fleste blevet mere miljøbevidste, for tomgang er skidt for miljøet – selv om det ikke generer så mange, hvis man bor på landet. De fleste bor jo i byerne, og her generer det også naboer og omgivelser med den meget bilos. Kører man elbil, så er mange af dem i dag udstyret med bilvarmer.

Forbudt at holde i tomgang

Man skal også være opmærksom på, at det i mange kommuner faktisk er ulovligt at holde i tomgang længere end tre minutter – netop fordi det er utrolig skidt for miljøet.

Hvis man har travlt, kan man hælde en spand lunkent vand på forruden. Lunt vand er den hurtigste måde at få isen væk.

Men man skal passe på – for hvis vandet er for varmt eller bilens forrude måske har et stenslag i glasset, kan temperaturforskellen få ruden til at revne. Når man har hældt vandet over ruden, er det vigtigt, at man tørrer vandet af med en klud, så vandet ikke fryser til is igen.

Husk sprinklervæsken

Hvis ruderne ikke er iset helt til, så brug bare sprinklervæsken – og sørg for at have en dunk sprinklervæske med i bilen..

Sprinklervæske er frostsikret ned til minus 21 grader og kan tage det værste rim, så man er køreklar uden at fryse om fingrene.

Men ofte dugger ruderne voldsomt, når man har fået bugt med isen og har sat sat i bilen – for den varme ånde betyder sammen med, at det er kold luft, der blæses op på forruden, at ruderne dugger. Så må man have lidt tålmodighed, før man ruller af sted.

Have udstyret parat

OK Olie peger naturligvis på, at man kan sikre sig sprinklervæske, isskrabere og andet vinter-udstyr på OK Plus-butikker.

Men det kan man jo også anskaffe sig i bl.a. bilist-butikker, byggemarkeder, andre tankstationer eller i supermarkeder.

I det hele taget bør man om vinteren også have et par tæpper i bilen, en sneskovl og et tov – hvis man sidder fast i sneen eller holder i en lang bilkø ved f.eks. en lukket Storebæltsbro.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk