Den uvildige bilorganisation EuroNCAP har på baggrund af test af mindre varebiler sendt en bandbulle afsted mod bilproducenterne.

Her kritiserer man sikkerheden i varebiler for ikke at være på linje med personbiler – uagtet at varebilerne kører flere kilometer.

Kun tre varebiler i miniklassen i seneste crashtest har klaret kravet til topplacering – også kaldet platin. Det er Volkswagen ID.Buzz Cargo, Mercedes-Benz Citan – og (testet i oktober 2023) Ford Transit Courier.

ID.Buzz er sikrest

Og faktisk er ID.Buzz eneste, der har det meste sikkerhedsudstyr standard – i de to andre ”vindere” skal det bestilles. Men det kan det ikke altid i de andre testede varebiler.

Dansk medlem af organisationen, som crashtester nye bilmodeller for forbrugernes skyld, er Forenede Danske Motorejere, FDM.

Vi har talt med FDM’s tekniske redaktør Søren W. Rasmussen, der repræsenterer FDM i EuroNCAP organisationen – og han mener, at sikkerheden i varebiler burde være på niveau med personbiler.

Får ikke muligheden

Han peger på, at chaufførerne i varebiler oftest ikke har mulighed for at vælge sin “egen” varebil – eller sikkerhedsudstyret i bilen.

”Varebiler kommer ofte til Danmark i større antal og placeres på en mark til kunden kommer forbi – og der er sjældent meget sikkerhedsudstyr standard. Men kunden kan få bilen med det samme eller må vente i mange måneder til at få en bil med det ønskede sikkerhedsudstyr,” siger Søren W. Rasmussen.

Kun få tusinde kroner

Varebiler befinder sig i et mere prisfølsomt marked, hvor sikkerhedsudstyr betyder fordyrelse af bilen.

”Selv om udstyr som f.eks. adaptiv fartpilot kun koster få tusinde kroner ekstra, er det mange penge, hvis en virksomhed køber mange enheder,” siger Søren W. Rasmussen.

EuroNCAP ønsker a forbedre trafiksikkerheden – og for personbiler handler det om at kunne opnå fem stjerner.

Også som personbiler

For varebiler har man i stedet for valgt platin, guld, sølv og bronze – eller ingen medalje. Det vil sige ikke anbefalet.

De senere år har organisationen samtidig øget kravene for at få top-karakter – både til personbiler og varebiler.

For crash-test organisationen betyder det også meget, at de små varebiler også tilbydes i personbilsudgave, som er bestsellere. Et eksempel er Citroën Berlingo.

EU på linje med EuroNCAP

Tidligere har man også crashtestet store varebiler – med nedslående resultat, og her er det organisationens opfattelse, at de med ringe sikkerhedsudstyr og stor tyngde udgør en risiko på vejene – fordi bilerne gør uheld alvorligere.

Her er EU på linje med EuroNCAP – for i juli træder nye regler omkring sikkerhedsudstyr i form af førerassistenter til større varevogne i kraft.

Slår sig sammen

Men sammenlignet med personbiler er produktionstallene for varebiler generelt mindre. En undtagelse er Ford Transit Custom, der i England har været den mest solgte bilmodel i flere måneder.

Derfor slår producenter sig ofte sammen om at udvikle varebiler. Gode eksempler er f.eks.  Ford og Volkswagen samt Mercedes-Benz og Renault.

Internt i bilkoncerner med mange brands er varebilerne derfor helt ens – det gælder eksempelvis hos Stellantis, der internt bygger varebiler til Peugeot, Citroën, Opel og Fiat – men også leverer eksternt til Toyota.

Næstøverste hylde

I den nyeste test gik guldmedaljerne, som jo er næsthøjeste score, til Citroën Berlingo og dets ”fætre” Fiat Doblo, Opel Combo og Peugeot Partner (og Toyota Proace City) – samt til Renault Kangoo Van og Volkswagen Caddy Cargo.

“Euro NCAP har set på varevogne med udstyr, der for det meste er “valgfrit”. Det, der var bekymrende, var manglen på adgang til varevogne udstyret med kollisionsforebyggende teknologier, der er på markedet,” udtalte Aled Wiliams, programdirektør Euro NCAP.

Kun ID.Buzz Cargo havde kollisions-forhindrende teknologi som standard, mens Mercedes tilbød det som en mulighed i Citan.

Autobahn-Proof

Det kan iøvrit nok undre, at Citan fra Mercedes fik platinstatus og Kangoo fra Renault fik guldstatus – for det er Renault, der bygger Citan for Mercedes – på samme franske fabrik, som bygger Kangoo.

Forskellen skyldes formentlig, at Mercedes-Benz har stillet større krav til visse sikkerhedssystemer, som Renault måske ikke har – bl.a. en mere præcis linjevogter (lane deperture assistent).

Tyske bilproducenter ønsker generelt også fastere affjedring end franske – som producenten Opel plejer at kalde ”Autobahn-Proof.”

Svigter deres sociale ansvar

“Der er overvældende beviser for, at sikkerhedsteknologi reducerer ulykker, dødsfald og kvæstelser og beskytter chauffører og andre trafikanter, hvilket er grunden til, at vi mener, at virksomheder, der ignorerer disse muligheder, svigter deres sociale ansvar,” sagde Aled Wiliams.

Organisationen nævner udstyr, som den forventer, at køretøjer har – og som omfatter bl.a. nødbremse – rettet mod både biler og bløde trafikanter – linjevogter og fartbegrænser samt træthedsregistrering.

Også platin til mini-Ford

Sikkerhedsmæssigt byder Fords nye minivarebil Courier på så meget udstyr som standard, at EuroNCAP faktisk har sidste efterår tildelte bilen den højeste udmærkelse i form af platin-bedømmelse.

Listen af standard sikkerhedsudstyr i Courier er lang – med bl.a. nødbremse med fodgænger og cyklist-genkendelse, pre-kollission assist, linjevogter og bakkamera.

På listen over ekstraudstyr findes så eksempelvis adaptiv fartpilot – men det er op til hvert enkelt marked at gøre ekstraudstyr standard.

I øvrigt er der mange personbiler, hvor udstyr som adaptiv fartpilot også er ekstraudstyr. Der er også her fortsat plads til forbedring.

Resultat ved EuroNCAP crashtest i 2024:

Sådan scorede de otte små varevogne i seneste test – hvortil skal tilføjes Ford Transit Courier, som blev tildelt platin efter en crashtest i oktober måned 2023:
• Mercedes Citan: Platin
• Volkswagen ID. Buzz Cargo: Platin
• Citroën Berlingo: Guld
• Fiat Doblo: Guld
• Opel Combo: Guld
• Peugeot Partner: Guld
• Renault Kangoo Van: Guld
• Volkswagen Caddy Cargo: Guld