Scania har modtaget sin største enkeltstående ordre på gasbiler til dato, nemlig 100 lastbiler, som kører på flydende gas (LNG).

Det er den danske logistikvirksomhed til KP Logistik, som er køberen – og bilerne leveres til det tyske datterselskab i Stavenhagen ved Berlin.

Der er tale om Scania R 410-trækkere, som bliver ligeligt fordelt mellem KP Logistiks terminaler i Stavenhagen og Wustermark ved Berlin.

Netto- og Norma butikker

Lastbilerne skal bruges til levering af tørrede, kølede og frosne fødevarer, primært til Netto- og Norma-butikker i det østlige Tyskland – herunder Berlin.

“Med denne strategiske ordre på gasdrevne lastbiler ønsker vi at gå forrest inden for bæredygtig transport og sætte et godt eksempel for transportbranchen,” siger David Brokholm, adm. direktør for KP Logistik GmbH.

Han fortæller, at CO2-emissionerne fra lastbiler, der kører på naturgas, er lavere end med diesel, og man kan nedbringe CO2 med yderligere op til 90 pct. mere, hvis der anvendes biogas.

Slipper for MAUT

Ud over de miljømæssige gevinster bliver KP Logistik fritaget for vejafgifter og kan drage fordel af den økonomiske støtte på gasdrevne køretøjer, der trådte i kraft i Tyskland tidligere på året. Gas-køretøjer skal nemlig ikke betale den bekendte MAUT-vejafgift.

”Det er med til at udligne den højere pris på LNG gaslastbilerne, og det gjorde det meget lettere for os at vælge gasteknologi,” siger Brokholm.

De nye Scania-lastbiler skal indgå i flåden mellem fire- og fem år. I løbet af den tid vil lastbilerne hver især køre op mod 800.000 kilometer. Hver lastbil har et stort førerhus med to køjer, et infotainmentsystem i høj kvalitet og en omfattende sikkerhedspakke.

Rækkevidde på 1.100 km.

De to tanke med en kapacitet på 340 og 400 liter gas giver lastbilerne en rækkevidde på op til 1.100 kilometer. Til sommer vil brændstofleverandøren ”Liquind 24/7” have anlagt permanente tankstationer med flydende gas i Wustermark og Stavenhagen.

Stationerne bliver åbne for alle kunder. Infrastrukturen for flydende køretøjsgas i Tyskland udvides gradvist og vil ved udgangen af 2019 være oppe på omkring 20 tankstationer.

Danske KP Logistik er en familievirksomhed, der har været aktiv i tre generationer. Den etablerede sig på det tyske marked i 1990 og åbnede terminalen tæt på Berlin i 2005. Virksomheden har 400 medarbejdere i Tyskland og i dag en flåde på 150 Scania-lastbiler.

Erfarne med gas

Alle KP Logistiks nye lastbiler leveres med en reparations- og vedligeholdelseskontrakt. Hos forhandleren, LKW-Center-Petersen i Stavenhagen, er værksted og mekanikere udlært til at håndtere den flydende gas sikkert.

Scania i Tyskland leverede sin første lastbil drevet af flydende gas i september 2018, efter at den tyske rigsdag havde besluttet at fritage gasdrevne køretøjer fra vejafgifter.

“Vi ser en konstant stigende interesse for vores gasdrevne lastbiler, og denne ordre fra KP Logistik er den største til dato,” siger Christian Hottgenroth, salgsdirektør for lastbiler i Tyskland og Østrig.

17 gastanke i Danmark

I Danmark findes 17 CNG-tankstationer, og her tilbydes biogas med over 100 pct. CO2-reduktion som tilfældet er med dansk produceret biogas.

Der er interesse for etablering af LNG-tankstationer i Danmark for tunge indenrigstransporter.

Kunder, som kører internationalt, vil forsøge at tanke LNG i udlandet, hvor gassen er et par kroner billigere pr. kg end i Danmark, hvor gas til transport er pålagt højere afgifter end diesel.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk