Scania Super har netop vundet den tyske ”Green Truck” test for niende gang – ud af de 14 gange, hvor testen er blevet arrangeret.

Den årlige test har været arrangeret af magasinerne Trucker og Verkehrs Rundschau siden 2011 – og har til formål at finde den mest transporteffektive langturslastbil.

Hvert år inviteres alle producenter af tunge lastbiler i Europa til Green Truck sammenligningstesten.

Referencelastbil

Selve testen foregår på forskellige typer veje – dog hovedsageligt motorveje – i München-området. Alt overvåges nøje af arrangørerne og af personale fra de deltagende producenter.

En referencelastbil bruges altid til at kompensere for skiftende forhold såsom modvind, regn og temperatur.

Den bedste lastbil i testen findes ved at anvende en formel, der har fokus på at være transporteffektiv og bæredygtig: brændstofforbrug, gennemsnitshastighed, brugt AdBlue-volumen og lastbilens vægt (jo lettere jo bedre).

Også den hurtigste

Når man ser nærmere på de faktiske data, der bruges i Green Truck-formlen, skiller Scania-testbilens resultater sig ud, for over en afstand på 100 km er den gennemsnitlige forskel i forhold til andenpladsen 0,41 liter brændstof.

Set i perspektiv – at en langdistancelastbil kører omkring 150.000 km hvert år – gør dette vinderen mere end 600 liter om året bedre end den nærmeste konkurrent.

Med sine 7.040 kg var Scania-lastbilen også det letteste køretøj og opnåede den højeste gennemsnitshastighed med 79,70 km/t.

Transporteffektivitet

”Green Truck Award fokuserer på, hvad der er et absolut kernekrav i vores branche – at tilbyde kunderne den bedst mulige transporteffektivitet,” siger Stefan Dorski, Senior Vice President og Head of Scania Trucks.

Super drivlinjen blev introduceret i 2021 og sikrer bl.a. otte procent brændstofbesparelser.

Scania introducerede også til den tyske test en opdateret version af sit CCAP-system (Cruise Control with Active Prediction), som kom på markedet i maj 2023. Det menes også at have givet en fordel i testen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk