Forkortelserne står i kø, når man ser på specifikationerne på den nyeste Scania, som den nordjyske Scania-forhandler Stiholt A/S netop har leveret til vognmandsforretningen Bendt Søndergaard ApS i Vrå i Vendsyssel.

Ansvarlig transport af levende dyr kræver et meget stort sikkerhedsfokus, og derfor er alle Bendt Søndergaards godt 30 lastbilvogntog udrustet med alt, hvad der kan opdrives af elektroniske sikkerhedssystemer.

Vi kan nævne CPAP (forudsigelig fartplot eller ”predictive cruise control”,) BLIS (blindvinkel-assistent,) LCP (advarsel mod uheld ved vognbaneskift), EAS (elektronisk styreassistent,) LDW AS (linjevogter med aktiv styring) og AEB (avanceret nødbremse).

Rødder tilbage til 1946

Det er der en meget god grund til, for Bendt Søndergaard ApS, der er en familieejet vognmandsforretning med rødder tilbage til 1946, beskæftiger sig udelukkende med transport af slagtegrise og -søer fra griseproducenter til Danish Crowns slagterier.

Samtidig er de ca. 40 chauffører uddannet efter alle kunstens regler i bl.a. dyrevelfærd samt håndtering af dyr og køreteknik.

Stiholts seneste levering til Bendt Søndergaards flåde er en Scania 460 R A6x2/4 L sættevognstrækker med tilkoblet fabriksny tre-akslet Finkl sættevogn med tre ”etager” til transport af godt 200 slagtesvin.

Scania “Super” motor

Trækkeren er udrustet med en af Scanias mest brændstoføkonomiske drivliner i form af en 13-liters 6-cyl. motor på 460 hk/2.500 Nm fra nyeste ”Super”-generation.

Bilen har CRB kompressionsbremse tilkoblet en 14-trins G25CM-gearkasse med krybe- og overgear og fuldautomatisk Opticruise gearskiftesystem samt enkeltreduceret R 756 bagtøj med mekanisk differentialespærre og udveksling 2,53:1.

Chaufføren kan glæde sig over et righoldigt udstyr, som ud over ovennævnte sikkerhedssystemer og en omfattende sikkerhedspakke med både airbag i rattet og gardinairbag.

Fuld læderpakke

Dertil komfortudstyr som fuld læderpakke på rat, sæder, dørsider og gulv – samt stor Infotainment-pakke med 4×20 W musikanlæg og integreret navigation, klima-pakke med fuldautomatisk klimaanlæg.

Vi skal også nævne 6 kW kabinevarmer, LED lyspakke med LED for- bag- og sidemarkeringslygter med lygtevasker-anlæg og ekstra fjern- og tågelygter.

Bilen er opbygget og klargjort af Stiholt i Aalborg, samt solgt og leveret af markedschef Jens Holger Pedersen.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk