Gaderne har ligget øde hen siden regeringen valgte at lukke ned for det meste af landet som følge af Corona-krisen.

Det betyder mindre trafik – og dermed færre uheld. Men det betyder også, at forsikringspræmierne på både private biler og erhvervskøretøjer måske bør justeres.

For at understøtte landet under krisen, kommer Codan, som er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab, derfor med en opfordring til befolkningen om at tjekke bilforsikringerne.

Hjælpe en presset økonomi

Det kan hjælpe under en presset økonomi, som selskabet skriver.

”Hos bilejere, der eksempelvis er hjemsendt, gået ned i arbejdstid eller arbejder hjemmefra som følge af coronavirus, kan kørselsbehovet have ændret sig markant, og derfor kan dækningen og dermed prisen formentlig justeres for mange kunder,” oplyser selskabet.

For Codans kunder betyder en markant ændring, at det samlede kørselsbehov for hele året er steget eller faldet med over 5.000 kilometer. Hvis det er tilfældet, vil forsikringspræmien typisk kunne justeres med op til 10 procent.

Fra årlig til månedlig betaling

Samtidig har kunder i Codan også mulighed for at gå fra årlig til månedlig betaling af bilforsikringen.

”Vi ser lige nu på, hvordan vi bedst kan hjælpe kunder gennem coronakrisen. Det at få justeret bilforsikringen eller ændret betalingsformen kan for de familier, som står i en svær situation, måske medvirke til at give lidt luft i privatøkonomien,” siger Christian Baltzer, CEO i Codan Danmark.

Andre kører måske mere

Han peger på, at mange af selskabets kunder har deres biler stående parkeret, mens andre måske kører mere, fordi de i øjeblikket har fravalgt offentlig transport for at mindske smittespredningen.

”I begge scenarioer kan forsikringskunder have betalt en pris på baggrund af et behov, som ikke modsvarer virkeligheden lige nu. Forandrer verden sig, forandrer behovet for forsikringer sig også, og derfor opfordrer vi kunder til at kontakte deres forsikringsselskaber for at få gennemgået deres dækning,” siger Christian Baltzer.

Mens antallet af bilskader er faldet med 25-30 procent siden regeringen officielt opfordrede til at begrænse transportaktiviteter og arbejde hjemmefra, er trafikken på landets store veje i samme periode faldet med op til 40 procent, viser trafikmålinger fra Vejdirektoratet.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk