Det kendte infotainment-system MBUX fra Mercedes-Benz – med stemmestyring – bliver også en del af den kommende, kompakte Citan varebil.

Systemet, hvor man kan stille spørgsmål om bilens velbefindende og nærliggende hoteller og værksteder, er allerede en del af udstyret på fabrikkens personbiler og den store Sprinter varebil.

Citan bygges i samarbejde med franske Renault og er søstermodel til den nye Kangoo, som er lige på trapperne – men MBUS systemet bliver kun tilgængeligt i Citan, der er klar i efteråret.

Citan i eludgave

Citan vil for første gang også komme i en eludgave – på lige fod med Kangoo Z.E. – med 44 kWh batteri og 75 kW elmotor. Rækkevidden opgives til 270 km. Altså åbenbart ikke den bedste rækkevidde i klassen.

Den nye Citan varebil, der bygges i Frankrig, får også forbedret sikkerhedsudstyr med bedre resultater i crashtest – med op mod seks airbags i kassevognen, men også en del nye assistentsystemer.

Fås med adaptiv fartpilot

Vi kan også nævne sidevindsassistent, som kendes fra Sprinter, samt hill start assist. Dertil linjevogter med et nyt system, som holder bilen i sin bane – hidtil forbeholdt personbiler fra Mercedes – og træthedsassistent.

Der anvendes i både Citan og Kangoo både radarer, sensorer og kamera løsninger. Der fås også touchscreen på op til syv tommer samt navigation

Muligt bliver også adaptiv fartpilot, BLIS blindvinkel assistent, fartbegrænser, bremseassistent og en airbag mellem de to forsæder – standard i personbilsudgaver, men formentlig ekstraudstyr i varebilerne.

Car-to-X

Endelig sikrer MBUX connectivity også mulighed for opkobling til servicemuligheder og status over bilens ve og vel – samt såkaldte ”Car-to-X” data, så man kan blive advaret om uheld og kødannelser længere fremme.

Mercedes Citan skulle være klar til lancering i efteråret i Tyskland – dansk lancering kendes ikke.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk