Begrænset eller ingen beskatning af elbiler sikrer – som de fleste nok ved – lave bilpriser. Men når udgangspunktet så er en luksusbil i SUV klassen som Mercedes-Benz EQE 350, så er der ekstra mange penge at spare.
Vi har prøvet den firehjulstrukne 4Matic version, som på hvide plader koster ca. 810.000 kroner – som er noget af et tilbud.
Men vælger man den som Van på gule plader, er der endnu mere at spare. 650.000-700.000 kroner eksklusive ombygning er et godt gæt.
Øget krav til grønne biler
Vi skal bare lige understrege, at bilen i en tilsvarende dieselversion på hvide plader nok ville lande på et par millioner kroner.
Det er dog kun momsen, som man sparer, men med flere og flere krav til leverandører til ikke mindst kommuner og offentlige myndigheder – jo flere virksomheder skrotter diesel- og benzinbilen til fordel for en elbil.
Det gælder ikke kun kassevognen, men også mesters egen bil – og her er den prøvede EQE SUV meget velegnet, for den har en trailervægt på hele 1,8 tons i 4Matic udgaven – hvor en 4×2-version kun må trække 750 kg.
Står godt fast
Med stor trailer kan mester have det meste af udstyret med ud på opgaven – og 4×4 betyder også, at bilen står bedre fast på løst underlag. Så kan man komme helskindet ind og ud på byggepladserne – men et par kraftige terrænbil er nok en god idé.
Som varebil har man også god plads til godset – med 1.700 liter varerum. Vi skal også nævne læssehøjden på 760 mm.
Der er virkelig tale om en topudstyret bil, men der var også skruet en del ekstraudstyr på – f.eks. et panorama-soltag.
Hurtig fra start
Man får også glæde af bilens præstationer – f.eks. 6,2 sekunder om at nå op til 100 km/t. De 765 Nm vidner om trækkraften. 292 hk er der oplyst.
De to elmotorer for og bag sikrer fremdriften, og frihøjden på 154 mm sikrer, at bilen kommer frem udenfor alfarvej – men også, at ind- og udstigning foregår behageligt.
Bilen kører virkelig godt, og med el er den jo også helt lydløs.
Lang rækkevidde
Affjedringen er uafhængig for og bag – og det sikrer super-komfort og en fremragende rejsebil. Og med en rækkevidde (WLTP) på 539 km kommer man også langt. Og så vejer den jo 2,6 tons.
Nu var det koldt, da vi prøvede bilen – så da vi hentede den, blev vi (af bilens instrumenter) kun lovet knap 400 km.
Med lastet trailer er rækkevidden dog knap så stor. Man bliver dog hjulpet af varmepumpen – så man ikke tærer for meget på batteriet, der er på 89 kWh.
170 kW hurtigladning
Man hjælpes også af bilens to-trins rekuperations-gear, der betjenes via skifteplader bag rattet.
Med hensyn til opladning skal vi nævne DC-hurtigladning med jævnstrøm 170 kW og AC-normalladning med vekselstrøm med op til 22 kW. Så mere end en kop kaffe og en basse når man nok ikke ved hurtigladning.
Forbruget er opgivet til 19,1 kWh/100 km – mens vi ved vores test brugte 24.1 kWh/100 km ifølge instrumenterne.
Egen klap til sprinkler
Vi skal også nævne opvarmede sprinklerdyser, og i den forbindelse en nyhed – for da man ikke kan åbne frontklappen, hældes sprinklervæsken på via en ekstra klap på skærmen.
Den manglende adgang fortil betyder også, at der ikke er en frunk – bagagerum – under frontklappen, men der er rum under bagagerumsgulvet.
Omfattende udstyr
Udstyret er som nævnt omfattende, hvor testbilen havde 20 tommer alufælge, fjernlys-assistent, bakkamera, 12,8 tommer touchscreen med navigation, MBUX infotainmentsystem med stemmestyring, el-drevne forsæder med varme og fjernbetjent udløsning af trækkrog.
På sikkerhedssiden skal vi nævne adaptiv fartpilot, nødbremse, linjevogter, skiltegenkendelse, blindvinkel-assistent, p-assistent og LED forlygter.
Vi savnede Head-Up display, varme i rattet, handskerumslås og kopholdere ved forsædet – og så skal man vænne sig til at betjene bilens touchscreen – i flere lag.
Fire køreindstillinger
Når man holder i kø, kan man med fordel sætte bilen i ”P” – for den løber let fra én.
Der er fire køreindstillinger – comfort, eco, sport og individuelt. Der er også en off road funktion med down hill assistent.
—
Fakta Mercedes-Benz EQE SUV 350 4Matic:
Elmotor ydelse: 292 hk.
Moment: 765 Nm.
Topfart: 210 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,2 sek.
Rækkevidde WLTP: 539 km.
Rækkevidde testbil vinter: 395 km.
Forbrug: 19,1 kWh/100 km (testbil 24,1 kWh/100 km).
Ladehastighed DC/AC: 170/22 kW.
Batteri: 89 kWh.
Køreklar vægt: 2.685 kg.
Trailervægt: 1.800 kg.
Læssehøjde: 760 mm.
Varerum: Ca. 1.700 liter.
Frihøjde: 154 mm.
Dæk: Bridgestone Blizzak LM 005 255/45 R20.
Fabriksgaranti: 2 år.
Garanti batteri: 10 år.
Pris hvide plader: Fra 810.000 kr.
Testbil med AMG pakke: Ca. 1 mio. kr.
Van pris plus opbygning: Fra ca. 650.000-700.000 kr.