(HAMBURG)

Skrot-firmaet H. J. Hansen i Odense har allerede bestilt den første diesel-elektriske truck med otte tons løftekapacitet fra Still Truck – med betegnelsen RX-70 60/80.

Levering om 3-4 måneder, som er leveringstiden på en ny truck, hvor produktionen først sættes i gang nu.

”Men herhjemme er det et niche-produkt med otte tons, mens eksempelvis vores nabolande med flere større industri-virksomheder aftager væsentlig flere af de store maskiner, siger adm. direktør for Still Danmark A/S, Gerner Hoppe.

Bedre totaløkonomi
Ideen med diesel-elektrisk drift med indbygget hybrid teknologi er at give kunden bedst mulige totaløkonomi, bedste præstationer i sin klasse – og bedste miljø.

Hybridteknikken opsamler strøm og hjælper kort fortalt til forbedrede præstationer med minimalt brug af brændstof.

Motorerne til både den nye RX 70 6-8 tons truck og den mindre RX 70 40/50 (4-5 tons) diesel-elektriske truck kommer fra motorproducenten Deutz i Köln. De er på henholdsvis 2,9 og 4 liter. Vil man have RX 70-40/50 med LPG-gasmaskine, leveres motoren af VW.

Højt drejningsmoment
Den dieselelektriske motor er tilsluttet en vekselstrøms generator, som driver den indkapslede elmotor, som sikrer højt moment ved lave omdrejninger. Det betyder igen det minimale brændstofforbrug – trods god accelerations-formåen.

Ved at benytte vedligeholdelsesfrie og indkapslede komponenter sikres man 1.000 timers arbejde eller cirka et år mellem servicetidspunkter.

Det er let for mekanikerne at komme til – og takket været integreret diagnose-system, bliver føreren gjort opmærksom på eventuelle fejl via display i truckens kabine.

Katalysator og partikelfilter
Miljømæssigt har begge størrelser RX-modeller oxidations-katalysator – og den store udgave tillige partikelfilter, som ikke kræves i den mindre 40/50 udgave.

Begge trucks er mere grønne end det lovmæssigt er krævet fra EU’s side (97/68/EG niveau 3b).

I forhold til modellen R-70, som den nye modelserie afløser, er emissionerne væsentlig nedsat. Nemlig 50 pct. for NOx og 97 pct. for sod-partikler.

Fem køreprogrammer
Det hydrauliske system for forskellige ydelser. Man kan vælge imellem fem køreprogrammer. I hvert program kan føreren af trucken således indstille topfart, acceleration og deceleration efter behov.

Føreren kan håndtere trucken alene med speederen – uden behov for  bremsepedalen, og når  føreren igen slipper speederen, bremses trucken elektronisk – uden slitage.

Men det betyder også mere præcis kørsel, som er en fordel ikke mindst i de store trucks.

Skifter selv et gear op
Noget nyt er bl.a., at trucken automatisk skifter et gear op under acceleration, så omdrejningerne falder med en fjerdedel – med samme fart.

Man kan også bestille sin truck med speed-pilot, når man kører længere strækninger. Det betyder mere afslappet kørsel og lavere forbrug.

I forbindelse med de nye maskiner har man også forbedret ergonomien. Føreren har alt nødvendigt indenfor rækkevidde.

Bedre sigt gennem masten
Kabinen er rykket lidt til venstre, så udsigten gennem masten bliver forbedret.

Det er bl.a. er fordel, når man kan læsse eller losse gods fra en lastbil. Truckene kan i øvrigt bestilles med flere typer kabine-udformning.

Trucken er tilmed meget kompakt for sin type med en bredde på kun 1,6 meter for RX-60 udgaven – så den kan operere i smalle gange med kun fem meters bredde.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk