Nu får Renault Master og Opel Movano øget trailervægt på 3,5 tons for bl.a. chassismodeller og dobbeltkabinemodeller med tvillinghjul på bagakslen – og ændrede motorer med stop/start teknik.

Brændstofforbruget bliver forbedret med otte pct. – og det vil især mærkes ved bykørsel, hvor stop/start teknikken for alvor betyder noget.

Desuden samles bremseenergien og motorbremse-energien op, oplyser Renault.

Det gælder alle 2,3 CDTI motorer med ydelse på 100 hk eller 125 hk og manuel gearkasse. Med kort akselafstand og lav højde bliver brændstofforbruget dermed 14,9 km/l i den mest økonomiske version ved blandet kørsel opgjort efter EU-normen.

Mindre CO2 udslip
På miljøsiden betyder det 26 gram CO2 mindre udslip pr. kilometer – i alt 195 gram.

Motorerne til Master og Movano bygges på Renaults Cléon fabrik i Frankrig. Produktionen af bilerne – sammen med Nissan NV400 – sker på Batilly fabrikken i det nordøstlige Frankrig.

Renault Europas største
Renault havde iøvrigt 13,4 pct. markedsandel i Europa – alene 28,7 pct. i Frankrig – i fjor. Det betyder, at det franske bilmærke indtager førstepladsen for store varebiler i Europa – en position, mærket har haft siden 1998.

Renault bygger foruden Movano og NV 400 også varebilerne Opel Vivaro og Nissan Primastar sammen med deres egen Renault Trafic. Man bygger desuden Citan for Mercedes-Benz sammen med deres egen Kangoo i den lille varebilsklasse.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk