Af Jørli Petersen

(TIRSBÆK GODS)

Hyundai Santa Fe vil måske ikke opnå salgstal som tidligere udgaver, som var blandt de mest populære SUV modeller herhjemme, men der er med sikkerhed et opsparet behov, mener Hyundais danske direktør Niels Rønnebæk.

–Vi mærker stor interesse for den nye Santa Fe, udtaler Niels Rønnebæk, og de barske kendsgerninger afslører, at salget af denne type bil har ligget nogenlunde stille siden finanskrisen satte ind for snart godt fem år siden.

Kan sælge alle tildelte biler
 -Derfor er biler af denne type ved at blive så gamle, at de skal udskiftes, så vi er sikre på, at vi kan sælge de biler vi kan få, mener Niels Rønnebæk.

Hyundai Santa Fe er storsælger i USA, og så længe amerikanernes interesse er stigende, bliver Europa, og dermed danske købere, sat på ration, selv om der er lidt forskel på den Santa Fe amerikanerne køber, og den bil der dukker op hos de danske forhandlere.

Kun 2,2 diesel
Amerikanerne køber kun Santa Fe med benzinmotor, mens det danske udvalg er begrænset til en enkelt motor, der er en fornyet udgave af den kendte 4-cylindrede 2,2 liters diesel, som nu lægger 197 HK og flotte 421 eller 436 Nm i et bredt område fra 1800 til 2500 omdrejninger.

Underligt nok er der tydelig forskel i trækkraft på Santa Fe med 6-trins manuelt gear og 6-trins automatgear. Det er den automatiske version, der har  mest trækkraft, men det præsenteres på en helt anden måde, når rå kraft skal formidles via en traditionel automatkasse. Vil man mærke de rå kræfter udfolde sig fuldt og helt, skal man vælge Santa Fe med manuelt gear.

Klarer 17,5 km/l
 Det er til gengæld helt efter bogen, at den manuelle udgave kører længst på literen. 17,5 kilometer i gennemsnit hvis man selv træder på koblingen og skifter gear, og 14,9 kilometer hvis man vælger automatgear. En ganske tydelig forskel i forbrug som man få mange købere til at tænke sig om en ekstra gang.

Et så stort spring i officielle forbrugstal betyder højere årlig afgift når man kører automatgear, men det betyder også højere indkøbspris, så i tilfældet Santa Fe er det ikke forkert at sige, at komfort koster kassen.

Stort prishop
Prisen på den nye Hyundai Santa Fe begynder lige under 660.000 kr på hvide plader. Som varebil er prisen 350.000 kr før moms eller 407.000 kr hvis man ønsker papegøjeplader, og det er et betydeligt prishop fra gammel til ny model Santa Fe.

 Prisen er øget med mere end 150.000 kr på hvide plader, men det hører med til historien, at der er betydeligt mere udstyr i den nye Santa Fe.

19-tomme hjul og 200 volt udtag er blot detaljer fra en meget langt liste over udstyr på den billigste Santa Fe, som selvfølgelig har fem års garanti uden begrænsning i antal kørte kilometer og serviceintervallet er sat til 30.000 km.

Trailervægt 3.500 kg.
Den nye Santa Fe er med en længde på 469 cm vokset tre centimeter i længde. Bilen er en anelse lavere end tidligere men akselafstanden på 270 cm er uændret.

Frihøjden på 18,5 cm. giver naturlige begrænsninger når man kører off-road, mens Santa Fe udmærker sig med trailervægt. Med manuelt må man køre med  2500 kg på trækkrogen, mens den automatiske Santa Fe må køre med 2000 kg.
 
Til efteråret viser Hyundai en helt ny Grand Santa Fe. En tydeligt større bil med en akselafstand på 280 cm, og højere totalvægt end de nuværende 2600 kg.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk