Kia Carens har flyttet sig med syvmile skridt fra den forrige model til den nye udgave, der havde premiere på Paris-biludstillingen sidste efterår, og som ventes til det danske marked i november – både som personbil og som gulpladebil.

I den seneste Euro NCAP test opnåede den koreanske MPV fem stjerner, og karaktererne, den scorer, er høje i alle dele af testen.

Den nye 5-dørs Carens har plads til enten fem eller syv personer – og den fik de høje karakterer for beskyttelse af voksne personer i bilen (94 %), beskyttelse af børn i bilen (76 %), sikkerhedsudstyr (81 %) og fodgængerbeskyttelse (64 %).

Gevaldigt løft hos Kia
”Med sin nye og 3. generation af Kia Carens henter Kia endnu en gang fem stjerner til samlingen. Resultatet viser, at det ikke bare er design og udstyr, der har fået et gevaldigt løft, sikkerheden er som i andre Kia-biler også i top. Alt i alt en spændende bil, der lander på det danske marked til november,” siger Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør ved FDM Motor – FDM’s repræsentant i Euro NCAP.

Testmedarbejderne hos Euro NCAP belønnede Carens med maksimumkarakteren for beskyttelse i tilfælde af sidekollisioner mod en barriere, beskyttelse af spædbørn på 18 måneder, beskyttelse af forsædepassagererne mod piskesmældsskader og beskyttelse af fodgængernes ben. 

Sikkerhedsorganisationen bemærkede også, at den nye Carens er udstyret med selealarm på alle siddepladser, hastighedsbegrænser, der kan indstilles af føreren, og at alle de typer børnesæder, bilen er designet til, kan monteres korrekt og med god plads i bilen.

Sværere at få fem stjerner
”I løbet af de seneste fem år er testkriterierne hos Euro NCAP blevet strengere, så det er blevet vanskeligere for producenterne at opnå topkarakterer med deres modeller.  Det understreger vores kontinuerlige arbejde med at forbedre bilernes sikkerhed, at vi igen kan opnå den højeste karakter med den nye Carens, som appellerer stærkt til familier med en aktiv livsstil, der ønsker både stil og praktiske egenskaber”, Benny Oeyen, som er Vice President Marketing and Product Planning hos KIA Motors Europe.

Det standardmonterede sikkerhedsudstyr i den nye Carens til det europæiske marked omfatter seks airbags (front-, side- og hovedairbags), advarsel om ikke spændte sikkerhedsseler (forsæder og bagsæder), ESC (elektronisk stabilitetskontrol), HAC (Hill Assist Control), så bilen ikke ruller baglæns på bakker, og ESS (Emergency Stop Signal), som betyder, at stoplygterne blinker, når føreren foretager en katastrofeopbremsning.

”Den nye Carens kommer i selskab med seks andre Kia modeller – cee’d, Rio, Venga, Soul, Sportage og Sorento, der også har opnået fem stjerner i EuroNCAP-kollisionstesten. I Danmark har selv Kias mikrobil; Picanto fået kredit for 5 EuroNCAP stjerner, da ESC som bekendt er standard fra laveste udstyrsvariant i det danske modelprogram, siger pressechef ved Kia i Danmark, Lene Mejdal Iversen.

Fem stjerner til kinesisk bil
Samtidig med testen af Kia Carens, gennemførte EuroNCAP en test af den kinesiske Qoros – og den fik som den første kinesiske bil nogensinde de vigtige fem stjerner.

”Vi har tidligere set kinesiske bilproducenter som Geely, Great Wall og Landwind forsøge sig på det europæiske marked, men hver gang er de faldet på kvaliteten og en alt for ringe sikkerhed. Anderledes forholder det sig med Qoros. Med et hold af blandt andet tidligere Volvo- og Saab-ingeniører er det lykkedes at konstruere en spændende bil, som tilmed scorer flot i Euro NCAPs crashtest,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Hvornår Qoros’ første model rammer det danske marked og til hvilken pris, er fortsat udvist. Til FDM har firmaets grundlægger, tyskeren Volker Steinwascher, dog tidligere udtalt, at man (til den tid) nok skal forvente et prisniveau som matcher Skoda og Kia.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk