Konceptet er set før – at bruge én platform til både person- og varetransport og skifte fra minibus til kassevogn i en modulfunktion via en form for skiftelad. Men måske er konceptet modnet.

Purpose Build Vehicles – biler bygget til særlige behov – fra koreanske Kia bliver på årets amerikanske CES-messe i Las VegaS vist i deres endelige versioner – tillige som førerløse køretøjer.

Senere har Kia omdøbt PBV til ”Platform Beyond Vehicle,“ altså en platform, der går forud for køretøjet.

“Easy swap”

Ret beset er der som nævnt tale om et concept, hvor én bil både kan fungere som bil – f.eks. som førerløs taxi i dagtimerne og som førerløs varebil i aften og morgentimerne.

Frem til B-stolpen er det den samme bil. Efter B-stolpen er formgivningen fleksibel – man skal bare have et kransystem kaldt ”easy swap” til at bytte vogntype.

Hvad man så vil vælge, sætter kun fantasien grænser for.

Grøn omstilling

Konceptet er godt hjulpet på vej af den grønne omstilling, hvor vi skal køre mindre i færre biler – eller bruge bilen så bredt som muligt. Også som delebil – og naturligvis som elbiler.

I Korea har fabrikken allerede brugt deres eksisterende eNiro til både gods og personer, men PBV er et skridt længere, og vi ser det allerede i 2025, hvor varebilmodellerne PV7 og PV1 bliver lanceret.

Først i Korea, hvor der skal produceres 150.000 PV-biler om året.

Kia Pregio

I Danmark har Kia ikke haft fabriksbyggede varebiler på programmet i over 25 år, hvor bl.a. modellen Pregio var ganske populær – faktisk ser man den fortsat i bybilledet.

Så der venter en grundig uddannelse af forhandlerne, så de atter er klar til at sælge varebiler igen.

I slutningen af i år og næste år kommer der dog også nye elektriske personbiler – som led i elektrificeringen. Vi har set EV6 og nu også den 7-personers EV9. Snart kommer så den kompakte EV3 efterfulgt af EV4 og EV5.

127.000 Kia biler på vejene

Det er over 25 år siden, Kia holdt sit indtog herhjemme med deres prisbillige Kia Sephia, som kunderne selv skulle hente ved hovedsædet i Frederecia. Også ladbilen K 2700 var billig og populær blandt håndværkere.

Kvaliteten har også fået et gevaldigt løft – og så kører der i øvrigt tæt på 127.000 Kia biler på de danske veje – inklusive ombyggede personbiler.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk