Carlsberg Danmark gør alt for at vise sin grønne profil på transportsiden – og det har nu resulteret i, at bryggeriet har valgt at køre i hybridbiler i stedet for benzindrevne biler, hvor betingelserne til det er optimale.

Tidligere har der ikke været en stationcar-type med hybridteknik tilgængelig for Carlsberg Danmark til en overkommelig pris, men den nye Toyota Auris Hybrid Touring Sports bliver som gulpladebil ikke dyrere end de benzindrevne biler, der anvendes i dag – og brændstoføkonomien bliver væsentlig forbedret. Bilens udsalgspris er cirka 170.000 kr. plus moms.

Ombygget af TJ Karosseri
Så i denne uge leveres de første fem hybridbiler – og syv følger efter i januar. Alle er sorte fra fabrikken, men bliver så folieret med bl.a. Carlsberg-reklamen ”That calls for a Carlsberg” hos firmaet Nonby A/S. Opbygningen som Van er foretaget hos TJ Karosseri i Ishøj. Endelig er der som i alle Carlsberg køretøjer monteret alkolås i bilerne.

”Vi havde ellers en politik tilbage fra 2000, hvor vi skulle køre i dieselbiler fremadrettet, men regelsættet blev ændret i 2007,” siger Ole C. Hansen, der er materielkoordinator hos Carlsberg Danmark – og som sådan står for indkøb af en stor af bryggeriets vognpark.

For to-tre år siden besluttede man så, at der kunne vælges benzindrevne biler, for en dieselbil har ikke godt af, at blive startet og stoppet for tit.

Diesel ikke godt til start/stop
”Motorerne havde ikke godt af det, og tit måtte vi have Falck til at transportere bilerne på værksted. Derfor har vi siden købt mange af Fords biler med EcoBoost benzinmotorer, så hvor en Ford Focus eller C-Max kører 10,5 km/l med dieselmotorer, kører de med EcoBoost motorer 13 km/l. Men en test af Auris Hybrid viser nu, at vi når op over 18 km/l i gennemsnit, siger Ole C. Hansen.

Det er et godt resultat, for kørselsbetingelserne er ikke optimale med så meget stop-start kørsel.

Carlsberg Danmarks lastbiler købes gennem bryggeriets indkøbscenter i Schweiz CSC, Carlsberg Supply Company, som køber biler internationalt for at opnå de mest gunstige priser, men når det gælder bl.a. visse varebiler, er den danske skattesystem på bilområdet indrettet, så man i dag køber bilerne lokalt.

Batterier tager ikke plads op
Der købes biler af forskellige mærker og typer, men hovedleverandør har i mange år været Ford. Men det kan ændre sig.

Vi køber efter behov, men prøver så vidt muligt at begrænse os mærkemæssigt, bl.a. for at opnå storkøbs fordele på europæisk plan, siger Ole C. Hansen.

Fordelen ved Auris som hybrid er, at batterierne ikke tager noget af pladsen i varerummet i forhold til f.eks. dieselmodellen. Samtidig har man ekstra rum under gulvet og TJ Karosseri har monteret udstyr som skuffer og skinner, så der f.eks. have stå en halv plastkasse til sodavand.

Hybrid erfaring fra 1997
”Toyota er ikke en novice ud i produktion af hybridbiler. Den første Prius kom i 1997, og siden er der bygget seks millioner af dem. CO2 udledningen i Auris Hybrid er med sine 27 km/l som officielt gennemsnit 86 gram pr. km – og da bilerne i en vis udstrækning skal køre i byer, er der en stor miljømæssig gevinst, da der ikke er udslip af sodpartikler og begrænset udledning af NOx’er (kvælstofilter), siger Søren Bøgelund Madsen, salgschef hos Toyota-forhandler Krogsgaard-Jensen A/S, der har leveret bilerne.

På budgettet er der også fordel ved en lav grøn ejerafgift på 580 kroner pr. år – og leasingprisen er næsten den samme som en dieselbil, for serviceudgifterne er 20 pct. under en dieselbils. Bilerne leases gennem selskabet LeasePlan.

Mellem 8.- og 20.000 km
”Bilerne kommer til at køre mellem 8.000- og 20.000 km. om året alt efter, hvor de udstationeres i landet. Politikken er at køre dem i fem år eller 200.000 km, hvorefter de udskiftes. Af de fem biler, kommer de tre til Jylland (Aarhus og Aalborg), mens to får Midtsjælland som arbejdsområde. De næste syv kommer i stor udstrækning til at køre i København, siger Ole C. Hansen.

Fra begyndelsen havde den danske Toyota-importør ikke besluttet sig for, om Auris Touring Sports Hybrid skulle tilbydes på markedet som gulpladebil, selv om den er oplagt med sin hybridteknik – men det ændrede sig, da Ole C. Hansen henvendte sig til Søren Bøgelund Madsen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk