Liberal Alliance på Frederiksberg har stillet forslag om, at taxier fremover får lov til at køre i busbanerne på Frederiksberg.
 
”Vi opfatter taxier som en naturlig del af det kollektive trafiksystem, og samtidig er velfungerende taxier vigtige for turismen i hovedstaden. Derfor er det oplagt at give taxier grønt lys til at komme hurtigere og billigere frem ved at kunne benytte de busbaner, som vi på det seneste har fået på Frederiksberg,” siger Nils-Ole Heggland (Liberal Alliance).

Med i Taxi-nævnet
Han er journalist på Berlingske – og politisk mangeårig Frederiksberg-repræsentant i  Taxinævnet for Region Hovedstaden og medlem af kommunalbestyrelsen fra 1997-2013 som konservativ – og senest – frem til kommunalvalget – for Liberal Alliance.
 
Taxibranchen og taxinævnet har flere gange tidligere forsøgt at give hyrevogne adgang til busbaner, ikke mindst i København, hvor der har været gennemført flere forsøg.

Modstand fra venstrefløjen
Både i Københavns Kommune og i det tidligere Københavns Amt har venstrefløjen dog vendt tommelfingrene nedad – for de opfatter taxikørsel som individuel transport.

I nærmest alle andre større byer i Europa kører hyrevogne som det mest naturlige i busbaner, for der er de opfattet som kollektiv trafik.

Liberal Alliance tror, at det lykkes at skaffe flertal på  det borgerligt styrede Frederiksberg.
 
Nu er der busbaner
”Vi forventer, at i hvert fald de øvrige borgerlige partier støtter vores forslag. Tidligere har det ikke været relevant på Frederiksberg, da vi har stort set ikke har haft busbaner, men det har vi efterhånden fået på flere af vores store trafikveje,” siger Nils-Ole Heggland, der sidder i taxinævnet frem til april.
 
Han har gennem en årrække også haft sæde i kommunens trafikudvalg, men genopstillede ikke ved valget i november.

Forslaget om taxier i busbaner blev mandag fremsat i byrådet af Liberal Alliances repræsentant siden nytår, rådmand og udvalgsformand Laura Lindahl. Forslaget blev sendt videre til behandling i By- og Miljøudvalget og skal til sidst tilbage i byrådssalen på Frederiksberg Rådhus.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk