Den første Euro 6 skraldebil i Verden kører nu i København – bilen er netop blevet leveret til renovationsfirmaet M. Larsen A/S i Brøndby.

Det er Scania, der har stået for leveringen, som følges op med flere Euro 6 gas-køretøjer over hele landet – bl.a. gaslastbiler til Fredericia.

Lige før sommerferien følger yderligere 12 gasdrevne Scania bybusser til Holstebro med samme Euro 6-gasmotorteknologi som i de københavnske skraldebiler.

Allerede i fjor leverede Scania de første Euro 5 skraldebiler med gasmotor til tre miljøbevidste transportvirksomheder i København,  og nu har man som sagt leveret verdens første gasrenovationslastbil, der opfylder Euro 6-miljønormen.

Miljøforbedringer i byen
Det er første gang, at gas erstatter diesel som brændstof i de københavnske renovationslastbiler, og det vil bidrage til markante miljøforbedringer i byen.

Leveringen af de tre Euro 5 gasdrevne renovationslastbiler skete til transportvirksomhederne Cityrenovation A/S, M. Larsen A/S samt City Container CPH A/S sidste år.

Euro 6-gasmotoren har endnu bedre miljøegenskaber end Euro 5-gasmotoren.

Pilotprojekt
”Hos Scania står bæredygtig transport højt på dagsordenen. Vi vil være med helt fremme, og det er leveringerne af de gasdrevne renovationslastbiler et godt eksempel på, siger markedschef Anton Freiesleben, Scania Danmark A/S.

Indsættelse af de miljøvenlige gas-skraldebiler er blevet muligt i forbindelse med et pilotprojekt omkring gas som brændstof til tung transport. Bag projektet står Københavns Kommune, Økologisk Råd, gasleverandøren EON samt Scania.

Allerede i oktober kunne EON sammen med energiselskabet OK åbne den første gastankstation på Amager. Det er denne gasfyldestation, der nu skal levere naturgas til de nye renovationslastbiler, lige som den kan levere miljøvenligt brændstof til alle andre gasdrevne person- og varebiler.

Mindre udslip
”Scanias nyeste generation gaslastbiler og -busser er kendetegnet ved ekstrem gode miljøegenskaber. De har markant lavere udslip af partikler og NOx’er, og udleder desuden mindre CO2. De nye gaskøretøjer er desuden mere støjsvage end tilsvarende dieselkøretøjer, siger Anton Freiesleben.

De nye københavnske gaslastbiler er alle af typen Scania P 310 DB 6×2*4 LowEntry, der er udrustet med 9-liters 5-cyl. gasmotor på 310 hk samt 6-trins automatgear. Af hensyn til chaufførernes arbejdsmiljø er de udrustet med frembygget førerhus, der er placeret ekstra lavt på chassiset.

Det giver både lettere ind- og udstigning samt forbedrer trafiksikkerheden især ved højresving i kraft af bedre udsyn fra førerpladsen.

NTM kompromator
Renovationslastbilerne er desuden udrustet med hydraulisk styrbar bagaksel, hvilket både forbedrer manøvreevnen under snævre forhold samt reducerer slitage på dæk og vejbelægning.

Bilerne er forsynet med finsk-byggede NTM-renovations-komprimator, der er leveret af aut. Scania-forhandler Im. Stiholt A/S i Nordjylland.

”Hos Scania ser vi et stort potentiale med gas som brændstof også til de tunge lastbiler og busser. Scanias gasmotorer er beregnet til at køre på både naturgas og biogas eller en variabel blanding af begge dele. Når biogassen bliver lettere tilgængelig til transportsektoren, kan vi opnå CO2-reduktion på op imod 90 pct. ved tung transport i forhold til konventionel dieseldrift, fastslår Anton Freiesleben.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk