ITD, Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, har fra 1. januar ansat Karen Roiy og Signe Mie Jensen – sidstnævnte som erstatning for Malene Vitus Østergaard, der efter tre et halvt år hos ITD har fået nyt job hos Medicon Valley Alliance i Ørestaden på Amager.

Det er afdelingen Erhvervspolitik & kommunikation, der får glæde af to nye medarbejdere, der begge skal arbejde på ITD’s kontor på Vesterbrogade i København.

Erhvervspolitik
Karen Roiy skal udvikle ITD´s erhvervspolitiske aktiviteter og fortsætte opbygningen af kontoret i København.

Uddannelsesmæssigt har Karen Roiy en kandidatgrad i statskundskab fra 2006. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforeningen, hvor hun har arbejdet med public affairs.

De seneste tre år har hun været udstationeret i Bruxelles. Med den baggrund har hun et godt kendskab til både dansk og europæisk rammelovgivning på arbejdsmarkedsområdet og et stort politisk netværk i såvel København og Bruxelles.

Ny projektleder
Signe Mie Jensen er ITD’s nye projektleder, og hun kommer til at stå for ITD’s eksterne events.

Signe Mie Jensen har været konsulent i Praktiserende Tandlægers Organisation, hvor hun har været ansvarlig for en række projekter inden for kommunikation og politik. Hun har en uddannelse i politisk kommunikation og ledelse fra CBS.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk