Totalmarkedet for tunge lastbiler i Danmark over 16 tons nåede i 2014 op på 3.286 køretøjer. Heraf tegnede Volvo Trucks sig for 1.080 enheder, hvilket svarer til en markedsandel på 32,9 procent, og Volvo er således for fjerde år i træk markedsleder på det danske marked.

Imens totalmarkedet for tunge lastbiler i 2014 faldt med 14,4 procent i forhold til året før, steg Volvo Trucks’ markedsandel i Danmark, så knap én ud af tre solgte lastvogne var en Volvo.

Godt forhandlernetværk
”Vi er både ydmyge, og naturligvis meget stolte over den tillid, vores kunder har vist os igen i år. Markedsandelen viser, at vores kunder har taget den nye produktserie godt til sig, samt at vi har et fremragende forhandlernetværk, som arbejder rigtig hårdt med at levere og servicere lastbiler til vores kunder. Vi vil også gøre vores bedste for at leve op til kundernes tillid i 2015, siger Peter K. Andersen, Commercial Trucks Manager ved Volvo Group Trucks Danmark A/S.”

2015 forventes at blive et lige så travlt år for Volvo Trucks, med bl.a. en betydelig tilstedeværelse på Transport 2015 i Herning d. 19.-22. marts.

Fakta – Volvo Trucks højdepunkter i 2014: 
• Volvo monterede lastindikator som standard for at hjælpe med at undgå overskridelse af nye tolerancegrænser for overlæs.
• Volvo introducerede Euro 6-udgaven af Volvo FH16 med op til 750 hk, og har således stadig verdens stærkeste lastbil.
• Volvo introducerede Dynafleet app’en, der kan hjælpe chaufføren og vognmanden med at holde styr på brændstofforbruget.
• Volvo introducerede I-Shift Dual Clutch, den første gearkasse med dobbeltkobling til tunge lastbiler.
• Volvo valgte som den første uden merpris at standardmontere et system, der advarer mod kollision og automatisk nødbremser lastbilen.
• Volvo introducerede bjærgningsassistance, som giver kunderne hurtigere hjælp ved ikke planlagte stop.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk