Ivecos forhandler i Padborg blev forleden hædret med prisen Årets forhandler 2016.
Prisen er den fornemmeste af en række priser, der blev uddelt, og I.M. Jensen & Bache blev valgt på baggrund af en række kriterier.

”Året har været rigtig godt for Iveco i Danmark med vækst og flotte resultater for alle afdelinger, og på alle vores tre modeller Daily, Eurocargo og Stralis. Derfor har det været særligt svært at vælge en forhandler ud af de mange, der har gjort et helt fantastisk stykke arbejde”, siger Lars Beck, business director hos Iveco Danmark.

Svært at pege på den bedste
Så for juryen har det været lidt af et dilemma at skulle pege på én forhandler, når man har et helt netværk af dygtige virksomheder, som Iveco forhandlernettet i Danmark.

I. M. Jensen & Bache A/S’ afdelinger har dog klaret sig særlig godt, og der blev lagt stor vægt på det gode teamwork mellem afdelingerne – og de dybt engagerede medarbejdere og ledere.

Selskabet har afdelinger i Padborg, Esbjerg, Kolding og Aarhus, hvor de tilbyder både salg og service på hele Iveco’s modelprogram, fra varebilen Daily til lastbiler som Stralis med op til 130 tons vogntogsvægt.

På rette vej
Indehaveren, Michael Bache, var selv tilstede i København ved overrækkelsen, og blev både glad og stolt over prisen på sine medarbejderes vegne.

”Vi er virkelig stolte og glade for prisen på alle vores medarbejderes vegne, og det bekræfter blot, at vi er på rette vej med hele vores organisation og Iveco’s gode biler,” sagde Michael Bache, der også selv opnåede en af priserne – som årets bedste Stralis sælger.

Alle årets priser:
Følgende velfortjente priser blev også uddelt af Iveco Danmark A/S ved Kick-off mødet.

Årets sælger – Daily: Finn Jørgensen, HLT Service, Aabenraa.
Årets sælger – Eurocargo: Steffen Andreassen Iveco Vejle.
Årets sælger – Stralis: Michael Bache, I.M. Jensen & Bache.
Årets Gazelle – Morten Bruhn Andersen, Iveco Vejle.
Årets Forhandler – I.M. Jensen & Bache.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk