Vi var imponeret over de mange forbedringer, da vi testede den nye generation Scania lastbilserie i omegnen af Södertälje, hvor fabrikken har hovedkontor.

Nu har vi prøvet den nye R450 model under lokale danske forhold ved en tur fra Scania importørens adresse i Ishøj og næsten til Vordingborg og retur delvist ad den gamle A2 landevej, der er kendt for sine mange bakker.

I alt 129 kilometer med 76 km/t i gennemsnit – med et forbrug på 4,3 km/l. Pænt for en 40 tons eksporttrækker.

God til at forudse bakkerne
På intet tidspunkt kom vi i den 12 trins automatiserede gearkasse længere ned end 11. gear – og på de mange langstrakte bakker var bilen flittig til at gå i Eco-Roll mode, hvor den kører i frigear. Den var også god til at forudse bakkerne gennem dens ”Active Prediction” eller Prediction Cruise Control.

Bilen har både motorbremse og retarder – og kan anvendes gennem den første del af bremsepedalen. Vil man benytte retarder alene, kan man hurtig skifte system.

Når det gælder sikkerhed har bilen Adaptiv Cruise Control (ACC), som sikrer, at bilen bremser, hvis man selv overser, at bilerne foran én stopper op.

Opdatering af motoren
Testbilen var en R-serie med 450 hk motor – en motor, som allerede i Euro 5 udformning vandt adskillelige brændstoftest i bl.a. Tyskland. Motoren er i bund og grund som før – men besparelsen gennem opdatering opgives til yderligere fem pct.

”Der er minimum fem pct. brændstofbesparelse sammenlignet med den tidligere Scania  Streamline, som i forvejen har en god brændstoføkonomi. Mange vil opleve omkring 10 pct.
brændstofbesparelse, når de kommer fra en tidligere Scania-model end Scania Streamline – eller eventuelt fra et andet fabrikat,” siger salgsdirektør Anton Freiesleben fra den danske importør.

Bedre aerodynammik
Alle motorer undtagen 500 hk maskinen er genbrug, men alle motorer er opdaterede – helt ned i små detaljer. Det vil enhedsinjektorer og forbrændingskamre – dertil kommer bedre aerodynamik og motorstyring, hvor man kan vælge imellem eco-drive, standard og sport-kørestil.

Det er overbygningen, S serie, som var vundet den prestigefyldte pris Truck of the Year for 2017. Den udmærker sig ved et helt fladt gulv. R serien har stort set bevaret gulvet fra tidligere. Begge udgaver kendetegnes for lavere støjniveau, bedre komfort og forbedret sikkerhed.

Som et nyt element har Scania fået et helt nyt specificerings-værktøj. Man kan indtaste chassisnummeret på en tidligere Scania, som har udført det arbejde, som den nye Scania skal overtage. Data fra den tidligere Scania hentes så, og systemet specificerer selv den økonomisk mest optimale nye bil til opgaven.

Virker kraftigere
”Dette er et fantastisk godt udgangspunkt for at drøfte den færdige specifikation. Mange vil opleve at der foreslås f.eks. en 500 hk bil til 56 ton indenrigskørsel i stedet for f.eks. en tidligere anvendt større motor,” siger Anton Freiesleben.

Det første, som man tænker på, når man åbner og lukker dørene, er den forbedrede kvalitet. Dørene betjenes så let som i en dyr personbil. I kabinen er alt nyt – og man tænker især på den forbedrede kørestilling – man er tættere på instrumentbrættet og mere lige foran rattet – dertil det forbedrede udsyn på grund af de smallere A-stolper.

Man længere fremme og mere til venstre i kabinen. Nævnes ska det nye og velstøttende førersæde – og så bilens betjeningsskærm.

Førerhuse til forskelligt behov
Med hensyn til valg mellem R og S-førerhus lægger Scanias sin anbefaling til grund for, hvad kunden fremover har brug for i stedet for at fokusere på, hvad han plejer at købe.

”S-førerhuset er særlig relevant til chauffører, som kører lange stræk og har behov for god overnatningskomfort – og som så kan nyde godt af det plane gulv. Hele produktprogrammet giver forudsætninger for at udarbejde netop den specifikation, som den enkelte kunde har brug for til den type kørsel og anvendelse, som bilen skal bruges til,” siger Freiesleben.

Alene de 10 pct., som man kan opnå i brændstofbesparelse svarer til rigtig mange penge – faktisk svarer det ofte til, at man kan tillade sig at give mere for bilen.

Opleve 10. pct. besparelse
Som ved alle andre anskaffelser er det vigtigt, at man ikke kun ser på den pris, man skal betale.

”Rigtig mange vil opleve omkring 10 pct. brændstofbesparelse med den nye Scania, fordi de kommer fra en måske fem-seks år gammel bil. Med dagens brændstofpriser og renteniveau, vil 10 pct. brændstof-besparelse kunne retfærdiggøre, at man betaler 100.000 kr. mere for lastbilen. Dette blot for at illustrere, hvor hårdt blot denne parameter påvirker lastbilens totaløkonomi”, siger Anton Freiesleben.

På turen var det også de forbedrede køreegenskaber, og vi skal huske at nævne den fastere affjedring og dermed mindre krængning gennem sving. Ujævnheder mærkes heller ikke så meget.

Meget letkørt
Bilen er ekstrem letkørt. Her skal vi nævne den forbedrede Opticruise gearkasse, hvor man ifølge Scania opnår 45 pct. hurtigere skift mellem gearene. Måske er det svært at føle, at et skift sker 0,4 sekund hurtigere end før, da det tog 0,8 sekunder – og man mærker det faktisk ikke. Det hele foregår helt blødt og sagte. Scania har skiftet synkromesh ringe ud med en mellemaksel – det er forklaringen.

På turen kikkede vi også under kølergitteret – og det er nu blevet lettere at tjekke lastbilen i det daglige. Fronten kan åbnes helt op. Frontgitteret klappes op, nederste del vippes ned – og siderne vippes til side, så det er lettere at komme til bl.a. væsker og lignende.

I forbindelse med lancering af den nye Scania indfører man skræddersyet service, som betyder, at den enkelte Scania lastbil konstant sender data til Scanias servere.

Fortæller om motor-belastning
Det er data, som bl.a. fortæller, hvor meget motoren belastes, hvor mange gearskift der foretages og hvilken vægtbelastning bilen er udsat for. Disse data anvendes til at beregne, hvornår motorolien f.eks. skal skiftes og bremserne skal efterses for netop den pågældende lastbil.

”Det betyder, at den enkelte Scania serviceres præcis efter den brug, som den udsættes for og hele systemet er 100 procent dynamisk, så i det øjeblik bilen eventuelt ændrer anvendelse, beregnes tidspunktet og omfanget af næste service igen. Herved sikrer man at lastbilen står stille,” siger så lidt som muligt,” siger Anton Freiesleben.

Den nye Scania er således fremragende, når det gælder såvel komfort, ergonomi, og køreegenskaber – for ikke at tale om kvalitetsoplevelse.

”Meget kan man læse ved at nærlæse de tekniske data. Den enkleste måde at opleve forbedringerne på er gennem en simpel prøvekørsel. Derfor har vi prioriteret at have demobiler spredt i hele Danmark lige siden vores danske præsentation i begyndelsen af september,” siger Anton Freiesleben.

Faktaboks Scania R450 Next Generation:
Motor: 6 cyl. Turbodiesel 24V.
Miljø: Euro 6.
Slagvolumen: 13 liter.
Motortype: DC 13 148 450 hk.
Ydelse: 450 hk v. 1.900 omdr.
Moment: 2.350 Nm v. 1.000-1.300 omdr.
Indsprøjtning: Scania XPI.
Støjniveau: 80 Decibel.
AdBlue tank: 47 liter.
Dieseltank: 400 liter.
Gearkasse: GRS90R5.
Retarder: 4100 Nm – ydelse 500 W.
Bagtøjsudveksling: 2.59.
Affjedring: Luft for og bag.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk