Lone og Ole Kølander udvikler og sælger deres spændende træ-produkter som højbede, borde, bænke og drivhuse fra firmaet Boinn’s adresse i Undløse.

De arbejder tæt sammen med et savværk og et maskinværksted ved Tissø – og kan levere deres varer en uge efter bestillingen.

Virksomheden bringer som oftest selv varerne ud til kunderne – og det sker enten i en Ford Transit ladbil, eller i den nye Ssangyong Actyon Sport pick-up, som næsten lige er blevet erhvervet.

Forhandleren havde ikke bilen
”Jeg havde læst i dagblade om godkendelse af den koreanske bilmodel Ssangyong Tivoli, men måtte gå på nettet for at finde noget om pick-up modellen Actyon. Forhandleren, Lysen Biler i Sorø, havde end ikke fået en bil at vise frem. Men jeg talte med nogle naboer, der havde kørt i mærket i årevis – og de havde ingen problemer overhovedet. Derfor valgte vi Actyon modellen – for den var prisgunstig og opfyldte vores behov,” siger Ole Kølander.

Ved sine vedholdende undersøgelser, som går igen ved indkøb til virksomheden, fik Ole Kølander også bilen leveret som den første herhjemme – og den har kørt 11.000 kilometer siden oktober – bl.a. til og fra Lone Kølanders arbejdsplads i Nykøbing Sjælland.

Uundværligt med 4×4
Der mangler kun udendørs temperaturmåler og komfortblink, siger hun. Bilen er blå efter fruens ønske – men så kunne den kun fås med automatgear, men det bliver man hurtigt glad for.

Firehjulstrækket er uundværligt. Ofte skal varer leveres på en våd græsplæne, og uden firehjulstræk er det svært at komme rundt med tunge læs.

Tidligere kørte familien i en Kia Sportage i 10 år – uden problemer – så man turde godt købe koreansk igen. Virksomheden havde brug for en pick up med en høj trailervægt – her på 2,6 tons. Både den og virksomhedens Transit har papegøje-plader for at undgå diskussioner om privat kørsel.

Leverer til mange kommuner
Kommuner er også en stor kundegruppe – og Boinn’s borde og bænke står i mange institutioner i landet. Men private køber nok flest af de ofte rå udendørs møbler – sammen med højbede og drivhuse og orangerier – som anvendes lige så meget som udestuer, hvor folk sidder i ly for blæst og regn og nyder eftermiddagskaffen.

Det er ægteparret selv, der står for arbejdet med de nye produkter – med Ole Kølander som designeren og fruen som regnskabschef, men al handel foregår via internettet. Til gengæld kører Ole Kølander som regel selv ud til kunderne med produkterne. Kunder har man endda også i Sverige.

Skræddersy drivhuset
”Vi kan skræddersy alle modeller efter kundens ønske – f.eks. hvis et højbed skal stå et bestemt sted og fylde en plads ud eller have en særlig højde. Det gælder også borde og bænke. Borde kan være op til fem meter lange. Drivhuse kan vi også bygge specielt – men det er mest standardstørrelser. Prisen for et drivhus i træ med stormsikre polycarbonat-ruder (som i campingvogne) er fra 10.000 kroner,” siger Lone og Ole Kølander.

Ole Kølander har tidligere i mange år haft ” Danbo” møbelforretninger i Sorø og Holbæk – så han har altid været en god købmand.

Anlægsgartnere
En ganske stor gruppe kunder – 25 procent – er virksomheder, bl.a. anlægsgartnere og andre fagfolk, der gerne vil benytte de lidt rå produkter fra Boinn.

Det er som regel Douglas gran og lærk, der bruges – men også egetræ, der dog skal tørre i flere år, før det kan bruges. Derfor har man træ til tørre på mange adresser. Douglas og lærk skal blot tørre i tre måneder. Ingen af træsorterne kræver imprægnering – Douglas har bl.a. stort indhold af harpiks.

Massivt træ
Der arbejdes kun med massivt træ – så et bord- og bænk-sæt er ret tungt og ikke lige sådan at flytte, når det først er leveret.

”Det er vigtigt at planlægge tre-fire år frem i tiden, når der skal købes træ, men vi sælger dog primært herhjemme. Vi holder ikke som sådan fri – og tager også telefonen, når vi er på ferie,” siger Lone- og Ole Kølander.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk