Fjerde generation af BMW’s store X5 får en masse ny teknologi – og fuld luftaffjedring bliver bl.a. standardudstyr.

Den nye BMW X5 er ikke bare et facelift, men en helt ny generation af den amerikansk byggede SUV.

Der er gjort ekstra meget for at løfte den teknologisk, og på mange punkter er den nye X5 banebrydende, for det skorter ikke på banebrydende teknologier.

I Danmark i november

Da BMW i 1999 lancerede den første generation af BMW X5, blev det samtidigt begyndelsen på BMW’s succesfulde X-familie.

Familien består nu af følgende medlemmer: BMW X1, X2, X3, X4, X5, X6 og en kommende BMW X7. Til november kommer så den nye BMW X5 i fjerde generation på det danske marked.

For at optimere bilens dynamiske køreegenskaber endnu mere kommer den nye model med flere innovative teknologier, som er nye i klassen. Blandt andet luftaffjedring på begge aksler, Integral Active Steering og Off-Road pakke. Indvendigt er der helt nyt interiør i form af BMW Live Cockpit Professional.

Nyt designsprog

”BMW X5 er patriarken inden for BMW X-familien, og i fjerde generation kommer den i dens stærkeste fremtoning og meget moderne. Den definerer et helt nyt designsprog inden for BMW X – robust, klart og præcist”, siger Adrian van Hooydonk, Senior Vice President BMW Group Design.

Fra lanceringstidspunktet kan der vælges mellem tre forskellige motorer: BMW X5 xDrive40i med 340 hk, BMW X5 xDrive30d med 265 hk samt BMW X5 M50d med 400 hk.

I den nye generation er bilen vokset på alle leder og kanter. Akselafstanden er 2.975 mm (+42 mm), længden 4.922 mm (+36 mm), bredden 2.004 mm (+66 mm) og højden 1.745 mm (+19 mm).

1.800 liter varerum

Dette skaber dels en mere rummelig kabine med god plads – og masser af plads til godset.

Den for BMW X5 velkendte, todelte bagklap er videreført i den nye generation og sikrer let adgang til det store varerum på cirka 1.800 liter.

En af nyhederne er et automatisk bagagerumsdækken. Når man åbner og lukker bagagerummet, glider dækkenet automatisk frem og tilbage, og ved tryk på en knap kan det rulles helt ned i bagagerumsgulvet og ude af syne.

To 12,3 tommer skærme

”BMW Live Cockpit Professional” er det nye standardinteriør og inkluderer to 12,3 tommer store skærme med touch skærm, som visuelt hænger sammen. Den nye generation af BMW Head-Up Display projekterer informationer på forruden på en 7×3,5 tommer overflade med 3D-grafik.

For at gøre turen endnu mere behagelig kan der som tilvalg vælges mellem sæder med massagefunktion, opvarmede armlæn, afkølede eller opvarmede kopholdere, panoramaglastag – som er 23 procent større end forgængeren, trådløs opladning af mobiltelefonen samt en hel række underholdningssystemer.

Valgfri off-road pakke

Der er premiere på en valgfri Off-Road pakke, der som nævnt inkluderer luftaffjedring på begge aksler og elektronisk styret differentiale.

Med luftaffjedring kan frihøjden justeres med op til 80 mm. Der kan vælges mellem forskellige køreindstillinger, afhængigt af underlaget; xSand, xRocks, xGravel (grus) og xSnow. Nyt er også tilvalg af Integral Active Steering, som er hastighedsafhængigt firehjulstræk.

Fås med laserlys

Den nye BMW X5 kommer standard med LED-forlygter. Som noget nyt kan der nu som ekstraudstyr vælges BMW Laserlight med adaptive LED-forlygter. BMW Laserlight lyser vejen op 500 meter forude.

Bilen fås med de nyeste sikkerhedssystemer og som en del af Driving Assistant Professional-pakken fås ”Emergency Stop Assistant”.

Dette system sikrer føreren af bilen, hvis denne skulle blive passiv som f.eks. ved sygdom. Systemet nedbremser bilen automatisk og styrer den et sikkert sted hen – bl.a. i nødsporet. Systemet virker ved hastigheder mellem 70 og 100 km/t. Katastrofeblinket og automatisk SOS-opkald aktiveres samtidigt.

BMW X5 produceres på fabrikken i Spartanburg, South Carolina i USA ligesom BMW X3, X4, X6 og den kommende BMW X7.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk