Franske Renault Kangoo er blevet valgt til Årets Bil i Danmark 2022, og den gentog sejren i Europa med International Van of the Year 2022 – sammen med søstermodellen Mercedes-Benz Citan.

Næste år kommer bilerne i øvrigt også som elbiler – som vi har prøvet Kangoo E-TECH elektric som prototype i forbindelse med et arrangement i Paris for et par måneder siden.

Lige nu fås den dog kun med diesel- og benzinmotor. Og p.t. kun den korte udgave – Maxi-udgaven kommer også næste år.

Citan er iøvrigt først ved at blive præsenteret herhjemme nu.

Foran flere el-varebiler

Vi har dels prøvet den nye Kangoo ved det allerførste pressemøde i sommer, i forbindelse med Årets Varebil-kåring i september, som el-udgave i Frankrig – samt i forbindelse med normalt testforløb herhjemme.

Priserne fik de nye vindere overraskende foran en række elektriske varebiler – men Kangoo fik herhjemme prisen ikke mindst, fordi den franske fabrik har udviklet et helt nyt varerum på den lille varebil.

Renault Kangoo fik iøvrigt også International Van of the Year prisen i 2012 for den første elektriske Z.E. udgave.

Sjældent med nytænkning

Det er meget sjældent, at der sker nytænkning, når det gælder udformning af varerummet på især en mindre varebil.

Men med den helt nye Renault Kangoo har udviklingsfolkene forstået at udvikle en åbning i siden, så den går fra 630 mm i den normale udgave til 1.446 mm. i den korte L1 udgave med de såkaldte ”Open Sesame” døre.

Citan fra Mercedes-Benz har ikke denne udformning – det er et rent Renault-anliggende.

Eventyrligt

”Sesan Sesam luk dig op” kendes fra 1001 Nats Eventyr – og udformningen er nærmest også eventyrlig – for nu kan man få bakset alverdens gods ind fra siden, når først man har skubbet passagersædet ned i bunden af bilen og drejet et gitter ind mod førersædet.

Men man skal lære systemet at kende, for det er lidt stramt at betjene i begyndelsen.
Nakkestøtten skal tages af og lægges i en rum under sædet, der ses, når sædepuden er vippet frem.

Derefter skubbes ryglænet ned i bunden – og gitteret frigøres og drejes rundt mod førersædet. Herefter drejes reolen så rundt i den brede åbning.

Plads til to europaller

Importøren havde fået installeret det særlige Sortimo-reolsystem, der kan drejes rundt, så det i stedet for at stå fast bag adskillelsen nu kan drejes ud mod vejen, når skydedøren er åben og højre sidedør er lukket op.

Stort plus er det også, at der er plads til to europaller i varerummet – samtidig med, at Sortimo-reolen kan drejes fra sin position bag gitteret, når man kører – og til sin position i siden, når man skal arbejde.

Letter arbejdet

For således slipper en montør nu for at kravle ind i bilen for at hente reservedele og fittings. Open Sesam, som også kaldes ”Easy Load” er et system, hvor B-søjlen er væk – og hvor forstærkningerne er i skydedøren, i taget og i vangen.

Men passageren var også lidt utilfreds over det faste passagersæde med ret lodret sæderyg – men ellers kan man ikke skubbe sædet ned i bunden.

Derfor er der også kun varme i selve førersædet. Førersædet kan også indstilles i højden – men sæderyggen er ikke trinløs.

Rimeligt prisniveau

Prisniveauet er rimeligt. Hvor basisudgaven uden Easy Load system i L1 udgave med 6-trins manuelt gear skal koste 167.091 kr. plus moms – så koster den 130 hestes udgave L1 udgave med 7-trins EDC dobbeltkoblings-automatgear og Easy Load døre kun ca. 11.000 kroner mere inklusive Techno-pakke (som i sig selv kun koster 3.700 kr.)

Teknikken er kendt – det vil sige 1,5 liters, 95 hk turbodieselmotor, så den trækker fint med tilpas lavt støjniveau – men med en del resonans fra varerummet, da der jo ikke er en fast adskillelse i Easy Load udgaven.

På en langtur skulle der også tales højt med passageren – især ved motorvejsfart.

Kører 19,2 km/l i snit

Mens vi er ved motoren – den er økonomisk med 19,2 km/l som WLTP opgivelse – og smidig. Den trækker fra 1.300 omdrejninger – og det vil sige fra 50 km/t i fjerde gear og fra 65 km/t i femte gear. Gearskiftet er ganske letgående.

Vi skal også pege på, at frontklappen ved service holdes oppe af to gasdæmpere – noget man normalt kun ser på dyrere personbiler.

Vi testede bilen med cirka 300 kg ballast – sandsække plus reolopbygning – og den vægt har bilen ikke problemer med at trække.

Fås med automatgear

Har man behov for bedre ydeevne, så kan man også få den med 130 hk dieselmotor – og her også med muligt valg af automatgear.

Der er fartpilot og fartbegrænser, men adaptiv fartpilot skal bestilles ekstra.

En hill-holder holder kortvarigt bilen tilbage ved start på en bakke. En ECO-knap sparer lidt på dieseldråberne.

Trådløs telefon-opladning

Man sidder dog godt bag rattet – og instrumenteringen er nærmest personbilsagtig a la Clio med lille handy rat. Der er også en stor 8-tommer touch-screen – men ingen fabriksmonteret navigation.

Vi skal nævne et rum over instrumentbrættet med to usb-stik – men der er også trådløs opladning af mobiltelefonen. Ved siden af rummet er der en åben bakke.

God aflæggeplads

Vi savnede en lås på handskerummet, men der er ellers god aflæggeplads på 66 liter – bl.a. midterboks samt aflægge-hylde over forruden i bilen bredde, og der er plads til store flasker i dørene.

Men kabinen er præget af meget hård, sort plast – men så er den jo lettere at rengøre, kan man sige. Kangoo er 18 cm længere end forgængeren, er lidt bredere – og med samme højde som forgængeren.

1.500 kg. trailervægt

Vi kan også nævne varerummet på lidt over tre meter og 3,9 kubikmeter.

Med anhængertræk følger Trailer Sway assistent. Trailervægt med bremser er 1.500 kg.

Fælles for Kangoo modellerne er mulighed for brede underhængte bøjler i varerummet med åbning på 550 mm til transport af stiger – mens gulvet er frit. Standardudgaver (uden Sesame dør) fås med tre sæder i kabinen.

Højt sikkerhedsniveau

Sikkerhedsmæssigt har franskmændene opdateret den lille varebil betydeligt – bl.a. elektrisk p-bremse, aktiv nødbremse og sidevindsassistent.

Endda med fuld pakke, hvis man tilkøber technopakke til 3.700 kroner – med bl.a. Rear View assistent med digitalt bagspejl, så man kan se om bag bilen.

Dertil Blind Spot blindvinkel-assistent, linjevogter, bakkamera, skiltegenkendelse, 4,2 tommer TFT-farveskærm mellem hovedinstrumenterne, p-sensorerog vidvinkelspejl i højre solskærm. Bilen kan også selv parkere.

Office-pakke

En særlig office-pakke byder på varme i rat og sæder, navigation og trådløs opladning af mobiltelefon. Nu er der også adgang til bilen uden at bruge nøgle, hvor man bl.a. via en app får adgang separat til kabine og varerum.

Kangoo er netop testet i EuroNCAP crashtesten – dog alene som personbil, som ikke skal sælges herhjemme. I testen må bilen nøjes med fire ud af stjerner i nyeste testudgave.

Det er ikke meget, der skiller Renault Kangoo fra at få fem Euro NCAP-stjerner. En manglende airbag mellem de to forreste sæder og en mindre god score i den nye sidekollisionstest er det, den falder på.

Fås med antispin

Bilen fås ikke i 4×4-udgave (som den allerførste Kangoo) – men fås med antispinsystemet Extended Grip.

Den nye bil er meget anderledes end forgængeren. Den er nu bygget på en ny C-platform og er knap så kantet – men rundere og mere mere rund og SUV agtig i linjerne.

Eludgave i 2022

I 2022 ankommer som nævnt Z.E. eludgaven – nu med 43 kWh batteri og 25 pct. længere rækkevidde på nu 270 km (WLTP tal) mod 220 km i dag – og nu også med varmepumpe.

Den nye Z.E. udgave kan oplades med jævnstrøm (DC) på 75 kWh mod kun vekselstrøm (AC) i dag. Altså til en opladning på 80 pct på 40 minutter i stedet for fire timer.

Ydelsen er 100 hk. Med vekselstrøm kan man også lade med 22 kWh i den nye Kangoo Z.E.

Brint-Kangoo

Renault er jo gået ind i brint-tidsalderen – og den nye Kangoo vil formentlig kunne fås i brintudgave indenfor et par år.

Vi har tidligere prøvet prototypen af Kangoo samt Master i brintudgaver før Corona-krisen – og de kører jo og opfører sig præcis som elbiler – de har bare længere rækkevidde og ”tankes” lige så hurtigt som en dieselbil.

Renault Kangoo og eludgaven E-TECH Electric produceres på Renault fabrikken i nordfranske Maubeuge, der producerer varebiler til hele verden – blandt andet er det også her, hvor Mercedes Citan og Nissan Townstar søstermodellerne produceres. Nissan er alliancepartner med Renault.

Tekniske data Renault Kangoo 95 hk Open Sesame:
Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Slagvolumen: 1.461 ccm.
Ydelse: 95 hk v. 3.000-3.750 omdr.
Drejningsmoment: 260 Nm v. 1.750-2.000 omdr.
Forbrug WLTP: 19,2 km/l
CO2 udslip: 141 g/km.
Miljø: Euro 6-D Full.
Topfart: 164 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 13,3 sek.
Træk: forhjulstræk.
Trækkraft i 4. gear: fra 50 km/t (1.300 omdr.)
Trækkraft i 5. gear: fra 65 km/t (1.300 omdr.)
Gearkasse: 6 trins manuel.
Tank: 54 liter. AdBlue: 16,3 liter.
Bremser: vent. skiver/tromlebremser. ABS, esc.
Varerum: 3,9 kubikmeter.
Varerum basis: 1.806 x 1.570 x 2.115 mm.
Hjulkasser: 1.248 mm.
Læssehøjde: 635 mm.
Sidedørsåbning Sesame døre: 1.446 x 1.115 mm.
Bagdøre åbning: 90 grader.
Bagdøre: 1.256 x 1.115 mm.
Dæk: Continental EcoContact 6 – 195/65 R 15.
Affjedring for: Uafhængig m krængnings-stabilisatorer.
Affjedring bag: Semiuafhængig bag.
Akselafstand: 2.716 mm.
Styretøj: Tandstang. Elektrisk.
Vendediameter: 11,3 m.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Pris testbil ekskl. moms: 167.091 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk