Fords fabrik i Craiova i Rumænien har netop fejret, at fabrikken indtil nu har produceret én million biler siden Ford overtog fabrikken i 2008 – og byggede biler året efter.
Ford lagde ud med Ford Transit Connect varebilen i første udgave – frem til 2013- og Mini-MPV bilen B-Max fra 2012 til 2017.
Senest har det været SUV modellen EcoSport siden 2017 og Puma EcoBoost Hybrid siden 2019. Både B-Max, EcoSport og Puma har været udbudt som varebiler i Danmark.
Elektrisk Transit Courier-afløser
Tidligere i år annoncerede Ford, at man har planer om at investere yderligere op mod to milliarder kroner i fabrikken, da den fra 2024 skal producere varebiler – først med benzin- og dieselteknologi – og derefter med el-teknologi.
Der skulle være tale om afløseren for Fords mindste og kompakte varebil, Transit Courier.
Aftalen mellem Ford og VW
De store Ford Transit varebiler for Europa skal fortsat bygges i Fords store fabrik i Tyrkiet. Her skal Ford også bygge den kommende Volkswagen Transporter som led i en aftale mellem de to bilkoncerner.
Den betyder, at Volkswagen har overtaget produktionen af den mellemste Ford Transit Connect udgave – det sker på VW Caddy fabrikken i Polen.
Ford skal også bygge VW Amarok – fra 2022 – det vil ske sideløbende med produktionen af Ford Ranger i Sydafrika.
Investeret 13 mia. kroner
Efter at Ford købte 72,4 pct. af fabrikken af den rumænske regering i september 2007, har man investeret mere end 13 mia. kroner i fabrikken, der i dag huser cirka 6000 ansatte og mere end 600 robotter.
Allerede i 2009 var Fords ejerandel af fabrikken oppe på 95,6 pct.
Hybrid-rallybil
Højdepunktet på festlighederne på fabrikken i anledning af de én millioner biler var præsentationen af en helt særlig Puma-model: Den nye ”M-Sport Ford Puma Hybrid Rally1,” der får debut i FIA World Rally Championship (WRC) i det klassiske Monte Carlo Rally i januar 2022.
Den nye Ford Puma Hybrid Rally1 er således Fords første konkurrencebil, der er udstyret med næste generations hybrid drivlinje, der opfanger al energi, som normalvis ville gå tabt i forbindelse med eksempelvis opbremsning. Bilen opfanger energien i sit 3,9 kWh batteri.
Bilen kan også køre på ren el mellem etaperne i et rallyløb, og batteriet oplades på bare 25 minutter ved hjælp af en ladestander.
Første bil var en Citroën
Den rumænske fabrik blev i øvrigt bygget i 1976 – som led i et samarbejde med Citroën – og byggede fra begyndelsen den lokale udgave af Citroën Axel, kaldet Oltcit. Citroën ejede 36 pct. af aktierne.
Citroën trak sig ud i 1991 – og efter nogle år med en lokal Oltcit model, blev der indgået samarbejde med koreanske Daewoo om produktion bl.a. af deres Espero model og senere også Matiz- og Nibira modeller.
General Motors købte Daewoo i 2001 – og man ville ikke have en eksport af de nu omdøbte Chevrolet-biler til Vesteuropa. Så det blev kun til lokal produktion – indtil regeringen til sidst (2006) købte GM ud – og aftalen med Ford så kom i stand året efter.