Fiat Professional har netop præsenteret den nye udgave af Fiat Ducato i Danmark – noget forsinket på grund af Corona-situationen, men selv om ændringerne udvendigt stort set er begrænset til et nyt logo på fronten, så er der meget nyt teknisk og indretningsmæssigt.

Udover ny kølergrill og det nye Fiat bomærke, er der dog også kommet LED forlygter og LED kørelys i frontdesignet. Vi skal også nævne en bred sideliste på bilen, så man undgår buler ved parkering.

Meget vigtigt er en ny 2,2 liter dieselmotor, som afløser den meget populære 2,3-liter motor, som blev delt med Iveco’s Daily-serie. Iveco kører videre – men Fiat skifter på grund af miljøbestemmelser. Begge produceres af Fiat Power Train.

Alfa Romeo arkitektur

Men der er ingen grund til bekymring, for den nye teknik er mindst lige så smidig.

Motoren er i princippet arkitektonisk hentet fra Alfa Romeo Guilia – men her i støbejernudgave i stedet for aluminium.

Testbilen havde en 140 hk motor – opdateret efter seneste Euro 6d Final miljøkrav. Motoren er syv procent mere økonomisk end tidligere – bl.a. gennem en vægtbesparelse på 15 kg.

Smidig motor

Vi har for første gang prøvet den nye 2022 Daily herhjemme – for pandemien betød, at vi ikke har fået prøvet den i Italien, da den blev præsenteret første gang.

Og vi kan kun fremhæve maskinen for dens smidighed, som den har arvet fra forgængeren, som bl.a. har været årsag til dens popularitet som camper.

Der er fornemt, at der i femte gear er trækkraft fra 35 km/t – og i sjette gear endda fra 45 km/t. Begge fra 1.000 omdrejninger.

Bedre manuel gearkasse

Så der er sjældent behov for hyppige gearskift – selvom det er nemt, for Daily har samtidig fået en ny 6-trins manuel gearkasse, der er ganske letgående – måske lige bortset fra første og andet gear, som er lidt kantede, men bilen var da også helt ny.  For 10.000 kroner ekstra kan man dog få 9-trins automatgear.

Ved motorvejsfart og høje omdrejninger er den dog ikke helt støjsvag – og man skal tale højt for at kommunikere med medpassagerer. Der skal også skrues op for radioen.

Men Fiat Professional har bygget en bil, der er mere støjsvag end forgængeren – og vi skal ile med også at rose den forbedrede samlekvalitet.

Nyt, mindre rat

Det føles straks efter at være kommet ind bag rattet – hvor vi i testbilen også fandt bl.a. varme i forruden og et velfungerende ventilationssystem, der styres på skærmen i form af en figur med pile.

Kabinen er i det hele taget nydesignet med nyt og mindre rat – i læder – der betyder lettere styrbarhed. Bilen melder konstant, at man skal holde fast i rattet – selv om man gør det. Man skal nemlig holde på rattet ”to minutter i to” før der er ro.

Man sidder faktisk rimeligt bag rattet, der dog kun indstilles horisontalt – og så skal man leve med, at hjulkasserne fylder meget i kabinen – og man derfor ikke kan strække venstre ben. Ellers er kørestillingen god.

Gode køreegenskaber

Der er bedre støtte i sæderne, der er forbedrede og mere komfortable sæder gennem ny polstring og design. Og så er der varme – og armlæn. Vi skal også nævne en-zone klimaanlæg. Standard er fartpilot – den er dog ikke adaptiv. Men det kan tilkøbes.

Køreegenskaberne er ganske gode, men en stor kassevogn krænger altid noget. Den nye Ducato er faktisk ganske velkørende og behagelig.

Vi har prøvet den både med sommerdæk (Bridgestone) og vinterdæk (Firestone), og med vinterdækkene er den – især uden læs – lidt hård i affjedringen.

10 tommer touchscreen

Vi noterede os i testbilen digital instrumentering med stor 10 tommer touchscreen med navigation, hvor fem tommer dog er standard.

Bilen havde også to usb-stik, 12 volt stik, varme i førersædet, kamera bag og monitor i kabinen i stedet for traditionelt bakspejl og hele tre kopholdere.

Der er mere aflæggeplads, i kabinen – bl.a. var der i testbilen en hylde i bilens bredde over forruden – mod merpris – men der er ingen handskerumslås. Der er kraftigere beklædning af dørsiden med ekstra aflæggeplads.

Mere letgående skydedøre

Kvalitetsforbedringen mærkes også, når man åbner de mere letgående skydedøre i varerummet. I varerummet talte vi 13 fastgørelseskroge, men der mangler trin til at lette indstigning til varerummet både i siden og bag. Der er højt op.

Sikkerhedsmæssigt er der som nævnt mulighed for adaptiv fartpilot med stop og go, nødbremse med cyklistgenkendelse, blindvinkelassistent, skiltegenkendelse, trailerstabilitetskontrol, tågelys for og bag, sidevinds-assistent, linjevogter og digitalt bakspejl.

Dertil er der tillige mulighed for elektrisk håndbremse, Alexa stemmestyring, digitalt bakspejl og trådløs mobiloplader.

Udstyr for 47.000 kr.

For testbilen var også virkelig veludstyret – med ekstraudstyr for 47.000 kroner, som er sjældent i en varebil.

Vi har nævnt et par detaljer – men kan ikke nævne alle (18) detaljer. Vi har dog samlet et par vigtige detaljer fra ekstraudstyrslisten: Den digitale instrumentering med 10 tommer touchscreen, DAB radio, navigation og Apple Car Play alene koster eksklusive moms ekstra 6.500 kr.

Dertil kommer digitalt bakspejl 4.300 kr., indfarvede kofangere 4.874 kr., trådløs mobiloplader 2.600 kr., varme ved forrude 4.063 kr. og blindvinkelassistent 2.600 kr.

Masser af opkobling

Når det gælder opkobling er listen også lang – med UConnect med Fiat-app, der giver status over køretøjet, MyAssistent fortæller om nedbrug, med MyRemote kan man låse bilen op, MyCar er brændstofniveau, MyNavigation viser distination og MyFleetManager flådestyring.

Fiat Professional i Danmark har meldt begyndelsesprisen for den nye Ducato ud. Billigste L2H1 version med 140 hk og manuel gearkasse koster 210.000 kroner plus moms.

Merprisen for L2H2 udgaven såvel som merprisen for automatgear er beskedne 10.000 kroner.

Del af Stellantis

Fiat er nu en del af Stellantis-gruppen – sammen med PSA-gruppen i Frankrig.

Ducato bliver 40 år i år – og bygges sammen med Stellantis-søstrene Peugeot Boxer og Citroën Jumper (samt Opel Movano) på én af de største varebilfabrikker i Europa – i italienske Atessa ved Val di Sangro i området Abruzzo.

Der er 10.000 varianter at vælge imellem. 1.170 varebiler forlader fabrikken hver dag. Det er Fiat Professionals største produktionssted med bl.a. 722 robotter (heraf de 59 i maleafdelingen).

Eludgave af Ducato klar

Gennem tiden er det blevet til mere end tre millioner eksemplarer fordelt på et utal af forskellige varianter af den italienske varebil.

Med 150.000 solgte eksemplarer er Fiat Ducato det mest solgte erhvervskøretøj i Europa i 2020. Herhjemme blev der solgt 804 Ducato, hvilket rakte til en 13. plads.

Eludgaven eDucato er også klar i Danmark – og vi vender snarest tilbage med en test af billen, som kommer i to udgaver med tre eller fem batterimoduler – det gælder både med elektriske udgave med WLTP rækkevidde på 280 kilometer i snit og op mod 325 km i bytrafik.

Faktaboks Fiat Ducato MJT 140 hk:
Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Slagvolumen 2,2 liter.
Ydelse: 140 hk.v. 3.500 omdr.
Moment: 350 Nm v. 2.500 omdr.
Gear; 6 trins manuel.
Miljø: Euro 6d Final.
Forbrug WLTP snit: 11,9 km/l.
CO2 udslip: 220 g/km.
Topfart: 153 km/t.
Trækkraft i 5./6. gear: fra 1.000 omdr. (35/45 km/t).
Køreklar vægt: 2.285 kg.
Totalvægt: 3.340 kg.
Trailervægt med bremser: 2.500 kg.
Varerum: 10 kubikmeter.
Dæk: Firestone Vanhawk 2 Winter 225/70 R15.
Priser L2H1 fra: 210.000 kr. plus moms.
Testbil uden udstyr: 215.900 kr. plus moms.
Testbil med alt udstyr: 262.900 kr. plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk