Der var masser af besøgende på årets Åben Grusgrav arrangementer, som sædvanen tro blev arrangeret her i efteråret – arrangeret af Volvo Entreprenørmaskiner i samarbejde med Volvo Group Trucks Danmark.

Der var arrangementer i Kallerup Grusgrav ved Hedehusene, i Galten ved Aarhus samt i Aars og Rødekro.

Det er femte gang, at Åben Grusgrav foregår – og de besøgende kan her både få ture i entreprenørmaskiner og i lastbiler – samt i Master og D-linje lastbiler fra Renault Trucks.

Ankermand for sidste gang – måske
Ankermand i år var for sidste gang Per Buhl fra Volvo Entreprenørmaskiner i Tavlov. Han har haft kontakten med ejerne af grusgravene – og sørget for den populære fortæring.

Han går på pension sidst på året efter over 30 år i selskabet – men måske kan han fortsætte som konsulent.

I alt fire lastbiler var til rådighed – FH og FMX, alle med 13 liters 540 hk motorer. Men de var desuden vidt forskellige – og viste det nyeste indenfor Volvo Trucks teknologi så som Volvo Dynamisk Styring og I Shift med krybegear.

Maksimal last
Der var en FMX 8×4 solobil med luftaffjedring og wirehejs med Hiab XS kran, desuden var der en FH 8×4 tandempusher med luftaffjedring og 60 tons vogntogsvægt med pendeltip og kærre, en FMX med 8×4 Pusher tridem med langchassis – med trailer – samt FH 6×4 med tandemaksel, luftaffjedring samt I shift og krybegear samt tandemakselløft – også med kærre. Alle køretøjer var lastet maksimalt.

SAWO havde sørget for opbygninger så som kraner, trailer, kærre og wirehejs. En enkelt tiptrailer var fra Meiller Kipper.

Renault Master Oberaigner
Med til alle arrangementer var en Renault Master service vogn med trailer – med de fleste nødvendige reservedele, så et lille service kan klares på stedet. Volvo Entreprenørmaskiner har 45 af disse køretøjer i Danmark.

Særligt interessant var en Master 4×4, opbygget af Oberaigner, en østrigsk virksomheden med fabrik i Rostock. Den klarede de fleste udfordringer – og den var som en ilter bjergged i forhold til de store lastbiler. Alle biler kørte kun på et lukket område.

Entreprenørlastbilerne er et naturligt indslag i et entreprenør-arrangementet som dette – og de fleste af kunderne til gummihjulslæssere og dumpere er da også ejere af adskillige lastbiler. Teknisk er de meget ens på flere punkter – bl.a. er motorerne udviklet sammen.

Leave A Reply