Biler i dag skal helst se ud som om de kan forcere både skove og bjerge – derved opstod crossover typen – opfundet af Nissan med deres Qashqai – men siden er biltypen blevet meget populær i det meste af verden.
GM-datterselskabet Opel vil også være med på denne bølge, og det bliver derfor nu oplyst, at der næste år bliver præsenteret en slags overbygning til Mokka-X, der snart har premiere herhjemme. Crossland-X hedder bilmodellen, der dog ikke kan fås med firehjulstræk.
Mokka X, der er en kompakt SUV model, har været en stor succes for Opel med over 600.000 solgte biler i Europa.
Kompakt CUV
Crossland X er helt præcist en kompakt CUV.
Det er en crossover, der ved sin frihøjde og karrosseriform ligner en SUV, men er mere familieorienteret og knap så rå i sit design.
Kunderne er ikke så interesserede i firehjulstræk. Opel Crossland X tilpasser sig dermed den trend, der er i Europa mod høje og rummelige, men alligevel sportslige biler.
Siden 2010 er salget af SUV’er og CUV’er femdoblet I Europa. Crossland X forventes at blive introduceret på det danske marked i midten af 2017.