(HANNOVER)

Man har altid været lidt uvenner med den venstre hjulkasse, når man kørte Ford Transit. Med lidt held kunne man liste venstre fod ind ved koblingspedalen, men det var akavet.

Men med det nye 6 trins automatgear, SelectShift, der har verdenspremiere til Transit på IAA transportmessen i Hannover, der åbner i denne uge, er alle problemer løst: nu kan man strække venstre fod og få forbedret komfort i dagligdagen – i bykørsel som på langturen.

Vi har testet de nye Transit
Vi har smugkikket på det nye automatgear i dag – ved en test på lokalvejene udenfor Hannover – med en del trafik – så her skulle man være vågen. Automatgearet betyder bare også, at man kan koncentrere sig om trafikken – og dermed forbedre trafiksikkerheden.

Med det være ikke sagt at vi er hovedkulds forelskede i Fords automatgear i Transit. Jeg så gerne, at det havde været en dobbelt-koblings gearkasse som i Fords personbiler. Nu må man så leve med en lille forsinkelse, når man skal accelerere ved f.eks. overhalinger.

Og når så bilen får sat i gang ved et kick-down acceleration, er det med et voldsomt skub i ryggen. Men det var også en kraftig 170 hk udgave, vi prøvede. Fra stilstand som et lyssignal accelererer bilen stille og roligt op – og det virker udmærket.

Spændende manuel-mode
Også ved valg af manuel mode er der ingen problemer. Det er faktisk utroligt behageligt at arbejde med gearskiftet, idet skifte-kontakterne sidder på gearstangen – plus for op i gear, minus for ned i gear. Så kan man jo bare købe en manuel udgave – nej, for komforten for venstre ben er jo intakt.

Vi kender endnu ikke prisen på automatgearet, der har været tilgængeligt alene på det amerikanske marked i en længere periode.

”Vi regner med at have priser i løbet af oktober, og man kan sikkert bestille bilen i december med levering formentlig i februar,” siger salgschef for erhvervsbiler hos Ford-forhandler Andersen Biler, Lars Christensen.

Nu også med luftaffjedring
Den anden nyhed på IAA er luftaffjedring til Transit, som vi også prøvede i dag i en Tourneo busudgave.

Vejene, som Ford havde valgt, var måske ikke så udfordrende – men vi fandt nogle endnu mindre og hullede veje, og vi må sige, at det virker godt. Vi var seks mand i bilen, og folkene på bageste række følte sig godt tilpas, selv når vi forcerede skarpkantede huller i vejen.

Testbilen var udstyret med en 130 hk maskine – og skal man se på salget af bilerne, ville den 130 hk udgave have passet bedre i bilen med automatgear. De færreste kunder vælger så sporty en udgave. En bus kan derimod sagtens være udstyret med den kraftige maskine.

Bladfjedre og luft
Ford har både bladfjedre og luftbælge til at klare affjedringen i den nye udgave, som også kan fås i begyndelsen af 2017. Det forventes at især minibusudgavene – det vil sige til hyrevogn og som shuttebus – vil vælge luftaffjedringen, hvor priserne også p.t. er ukendte.

Udstyret i bilen med automatgear har også helt overdådig: Titanium er sjældent set i varebiler – og vi kan nævne esc stabilitetskontrol, sidevinds stabilitets system og bakkamera. Bilen med luftaffjedring var mere skrabet.

For begge biler gælder det, at skærmen for navigation var meget lille – næsten for lille til at køre både bil og se på skærmen samtidig.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk