Volvo Truck har præsteret, hvad nok de færreste lastbilproducenter nogensinde har gjort: Forny hele modelrækken på godt et år – samtidig med at datterselskabet Renault Trucks er ved at gøre det samme.

Det kræver en god økonomisk ballast, men nu er Volvo-koncernen jo også blevet verdens største lastbilproducent efter indgåelsen af et joint venture forhold med kinesiske Dong Feng.
Vi var i Göteborg for at prøve de nye lastbiler, som har været vist på forskellige udstillinger – men som ingen journalister endnu havde prøvekørt.

I øvrigt et arrangement, som varer frem til november med præsentationer for både presse, sælgere og kunder.

De nye produkter er skåret efter samme læst som FH – med en markant front med Volvos jernmærke flyttet op under forruden samt brug af de V-formede LED diodelys som kørelys. Man er ikke i tvivl om, at der kommer en Volvo imod én på vejen.

Dynamisk styring
Den vigtigste nyhed, når vi taler volumen, er nok den nye FM model, som vi prøvede både med og uden dynamisk styring – dynamisk styring er en stor behagelighed på dårlige vejbelægninger.

Merprisen på cirka 20.000 kroner er godt givet ud, hvis man vil have ekstra komfort. I en solobil på en god landevej kan systemet måske virke noget kraftigt.

Den nye FM serie er lettere end før (FM11 hele 75 kg) – trods Euro 6 anlægget. Motorerne er på 11 eller 13 liter – 11 liter motoren med og 13 literen med enhedsinjektorer.

Så er det måske endnu vigtigere på den nye entreprenørbil FMX, hvor den nye styring helt eliminerer rystelser i rattet ved kørsel på ujævn vej og ujævnt terræn som i den grusgrav vi kørte.

FM og FMX med I-shift
FM og FMX tilbydes som noget nyt også med I-Shift automatgearkasse – så man nu kan koncentrere sig om at styre bilerne. I Shift tegner sig i dag for 60 pct. af gearkasser i FH serien – hvor det kun var 14 pct. i begyndelsen.

Vi kørte en rute på cirka 80 kilometer med FM modellen, hvor jeg dels kørte en FM trækker med I-Shift i gearstang og en mindre solobil med I-Shift med kontakter placeret på ratstammen, ligesom i de mindre I-Sync systemer. Jo mere automatik, jo mere har man tid til at holde øje med trafikken.

Næste år kommer I-Tough gearskiftet, der er en dobbeltkoblingsgearkasse, der også vil revolutionere lastbilmarkedet.

I kabinen er der nye og mere kompakte sæder (10 mm smallere), en tilpasset instrumentering – knap så omfangsrig som i FH.

Helt nye motorer
Nyt i den forbindelse er, at FE modellen også kan fås med I-Shift, hvor den før kun kunne fås med I-Sync automatgear. FL modellen fortsætter med I-Sync gearkassen.

Motormæssigt er det faktisk de så FL og FE modeller der byder på størst nyheder: nye motorer på henholdsvis fem og otte liter (D5 og D8). 12 liters FL har i øvrigt fået 500 kg øget lastekapacitet.

Væk er de tyske Deutz motorer – ind er Volvos in-house motorer, udviklet i Japan af datterselskabet UD, raffineret i Indien – og bygget færdige til de små Volvo trucks hos Volvo Powertrain SA i Lyon i Frankrig.

Sådan udnytter man, at man er et verdensomspændende firma. Man tager fra alle hylder.
De nye motorer er også meget lettere, ligesom chassiset er fem cm lavere gennem mindre dæk.

Fint gangkultur i FL maskine
Testen af FE og FL foregik på Volvos eget areal ved Torslanda – nærmest som slalom mellem hundredvis af nye opstillede Volvo personbiler. Især den mindste 210 hk FL overrasker med en utrolig gangkultur og lavt støjniveau i forhold til andre lastbiler i samme klasse – og med masser af accelerations-formåen trods 80 pct. belastet.

Man kunne få bilerne både med I-Sync automatgearkasse til de mindste FL, I-Shift til de større FE – og til FE ligeledes det amerikanske automatgear  Allison, som ofte bruges til renovationskøretøjer. Her har Volvo er stor andel af markedet.

Vælger man den nye FL er brændstoføkonomi samtidig to pct. bedre end forgængeren med manuelt gear. Volvo tilbyder også et Fuel Advise Service med rådgivning, der kan give fem pct. bedre økonomi. Med en guldkontrakt, som også fås til FM, kan værkstedet være online med lastbiler og opdage fejl og slitage i god tid, så bilen kan blive serviceret.

Esc er standard
På sikkerhedssiden er esc (ESP) nu standard i FL og FE. Designet er lagt helt op ad FM og FH med de V-formede LED-kørelyslygter.

FL og FE produceres nu i franske Blainville, hvor Renault Trucks bygger deres D-linje pendant. Bilerne har samme struktur – men altså anderledes design.

Volvo har stadig sine anparter i den tyske Deutz fabrik – fordi man bruger deres motorer til både Penta bådmotorer og til Volvo Construction entreprenørmaskiner.

FL og FE lastbiler kører modsat deres større ”brødre” ofte i flere år i en flåde – måske op til 10 år hos storflådekunder, så her ser man ofte brugen af servicekontrakter.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk