For at sikre optimal sidde komfort for chaufførerne, uanset størrelse, har Iveco i Norden i samarbejde med den tysk sædeproducent Isringhausen udviklet en sædekonsol med mange indstillingsmuligheder.

Der er tale om en nyudviklet sædekonsol, som udvider justeringsmulighederne, så man kan opnå optimal siddekomfort til høje som lave chauffører. Konsollen kan fås i Iveco Stralis Hi-Way i stedet for standardkonsollen.

Til kunde i Lille Skensved
Iveco-forhandler Im Jensen & Bache A/S i Padborg har således lige monteret de nye konsoller i to nye tre-akslede Iveco Stralis med 560 hk, som er leveret vognmandsfirmaet H & E Sejersen Transport i Lille Skensved ved Køge.

Der er tale om ekstraudstyr til Iveco, og konsollen bliver inden leveringen af den nye lastbil monteret hos Iveco.

”Det har virkelig hjulpet,” siger Jørgen Jensen, der er kørende disponent hos H & E Sejersen Transport.

Indkøb og disponering
Udover at disponere tankvognene hos transportvirksomheden i Lille Skensved står han også for indkøb af lastbiler og trailere. Derfor var han også interesseret i at finde en løsning på de pladsproblemer, som nogle af chaufførerne oplevede i de nye Iveco Stralis Hi-Way, der blev leveret før sommerferien.

Jørgen Jensen kom i dialog med Iveco’s testchauffør og konsulent Jørgen Andreassen, som anbefalede løsningen med den nye konsol, som sænker højden med fem-seks centimeter. På den måde kunne chaufførerne få bedre ergonomi – og føle sig på højde med chauffører i andre biler med hensyn til kørselskomfort.

God adgang og plads
Hos Iveco North Europa & Baltics A/S, der blandt andet omfatter Danmark, siger Marketing- og Product Manager, Jan Nørskov Pedersen, at den nye konsol opfylder et ønske hos de vognmænd og chauffører, som har haft svært ved at komme ubesværet på plads bag rattet på den ene eller anden måde – eller finde en behagelig kørerstilling bag rattet.

”Det er ikke tale om nogen patentløsning, men en løsning, der er optimeret til på samme tid at tilfredsstille større og mindre chaufførers pladsbehov bag rattet, og når de skal ind og ud af førerhuset, siger Jan Nørskov Pedersen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk