Hvad der begyndte med et cykel- og autoværksted på Oddervej i Aarhus i 1945, er i dag en verdensomspændende virksomhed med produktion af nogle af verdens bedste lastbilsmonterede kraner.

Højbjerg Maskinfabrik A/S fylder 70 år i år – og har i år tillige opnået det bedste resultat nogensinde.

Virksomheden, som er verdenskendt under navnet HMF Group A/S, har i dag 550 medarbejdere rundt om på jordkloden – og kunder i mere end 50 lande.  

Hård begyndelse
Det var Arne Bundgaard Jensen, som stiftede HMF – og det var en hård begyndelse, hvor han måtte sælge sin Nimbus motorcykel og desuden låne penge af sin far for at overtage værkstedet i Aarhus.

Succesen er skabt gennem vedvarende produktudvikling og et kompromisløst fokus på kvalitet og service gennem alle virksomhedens leveår.

Det er ingen tilfældighed, at HMF opnår det bedste resultat nogensinde i år, fortæller koncerndirektør Ove Trankjær.

Ved at høste frugterne
Virksomheden er ved at høste frugterne af mange års målrettede investeringer i produktudvikling og automatisering af produktionen. Tilsammen har det sikret et omfattende, moderne kranprogram og hurtigere leveringstider til virksomhedens mange trofaste kunder.

”I 2007 investerede vi i en massiv udbygning af fabrikken i Aarhus. Produktionen blev standardiseret gennem ny, avanceret robotteknologi, som i øvrigt gav os automatiseringsprisen fra Dansk Robotforening. Vi har desuden investeret  i produktudvikling, som gør os særdeles konkurrencedygtige. Samtidig er vores gennemløbstider i montagen faldet markant fra tre-fire uger helt ned til tre dage,” siger Ove Trankjær.

Miljø og arbejdsforhold
Moderniseringen har også givet et løft på miljøsiden og bedre arbejdsforhold for medarbejderne.

Særligt medarbejdernes trivsel betyder meget for Ove Trankjær. En stor del af medarbejderstaben har været hos HMF i flere årtier og er derfor en stor del af virksomhedens særlige kultur. Der er højt til loftet og kort til smil hos HMF, og det skal der ifølge Ove Trankjær også være i årene frem – så virksomheden kan fastholde de ”gamle” medarbejdere og tiltrække nye.

Funktionalitet og sikkerhed er væsentlige faktorer i al produktudvikling hos HMF. Det ligger i virksomhedens DNA at have en tæt dialog med kunderne, som typisk bliver inviteret med om bord, allerede i designfasen.

Dialog med vognmænd
Netop den tætte dialog med vognmændene udviklede sig i 1998 til et patent på HMF’s EVS-stabilitetsovervågningssystem. Ifølge Ove Trankjær gav det et afgørende kvantespring på teknologisiden.

”Vores unikke EVS-stabilitetsovervågningssystem kan monteres på alle HMF-kraner og sikrer maksimal køretøjsstabilitet og løfteevne i hele kranens arbejdsområde. Sammen med radiofjernstyring giver det kranoperatøren mulighed for at koncentrere sig hundrede procent om selve løfteopgaven. Det er helt unikt i branchen og en væsentlig årsag til, at HMF er i vækst,” siger Ove Trankjær.

Det patenterede HMF InfoCenter samler data fra alle relevante overvågnings- og sikringssystemer og viser værdier på et display. Desuden holdes kranoperatøren løbende informeret om kranens belastning og køretøjets stabilitet. EVS sørger for, at køretøjet ikke vælter- og samtidig er der via radiostyring sikkerhed for, at der ikke er overbelastning af kranen.

Sætte dagsordenen
HMF har en ambition om fortsat at sætte dagsordenen i branchen. Der skal udvikles nye produkter i tæt samarbejde med kunder og distributører – og det skal tage afsæt i markedets behov.

Udviklingen går mod endnu lettere kraner med mindst mulig vægt i forhold til løfteevne, og her får især EVS-teknologien en afgørende rolle. HMF har allerede 90 kraner i varesortimentet, men produktudvikling og lancering af nye modeller står aldrig stille. Det er ifølge Ove Trankjær afgørende for, at virksomheden kan fortsætte sin vækstkurve.

”Vi er kendt for at kunne udnytte højstyrkestål optimalt, og den udvikling arbejder vi konstant på at optimere. Kranens egenvægt og indbygningsmål er vigtige parametre i udviklingen af fremtidens kraner. Med de gode erfaringer HMF har med at udnytte højstyrkestål kombineret med hydraulik og elektronik,kan jeg love vores kunder mange spændende kraner i fremtiden fra HMF, der har, som vi siger ”Power to Lift”, siger Ove Trankjær.

Eftermarkedet
HMF’s produkter er kendt for at være slidstærke og brugervenlige. Men det er ifølge Ove Trankjær  ikke hele forklaringen på virksomhedens store kundeloyalitet.

Hele eftermarkedsnettet med serviceværksteder og servicepartnere over hele verden spiller også en vigtig rolle. Vognmændene har altid en leverandør inden for rækkevidde, som de kan stole på – og som har reservedele på lager til levering døgnet rundt.

Frem til sin død i 2000 var det Arne Bundgaard Jensen, som stod i spidsen for at levere varen. Igennem alle årene fastholdt han, at HMF’s ekspansion skulle hvile på kvalitet og en bundsolid økonomi. I dag er det sønnerne Hans Bundgaard og Ingvar Bundgaard Jensen, der har overtaget ejerskabet af firmaet – og som fører virksomhedes stolte traditioner videre.

Fakta HMF:
Højbjerg Maskinfabrik (HMF) producerer lastbilsmonterede kraner og er med 550 ansatte blandt verdens største. HMF eksporterer til mere end 50 lande i Skandinavien, Europa, Nordamerika, Fjern- og Mellemøsten samt Australien.

HMF blev grundlagt i 1945 af nu afdøde Arne Bundgaard Jensen. Det startede med et mekanikerværksted.

I 1952 blev den første kran fremstillet, og siden har det været en produktionsvirksomhed.

I 1947 starter produktionen af landbrugsvogne.

I 1950 begynder HMF at lave tippelade til lastbiler.

I 1953 starter HMF med at producere lastbilmonterede kraner.

I 1987 etablerer HMF de første datterselskaber i England og Tyskland.

I 1998 udvikler HMF EVS stabilitetsovervågning og opnår patent på systemet, der overvåger stabiliteten.

I 2006 udbygger HMF fabrikken på Oddervej og investerer i en flowstyret produktion samt robotteknologi. Det fører til Automatiseringsprisen i 2009.

2015 er 70 året for grundlæggelsen af HMF og virksomheden lander det bedste resultat nogensinde.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk