Til næste år vil Ford introducere deres legendariske firehjulstrækker Bronco på det danske marked – foruden en række udvalgte andre europæiske lande.
”Bronco er Fords mest hårdføre og alsidige terrængående bil. Vi har skabt et nyt terrænikon ved at kombinere bilens originale DNA med de nyeste teknologier og tilbehør indenfor terrænkørsel. På baggrund af Bronco’ens store succes i USA, er vi meget begejstrede for også at kunne tilbyde den til
vores eventyrlystne kunder i Europa,” siger Matthias Tonn, chief engineer, Import Vehicles, Ford Europa.
Ude af programmet i 31 år
Bronco er formentlig den mest “hard core” firehjulstrukne SUV fra Ford. Bilen kom frem første gang i slut 60’erne, men modellen gled efter 31 år ud af programmet i 1997 – efter en produktion på 1,5 millioner køretøjer.
En kæmpe interesse fik dog Ford til at genoplive modellen i 2020 – i første omgang i Nordamerika. Til cirka 200.000 kroner.
Bronco nåede at blive bygget i tre generationer – fra begyndelsen i 1966 til anden generation i 1984 til tredje generation i 1992.
To år efter Mustang
Bronco er navnet på en pony og kendes på logoet af en hest, der sparker bagud – modsat Mustang, der har et logo af en hest, der stejler. Mustang kom frem to år før Bronco.
For første gang kommer der både en 2- og en 4 dørs version (plus bagklap) – i Europa dog kun sidstnævnte – og som i gamle dage bliver der mulighed for et utal af udstyrsmuligheder.
Der bliver hele otte udgaver – Base, Big Bend, Black Diamond, Outer Banks, Badlands, Wildtrack og First Edition. Dertil en mere human Bronco Sport som en mere normal SUV.
Off road udstyr
First Edition bygges kun i 3.500 eksemplarer og har alt i udstyr – som en sammensmeltning af Outer Banks luksusmodellen og Wildtrack off road super bilen.
De andre har så udstyr, så man altid kan finde den bil, der passer bedst til ens behov og temperament. Er det ikke nok, så kan man skrue mere på bilerne.
Fra udstyrslisterne er f.eks. at nævne sorte 18 tommer alufælge, LED lygter, læderstue, læderrat, lakerede trinbrætter, stålkofangere og differentiale-spær – samt man kan vælge gummibelægning på gulvet med afløb – så bilen kan spules ren inden døre.
Udstyr som Ranger Raptor
Man kan også vælge sin Bronco i særlige off road udgaver – f.eks. Badlands og Wildtrack med Spicer differentialespær og DANA aksler samt Terrain Management System – og så følger Bilstein dæmpere og særlig groft mønstrede dæk med.
Meget af dette udstyr kendes også fra Fords anden pro-terrænbil Ranger Raptor.
Man kan indstille opsætningen alt efter underlaget – f.eks. Mud, Ruts, Rock Crawl og Baja. Andre udgaver har valg imellem Normal, Sport, Eco, Slippery og Sand.
80 cm vadedybde
Med de kraftigste dæk er til- og frakørselsvinkler samt rampevinkel opgivet til 43,2-, 37,2- og 29 grader. Frihøjden er på 29 cm og vadedybden 80 cm.
Udvekslingen i krybegearet oplyses til 94.75:1. Eller man kan vælge de mere afdæmpede udgaver til mere normal kørsel, men alle har firehjulstræk.
Der er to benzinmotorer at vælge imellem – alt efter udgave en 4-cylindret 2,3 liter motor med 270 hk og 310 Nm samt en 2,7 liter twin-turbo V6 motor med 310 hk og 400 Nm.
B&O audioanlæg
Førstnævnte med en 6-trins manuel gearkasse og sidstnævnte med 10 trins automatkasse. Man kan også vælge udgaver med automatisk 4×4 system eller selv indstille.
Bilen har nyeste SYNC 4 connectivity system og man kan få 8- eller 12 tommer touchscreen.
Man kan også få bilen med 360 grader bird view kamera samt trailerstabilitets-system. Og selvfølgelig B&O audio system.
Tag og døre kan tages af
Som i gamle dage kan man tage tag og døre af bilerne.
Frontgitteret og kofangeren kan
for eksempel også afmonteres og udskiftes til alternative versioner, mens
hjulkasserne også nemt kan afmonteres, hvis bilen udsættes for skader – for
eksempel i forbindelse med heftig terrænkørsel.
Udviklet efter konkurrenter
Meget ligesom det kan lade sig gøre i en Jeep. Men man skal huske, at Ford faktisk byggede 250.000 Jeep biler for den amerikanske hær under anden verdenskrig.
I 1962 spurgte man ejere af Jeep og International Harvester terrænbiler, hvad de syntes om deres biler – og her ud fra udviklede man den første Bronco.
Baja 1000 i Californien
Man udviklede terrænsystemet G.O.A T. – som betyder Goes Over All Terrain – og den betegnelse bruges også i den nye Bronco. Den første model kom i udgaven Roadster Open Air, SU pick-up og Wagon. Man fik en bil med 3-trins manuel gearkasse og 105 hk plus 4×4.
Dengang byggede man straks en racerudgave, som vandt en masse løb a la Dakar Rally – f.eks. Baja 1000 i Baja California.
Den nye Bronco er blevet testet på de samme off road strækninger – og i Johnson Valley ørkenen.