(FRANKFURT)
47 år siden er det, at Citroën lancerede deres Méhari strandbil, opbygget i hård plast. Frem til 1987 rullede den meget spøjse bil af samlebåndet i Frankrig.
Herhjemme var den meget populær som to personers varebil, som ikke mindst kreative mennesker som arkitekter og reklamefolk faldt for.
Dromedar betyder ordet Méhari – så franskmændene tænkte måske mere på en ørkenbil. Konceptbilen Cactus M, som er den nye Méhari, er dog ikke så skrabet som forgængeren fra gamle dage.
Åben crossover
Den åbne bil er tænkt som en åben crossover model – også inspireret af konceptbilen Aircross. Skærmene er bredere og forruden meget lodret som Méhari. Frihøjden er stgor og hjulene større. Dørene er udført i plast – hvor Méhari ingen døre havde.
Kabinen er helt åben, og adgangen til varerummet foregår ved at træde ind over siderne på bilen. Kabinen kan som Méhari skylles af med vand, da der er monteret afløb i bunden af bilen.
Sæderne er betrukket med neopren i spraglede farver, og det giver en praktisk overflade.
Aktivietsbil
Citroën har udviklet Cactus M til ture ud i terrænet, uanset hvilken form for aktivitet, man vil dyrke, og uanset vejr og vej. Bilen er udstyret med Grip Control for at give et bedre greb i underlaget.
Desuden kan kabinen ændres til sovekabine og stoftaget til telt. Stoftaget er monteret med et særligt system for oppustning og beskytter også i tilfælde af regn.
Endelig er Cactus M udstyret med den nyttige teknologi, som vi kender fra C4 Cactus med bl.a. touch-screen og easypush kontakt til gearvælgeren. Altså alt andet end ensinpel instrumentering.
Specielle dæk
Dækmonteringen med hjul af typen Tall & Narrow fra Bridgestone gør det muligt at øge diameteren og samtidig reducere bredden på dækket og øge karrosserihøjden.
Den nederste del af kofangerne og sidespejlene er direkte inspireret af konceptbilen Aircross.
Citroën Cactus M er udstyret med to lange, lave døre, som giver indtryk af en kompakt bil.
Dørenes konstruktion i formstøbt plast gør, at de er nemme at åbne og lukke – og nedsætter bilens vægt.
Særlig dørbeklædning
Udvendigt er dørene beklædt med TPU og tænkt som en slags Airbump som Cactus. Samme materiale går igen på kofangerne og beskytter bilen mod slag og ridser samt mod havvand og sand. Dørhængslerne er synlige ligesom på den berømte Méhari, hvis karrosseri helt var fremstillet i ABS plast.
Det praktiske og enkle går igen i konceptbilen, f.eks. stropper som indvendige dørgreb eller vinduesviskeren med en visker. Overalt er der referencer til det aktive fritids- og sejlerliv, f.eks. har nakkestøtterne form som fendere.
Med kalesche
Selv om Cactus M er en åben bil, kan den hurtigt monteres med kalesche. Den opbevares i et rum under bunden af baggerummet og kan slås op omkring bilen. En generator bag i bilen driver et særligt oppustningssystem, som fylder luft i tre aflange rum i teltdugen, så den placeres helt optimalt.
Kalechen er udviklet og fremstillet i et samarbejde med store producenter på området, nemlig ATIC, som er førende med hensyn til oppustning af telte under ekstreme forhold, og Jonathan & Fletcher, som er førende inden for højteknologiske stofmaterialer til ekstremsport og til syning.
Motor fra Cactus
Ud over disse nye spændende egenskaber er konceptbilen Cactus M tænkt som en komfortabel og praktisk bil også til brug i hverdagen, og den er udstyret med samme teknologier som den serieproducerede C4 Cactus. Motor-valget er PureTech 110 S&S EAT6 (automatgear) – hvor Méhari havde to-cylindret motor fra 2CV.
I forvejen er Cactus Funky Van én af de mest solgte varebiler på det danske marked.
Mål:
Længde: 4.16 m
Bredde: 1.77 m
Højde: 1.48 m
Akselafstand: 2.60 m
Brændstofforbrug:
EU-mix: op til 20,8 km/liter
CO2 udledning: 110 g/km