Danmark er et lille land, men selv på chefgangen hos MAN i München har det givet genlyd, at et dansk logistikfirma nu er oppe på at have indlejet 11 MAN eTGE i flåden.

Virksomheden med hovedsæde i Lyngby nord for København er i fuld gang med at udvikle deres grønne forretningsmodel – med store perspektiver.

Firmaets stifter Casper Svensson og driftschef Jesper Amsinck stiller nemlig spørgsmålstegn ved den gængse distributionsform, når det gælder nærdistribution i byerne.

For mange små leverancer

Det faktum, at der i dag kører en masse vare-og lastbiler ind til byernes centrum for at levere én pakke fra én leverandør til én forretning, er et problem. Det nå vi som samfund finde løsninger på,” siger Casper Svensson.

”Forretningerne i centrum af byerne oplever, at de helt op til 10 gange på en dag, må afbryde deres arbejde for at tage imod endnu en last- eller varebil, som kommer for at aflevere en bestilt pakke fra en leverandør. Dette betyder at byerne i dag belastes unødigt og oven i købet lige midt i den mest travle tid på dagen, hvor trængslen fra de mange billister er størst,” siger Casper Svensson.

Ikke brug for daglige leveringer

Citylogistik har taget en snak med en masse kommuner og forretningsdrivende i byerne, som alle ønsker en grønnere profil og spurgt dem om, hvorvidt de overhoved har brug for disse mange daglige leveringer. De svar, som kunderne giver, er entydige: ”Det er ikke nødvendigt, at samtlige varer og pakker skal leveres dagen efter, at de er bestilt. Det vigtige er, at de bliver leveret præcis, når de skal bruges.”

Kend det samlede behov

Forretningsmodellen, som Casper Svensson og Jesper Amsinck har finpudset siden firmaets spæde start med en Citroën Berlingo Electricque for flere år siden, er ved at blive ført ud i livet, og den handler i al enkelthed om at kende kundernes samlede behov for leverancer.

Gennem abonnementsordninger bliver Citylogistik en vigtig mobilitetspartner for både slutkunden og leverandøren/producenten, der alle drager fordel af en bedre logistisk løsning.

Gennem eget udviklet IT-system opsamler Citylogistik informationer fra deres kunder om, hvornår på ugen og hvad tid på døgnet, de ønsker at få leveret pakker.

Leverer til Citylogistiks lager

Herefter bruges denne information til at indgå aftaler med kundernes mange leverandører, som i stedet for at levere pakkerne én og én direkte hos kunden nu afleverer alle pakkerne på Citylogistiks lager.

På logistiklageret samles pakkerne fra samtlige leverandører og herefter leveres det hele i én samlet transport til kunden.

Citylogistik har logistiklagre i Roskilde, Lyngby, i trekantsområdet samt Aarhus, men allerede i første kvartal 2020 vil de åbne tilsvarende lagre i de 12 andre store byer i Danmark.

Stigende behov for el-varebiler

Dermed stiger behovet for miljøvenlige varebiler til nærdistribution i byerne. Med Citylogistiks grønne profil, har det været helt naturligt, at behovet for en større vognpark skulle dækkes med miljøvenlige elektriske varebiler.

De 11 nye MAN eTGE, kører alle udelukkende på el og kan samtidig laste op til ca. ét ton. Dermed opfylder de elektriske varebiler fra MAN præcis de behov, som Citylogistik har defineret.

At de nye varebiler er lejet og ikke købt ligger helt i tråd med Citylogistiks ånd: ”Vi er en logistikvirksomhed, der ønsker en fleksibel løsning, når vi taler om varebilsflåden. Det mener vi, at vi bedst opnår ved at leje fremfor at eje,” siger Casper Svensson.

Flere andre el-køretøjer

Citylogistik har også fået en ny Fuso eCanter i flåden _ og har også et par britiske Modec ellastbiler. Flere el-køretøjer vil komme til efterhånden. Også nye ellastbiler.

MAN har igennem det seneste års tid arbejdet kraftigt på at få den elektriske varebil MAN eTGE ind på markederne i Europa.

Stor ordre for MAN-fabrikken

Med de 11 nye elektriske varebiler råder Citylogistik over en af de største MAN flåder af elektriske varebiler. Og det er ganske godt gået – Citylogistiks størrelse i Europæisk sammenhæng taget i betragtning.

Hos MAN i Danmark glæder man sig over Citylogistiks grønne fremsynethed. En ordre på 11 elektriske varebiler til én kunde er ikke kun stor i Danmark, men er i det hele taget én af de største samlede ordrer på MAN eTGE, som MAN koncernen lige nu håndterer.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk