Vognmanden behøver ikke altid at omlæsse til eldrevne og gasdrevne lastbiler for at køre i bebyggede områder.
DAF har netop lanceret en støjsvag ”Silent” udgave, der kun har et støjniveau på 72 decibel, som betyder, at CF kan blive rubriceret som stille lastbil.
”Alle taler om, at lasbiler ikke må støje – og slet ikke i bebyggede områder, hvad de fleste byer jo er. Men varerne skal jo bringes ud til forretningerne, og det er dyrt at skulle omlaste til elbiler eller vælge gasbiler – alternativt at købe en. VI har derfor udviklet vores ”Silent” udgave af CF, som kun støjer 72 decibel,” siger Rob Appels, PR-chef for DAF Trucks i Holland.
Kendt motorteknologi
Teknisk har bilen er 10,8 liters PACCAR MX-11 Euro 6 motor på 286-435 hk – i forvejen kendte for at være støjsvage.
Der er en særlig ”Silent” knap på instrumentbrættet. Når man trykker på den skifter motorens software til et program, som begrænser drejningsmomentet. Motorens omdrejninger og gear skifter nu ved lavere omdrejninger. Tilmed er geargassen indkapslet og isoleret for at mindske støj.
DAF lancerer den nye støjsvage CF næste år som 4×2 og 6×2 udgaver – både som forvogn og trækker – samt med valg mellem Day Cab, Sleeper Cab og Space Cab samt med forskellige akselafstande.
CF og XF Low
Den hollandske fabrik, der ejes af amerikanske Paccar, er også på vej med en særlig lav udgave på maksimalt fire meters højde. Det klares gennem lavprofildæk, luftaffjedring på forakslen, et lags parabelfjedre bag – og en lav placering af skamlen (fra 96 til 91 cm).
CF og XF Low Deck modellerne betyder, at man kan benytte trailere med en indvendig højde på tre meter og dermed volumentransport op til 100 kubikmeter. Det betyder, at bilerne også er interessante for bl.a. biltransportører.
Nyt er også DAF’s nyudviklede Predictive Cruise Control i forbindelse med Predictive Shifting – samlet et system, der kan læse vejen foran lastbilen via GPS systemet, så man altid udnytter motor og gear optimalt. Systemet er bygget til ZF’s AS Tronic 12-trins automatiserede gearkasse. DAF’s ingeniører har udviklet systemet.
–