DAF har lanceret den nye Euro 6 XF som Low Deck trækker, der er specielt designet til volumentransporter.
Den nye 4×2 trækker har en skammelhøjde på kun 960 millimeter, som gør det muligt at operere med trailere med en indvendig højde på op til tre meter. Dette betyder, at det er muligt at læsse 100 kubikmeter.
Den nye Euro 6 XF Low Deck har som standard luftaffjedring på bagakslen, og byder på en speciel ”manøvrerings-funktion”.
Bageste del af chassiset kan hæves
Den bageste del af chassiset kan hæves med op til 50 millimeter ved blot at trykke på en knap.
Dette mindsker risikoen for at chassis og sættevogn rammer hinanden, når man kører på eller af en færge eller ved læsseramper.
Denne manøvreringsfunktion kan aktiveres ved hastigheder på op til 30 km/t og slår automatisk fra ved højere hastigheder.
Luftaffjedring justerer kørehøjde
Luftaffjedringen på bagakslen har en speciel funktion, der justerer kørehøjden afhængig af akseltryk og hastighed. Luftaffjedring på forakslen kan tilvælges.
For at opnå maksimal frihøjde, er der som standard på Low Deck trækkeren monteret 580 mm høje aluminiumsbrændstoftanke, med en kapacitet på op til 1.090 liter.
MX 11 motor kommer senere i år
Den nye Euro 6 XF Low Deck er udstyret med 12,9-liters PACCAR MX-13 motor på 410 hk, 460 hk og 510 hk.
Senere på året kan også 440 hk versionen af den nye PACCAR MX-11 motor leveres.
De nye XF Low Deck trækkere fås med enten manuel eller automatisk gearkasse og har en akselafstand på 3,60 eller 3,80 meter.
Den leveres som Space Cab eller den rummelige Super Space Cab.